Google køber grund i Fredericia for 65 millioner kroner

16x9
Google har købt grunde for 65 mio. kroner i Fredericia, skriver Information Foto: Lucy Nicholson / Scanpix Denmark

Google vil sikre sig mulighed for at ekspandere sine datacentre i Europa. It-giganten har købt en dansk grund.

Google har brugt 65 millioner kroner på  grundkøb i Fredericia. Der er ingen planer med grundene på nuværende tidspunkt, men it-giganten vil sikre, at den kan bygge flere datacentre i Europa. Det skriver Information. 

Ifølge avisen har it-giganten købt grunde i industriområdet Prinsessens Kvarter, der ligger uden for Fredericia. Google bekræfter købet over for avisen og senere i en mail til Ritzau:

 - Vi har købt en 73,2 hektar stor grund i Fredericia. På nuværende tidspunkt har vi ikke planer om at bruge grunden, men vi vil sikre os muligheden for at ekspandere vores datacentre i Europa, hvis vores arbejde kræver det. Vi forventer dog ikke at tage nogen beslutninger i den nærmeste fremtid, lyder det fra it-giganten.

Området i Fredericia har længe været i mediernes søgelys, da virksomheden Dapsi International ApS har opkøbt grunde i området. Virksomheden hører ifølge Information i sidste ende under Googles moderselskab, Alphabet. 

Både Facebook og Apple har datacentre på vej på dansk jord. Facebook ventes at have et datacenter klar i Odense i 2020, og Apple har et på vej i Viborg. Datacentrene kan dog få negative konsekvenser for klimaet. Regeringen erkendte i januar over for Information, at datacentrene vil øge CO2-udledningen.