Sygemeldt efter kort politi-karriere: Især en sag brændte sig fast

Politibetjenten Ida Jørgensen er én blandt mange, der har fået PTSD i forbindelse med arbejdet. Dette er hendes historie.

Der er fuldstændig stille til morgenbriefingen på politistationen i Albertslund. Havde nogen tabt en knappenål, ville man have hørt det tydeligt.

- Er der slet ingen, der kan køre med Ida i dag, spørger vagtchefen igen.

24-årige Ida Jørgensen kigger rundt blandt sine kolleger, men der er stadig ingen, der siger noget. De fleste kigger ned i gulvet.

Selvom Ida kun har været politielev hos Vestegnens Politi i syv måneder, har hun fået sig lidt af et ry. Hun er en ulykkesfugl. Én man helst ikke skal være på patrulje med.

Endelig bliver tavsheden brudt:

- Jamen, der er jo ingen, der vil køre med Ida, for så ved man, at man får en død, siger en af betjentene bagerst fra lokalet.

Kollegerne begynder at grine. Det samme gør Ida. Hun ved, at det sagt er i spøg, og at mange af kollegerne allerede har sat sig i patruljer, men det tragiske er jo, at det er rigtigt.

Lugte, lyde og billeder står knivskarpt

Ida har været uheldig.

Hvor alle de andre studerende fra politiskolen var ude til for eksempel brande og arbejdsulykker i begyndelsen af deres praktiktid, havde Ida ikke været ude til én eneste. I stedet var hun – helt tilfældigt – sendt ud til mange døde.

Det skete altid på hendes vagter.

- Jeg kom ud til personer, som havde ligget død i nogle timer, men også til dem, der havde ligget i månedsvis, og hvor familie eller vicevært havde fundet vedkommende. For eksempel, fordi der begyndte at trække kadavervæske ned gennem gulvet og ned til underboen, fortæller hun.

- Det er aldrig rart.

Ida Jørgensen sidder på forreste række til venstre på klassebilledet fra Politiskolen.
Ida Jørgensen sidder på forreste række til venstre på klassebilledet fra Politiskolen. Foto: TV 2

Men særligt én sag har brændt sig fast i Idas hukommelse. Kolonihavehus-sagen.

Den har gjort hende syg. Og den har gjort, at det første sted Idas to børn på 3 ½ og 5 ½ år leder efter deres mor, når de kommer hjem, er soveværelset. Her kan hun sove op imod 16 timer om dagen.

Jeg kom ud til personer, som havde ligget død i nogle timer, men også til dem, der havde ligget i månedsvis

Ida Jørgensen

Ida har efterhånden fortalt historien om kolonihavehuset til så mange psykologer, psykiatere og læger, at hun kan fortælle den uden at bryde sammen. Men i flere år efter har lugten fra huset, lydene og observationerne printet sig ind i hendes hoved.

- De mindste detaljer står knivskarpt, siger hun.

Ida var lige startet som politielev, da hun blev kaldt ud til et skyderi. Sagen var voldsom for selv de mest hærdede politibetjente.

Råben fra radioen: ”Ingen skal frem”

Det er lørdag aften den 27. september 2008, klokken er 18.25, og Ida og hendes kollega leder desperat efter den rigtige adresse.

Sekunderne tikker.

- Kør ikke direkte frem til gerningsstedet, vi skal have en plan. Vi kender ikke truslen, nærmest råber indsatslederen i bilens radio.

- Ingen skal frem, lyder ordren igen.

Men Ida og hendes kollega ignorerer meldingerne. Det eneste, de kan koncentrere sig om, er, at deres kolleger i første patruljevogn, 06-007, kan være i fare.

For kort tid siden meddelte første vogn, at de har samlet den kvinde op, som har anmeldt et skyderi i et kolonihavehus, og at hun nu dirigerer dem hen til den rigtige adresse.

Siden har man ikke kunnet komme i kontakt med dem.

Kolonihavehus-kvarteret set fra oven.
Kolonihavehus-kvarteret set fra oven. Foto: Foto fra Vestegnens Politi

Adrenalinen pumper i Ida. Haveforeningens veje er snørklede, og igen og igen kører de forkert. Men efter flere blindgyder får de endelig øje på den første patruljevogn, som har parkeret foran et lille kolonihavehus.

Ida stiger ud, men kollegerne er ikke at se nogen steder.

I patruljevognen sidder anmelderen alene og stirrer chokeret ud i luften. Hun græder og er helt bleg i ansigtet.

De døde dukker op om natten

Ida har indvilget i at fortælle sin historie i håb om, at flere vil forstå, at politibetjente ikke er usårlige. Og i håb om, at politibetjente, der er sygepensioneret på grund af traumer, fremover kan få bedre hjælp.

- Hvis man falder og slår sig, forstår folk, at man ømmer sig med det samme. Men hvis man først mærker det 10 dage senere, så undrer folk sig. Det er tabubelagt at tale om sindet. Det vil jeg gerne have ændret på, siger Ida til TV 2, der møder hende hjemme i hendes stue i Kolding.

For Ida har de mange dødsfald påvirket hendes psyke. Hun tænkte ikke så meget over de grimme sager, da hun stod i dem, men da hun gik på sin første barsel skete der noget.

FAKTA om PTSD

  • PTSD er en angstsygdom.
  • PTSD kan optræde, efter man har været vidne til, eller selv har deltaget i, livstruende hændelser såsom krigshandlinger, overfald, alvorlige ulykker eller røveri.
  • Med PTSD genoplever man den angstfremkaldende situation, og kroppen reagerer på samme måde, som da man var i situationen. Mange forsøger at undgå personer, steder og tanker, som minder om situationen.
  • Mange med PTSD oplever en ligegyldighedsfølelse, søvnbesvær, mareridt, konstant følelse af utryghed, trang til isolation, øget mistænksomhed over for andre, vredesudbrud, nedsat hukommelse og fysiske smerter.
  • PTSD er ofte skyld i, at man fungerer dårligere både på arbejdet og i familien.


Kilde: Psykiatrifonden

- Mens jeg gik herhjemme i roen var der pludselig noget i mit hoved, der begyndte at murre. Det var ligesom om, at alle de sager med døde, jeg havde været ude til, begyndte at komme til mig som mareridt.

Ida begyndte at se ansigterne af de døde personer for sig, deres omstændigheder og alle detaljerne omkring deres død, fortæller hun.

Hun så alle de ting, der gjorde dem til mennesker.

- Der var en ældre dame, der lå ligeså pænt på gulvet ved siden af den kabale, hun var midt i. Og så var der en mand, som havde hældt et glas øl op i sit køkken. Glasset var halvt fyldt, men han var bare væltet indover bordet, og så var han død.

Mange ting kan klares på en psykologisk debriefing og i samtale med kolleger, men man er jo et menneske

Ida Jørgensen

- Mange ting kan klares på en psykologisk debriefing og i samtale med kolleger, men man er jo et menneske. Og man kan simpelthen ikke vide, hvordan man reagerer, siger Ida.

Det var sagen fra kolonihavehuset, der for alvor fik bægeret til at flyde over.

Som en blodig splatterfilm

Ida og kollegaen går frem mod det lille hus. Et kolonihavehus i én etage opført i brunt træ med sorte tegl.

Sanserne er ekstra skærpede, og tankerne vælter rundt i Idas hoved:

Hvor er mine kollegaer?

Hvad er der sket?

Hvor er der farligt?

Er der nogen, der er kommet til skade?

Indgangen til kolonihavehuset.
Indgangen til kolonihavehuset. Foto: Foto fra anmeldelsesrapport, København Vestegns Politi

Hun nærmer sig forsigtigt men beslutsomt døren og går ind.

Det er ligesom at træde ind i en blodig splatterfilm, tænker Ida, da hun kommer ind i køkkenet. Der er blodige håndaftryk på skabene og blodige slæbespor på gulvet.

Ida forsøger at trække vejret dybt, og går videre ind i stuen, hvor hun får øje på den ene kollega. Han har blod over det hele og er i gang med at lave hjertemassage på en ældre mand, der er blevet skudt i brystet.

Han ligger midt på stuegulvet, og blodet står op i pulserende stød.

Rundt om ham ligger håndklæder, der er indsmurt i blod.

Det giver et gisp i Ida. Da hun gik gennem køkkenet lagde hun mærke til, at der på komfuret stod en lille kasserolle med to skrællede kartofler og en lille bitte pande med en bøf. Drabet må lige være sket. Men hvor er gerningsmanden?

Er han der stadig?

Den usynlige kvinde

Ida går forsigtigt gennem stuen, ud i udestuen, og videre ud gennem en dør til baghaven.

Og dér, på havegangen i én stor blodpøl, ligger gerningsmanden. Hans venstre hånd holder stadig om løbet af geværet, som har skudt ham gennem hovedet. Der er ingen tvivl om, at han har skudt sig selv.

Ida mærker kuldegysningerne, men også lettelsen. Der blev toppen af faren taget af, tænker hun.

Betjentene går flere gange frem og tilbage mellem stue og havegang og forsøger at få et overblik over, hvad der kan være sket.

På spisebordet ligger Ekstrabladet, et par briller, to mobiltelefoner og et par Tuborg-øl. En vase med blomster er væltet, og vandet er løbet ud over den ene telefon, observerer Ida, men det ser ikke ud til, at de to mænd har været oppe at slås.

Lige pludselig opdager Ida dog, at der er én person mere i huset.

Ude i havestuen sidder en kvinde i en stol, som betjentene flere gange er gået forbi.

Ida gyser og går over til kvinden. Og så opdager hun noget, hun aldrig kommer til at glemme igen. Halvdelen af kvindens ansigt er blæst af med et haglgevær. Det hænger omme på væggen bag hende.

Politiet er talstærkt til stede om aftenen.
Politiet er talstærkt til stede om aftenen. Foto: TV 2(arkiv)

Kvinden viser sig at være anmelderens mor. Hun nåede at ringe til sin datter, lige efter hun blev skudt, og fortalte, at hun var ved at forbløde. Men der er ingen puls, konstaterer betjentene. Nu er det Idas opgave at orientere kvinden i politibilen om, hvad der er sket.

Diagnose fik brikkerne til at falde på plads

Ifølge Ida kan underretninger om død være værre end at se den døde. Det var det også i kolonihave-sagen, hvor flere af de efterladte reagerede meget voldsomt.

Et afskedsbrev afslørede, at det var jalousi, der lå bag dobbeltdrabet og selvmordet.

- Det er altid lidt ubehageligt, fordi der er mange tragiske omstændigheder forbundet med de her dødsfald. Tit står familien der, når man møder op og er kede af det og har mange spørgsmål, siger Ida.

Da Ida tog sin anden barsel to år senere, ramlede det hele.

I 2015 fik Ida diagnosen PTSD.

På det tidspunkt var hun i sin drømmestilling som efterforsker i politiet.

Ida Jørgensen foran Krone 10, da hun bevogtede Kongeskibet i Kolding Havn.
Ida Jørgensen foran Krone 10, da hun bevogtede Kongeskibet i Kolding Havn. Foto: Privatfoto

- Det skulle lige synkes. Jeg har jo også nogle tanker om, hvad PTSD er, og hvem der får det, og jeg har aldrig været udsendt – jeg har aldrig været soldat og aldrig skudt nogen, fortæller Ida om at skulle erkende, at de mange døde rent faktisk påvirkede hende.

Men med diagnosen begyndte brikkerne pludselig at falde på plads. Det var derfor, hendes ordforråd var blevet fattigt, derfor at hun havde fået en kortere lunte, derfor at hun blev hurtigt stresset, derfor at hun glemte aftaler, og derfor at hun nogle dage kunne sove i mere end 16 timer i streg.

I dag lider hun stadig af alle de ting, men selvom både psykolog og læge har skrevet under på, at Ida har PTSD, så vil Arbejdmarkedets Erhvervssikring ikke anerkende, at hendes traume er arbejdsrelateret. Tegnene kom for sent, siger de.

Derfor er Ida gået på orlov. Hun håber, at hun en dag kan komme tilbage til politiet, men hun tvivler.

- Min mand og jeg taler meget om, hvorvidt jeg har en god eller dårlig dag, men vi ved også begge, at bøtten pludselig kan vende. Han bliver ved med at sige, at han holder ud, og at jeg bliver rask igen. Men nu er der snart gået fire år, siger hun.

Rekonstruktionen bygger på interviews med Ida Jørgensen, artikler fra Ekstra Bladet og BT, samt en aktindsigt hos Københavns Vestegns Politi.