Pape: Ingen betjente skal føle sig svigtet

16x9
Justitsminister Søren Pape Poulsen (C) vil arbejde på, at PTSD-ramte betjente får bedre hjælp. Foto: TV 2

​Justitsminister Søren Pape Poulsen (C) er åben over for at sidestille traumatiserede politifolk med soldaterveteraner. Det samme er Dansk Folkeparti.

- Der er ikke nogen betjente, der skal føle sig svigtet.

Sådan lyder justitsminister Søren Pape Poulsens (C) reaktion, efter at en gruppe på 80 – 100 traumatiserede betjente har fortalt, at de føler sig ladt godt og grundigt i stikken.

For når traumerne er så store, at de tvinger politibetjente til at stoppe i korpset, er det begrænset, hvad der er af hjælp til dem og familien, siger Leif Voigt, der er formand for Politiveteranerne.

Det er urimeligt, mener han. Justitsministeren er enig:

- Jeg er meget ked af, at de har den oplevelse, og det er ikke godt nok, siger Søren Pape Poulsen (C) til TV 2.

- Jeg synes, at vi skal gøre alt, hvad vi kan for, at de betjente, der yder en fantastisk indsats hver eneste dag i Danmark, bliver behandlet ordentligt, hvis de kommer ud for en lidelse som for eksempel PTSD.

Rigspolitiet og Justitsministeriet undersøger sagen

I forbindelse med, at en betjent blev dræbt i Albertslund i december sidste år, er der nedsat en gruppe i politiet, som skal se på, hvordan man bedst muligt hjælper politibetjente og deres pårørende.

Det gælder både nuværende og tidligere ansatte, som er ramt af PTSD, oplyser Rigspolitiet.

Når anbefalingerne er klar, vil justitsministeren gå meget langt for veteranerne, siger han:

- Jeg synes ikke, det er rimeligt, hvis vi ikke har nogle ordentlige tilbud til vores betjente, så i det øjeblik jeg får materialet fra Rigspolitiet, vil jeg kigge på deres anbefalinger, og kræver det, at vi skal ændre lovgivningen, så skal jeg selvfølgelig nok gå i salen og drøfte det med partierne, siger han.

DF: Jeg forstår godt, hvis de får ondt i sjælen

Helt konkret foreslår Politiveteranerne, at betjente med PTSD får samme rettigheder som soldaterveteranerne - det vil blandt andet sige adgang til livslang psykologhjælp, familieterapi og til landets veteranhjem.

Den idé er både justitsministeren og Danske Folkepartis retsordfører, Peter Kofod, åbne over for:

- Jeg tror, der er behov for, at vi tager os rigtig godt af vores politibetjente. De ser mange ubehagelige ting i løbet af et arbejdsliv, og der kan man godt forstå, hvis nogen får ondt i sjælen over det, og har brug for hjælp til at komme videre, siger Peter Kofod.

Rapporten fra Rigspolitiet forventes at komme efter sommerferien, men Politiveteranerne kan måske få en lille håndsrækning inden.

The Thin Blue Line, som er en støtteorganisation for tilskadekomne politiansatte, oplyser til TV 2, at de allerede nu drøfter, hvordan de kan hjælpe de PTSD-ramte politiveteraner:

- Det er politifolk, som i deres virke har ydet noget for samfundet, og som står tilbage med et skadet sind. Det er jo essensen af det, vi arbejder for. Vores klare indtryk er, at nogle af de penge, vi får doneret, skal gå til at hjælpe dem, siger organisationens presseansvarlige, Peter Kamp.