Den Lille Havfrue udsat for hærværk: Organisation nægter indblanding

"Forsvar de færøske hvaler", står der skrevet med rød maling ved den ikoniske statue i København. Miljøorganisation afviser kendskab til hærværk.

- Stort set hele 'Den Lille Havfrue' er overhældt med rød maling, lyder det fra vagtchef Thomas Tarpgaard ved Københavns Politi. 

Omkring klokken 6.30 tirsdag morgen modtog politiet en anmeldelse om, at statuen, der har stået permanent på Langelinie i København siden 1913, endnu en gang har været udsat for hærværk. 

Og meget kunne tyde på et politisk motiv, lyder det fra politiet. 

- På havnekajen tæt på statuen står der skrevet "forsvar de færøske hvaler" med rød maling, siger Thomas Tarpgaard. 

Teksten er angiveligt en protest mod den traditionelle grindefangst på Færøerne, som ofte er blevet kritiseret af organisationer for at være en "brutal og blodig slagtning".

Den Lille Havfrue skal nu gøres rent, og den tjans har Københavns Kommune påtaget sig.

Miljøorganisation afviser hærværk

Miljøorganisationen Sea Shepherd, der i mange år har kæmpet for et forbud mod grindefangst, afviser ethvert kendskab til den overmalede havfrue.

- Vi har ikke hørt noget om det, og det er slet ikke den slags metoder, vi ville benytte os af til at skabe opmærksomhed omkring hvalfangst, siger formanden for Sea Shepherds skandinaviske afdeling, Lukas Erichsen. 

Organisationen har for nyligt oprettet en underskriftindsamling, hvor de netop peger på, at Danmark bør tage større ansvar i bekæmpelsen af fangstmetoderne. 

- Under begivenheder kendt som "grindadráps" hjælper Danmark færingerne ved at sikre, at de kan drive hundredvis af grindehvaler og andre arter ind i bugter, hvor de, mens de råber og skriger, skærer deres rygsøjler op, og fylder bugterne med blod, står der blandt andet i teksten til indsamlingen. 

- Men underskriftindsamlingen er ikke én, vi afleverer til de danske politikere. Den er til EU-kommissionen, som vi vil have til at starte en undersøgelse mod Danmark og Danmarks involvering i grindedrab, siger Lukas Erichsen. 

"Et klart opråb"

Hvorfor hærværket alligevel finder sted, har han dog klar forståelse for. 

- Det er et meget klart opråb. Det er ikke første gang, at Den Lille Havfrue bliver brugt til et politisk mål, og derfor kan det virke oplagt, siger den 27-årige formand, der samtidig tror, at aktionen vil give Sea Shepherd flere underskrifter: 

Det er angiveligt for at skabe opmærksomhed omkring fangstmetoden af de færøske grindehvaler, at der er udført hærværk på Den Lille Havfrue
Det er angiveligt for at skabe opmærksomhed omkring fangstmetoden af de færøske grindehvaler, at der er udført hærværk på Den Lille Havfrue Foto: ANDRIJA ILIC / Scanpix Denmark

- Lige nu har vi næsten 136.000 underskrifter. I sidste uge afholdt de danske politikere en høring om fangster på Færøerne, og det alene gav os 70.000 underskrifter. Så jeg er helt sikker på, at vi også vil kunne mærke det efter dagens begivenheder. 

Tilbage til sin vante farve

Efter flere timer med rød maling over sig blev Den Lille Havfrue rengjort tirsdag eftermiddag.

- De (Københavns Kommune, red.) har været i gang med en højtryksrenser, så havfruen igen har den rette farve, siger vagtchef Michael Andersen fra Københavns Politi til BT:

Politiet er nu i gang med efterforskningen for at finde gerningsmanden eller -mændene bag hærværket.

Det var tilsyneladende i protest mod færøsk grindefangst, at 'Den Lille Havfrue' blev malet rød.
Det var tilsyneladende i protest mod færøsk grindefangst, at 'Den Lille Havfrue' blev malet rød. Foto: Ida Marie Odgaard / Scanpix Denmark

Den Hovedløse Havfrue

Det er langt fra første gang, at 'Den Lille Havfrue', der er baseret på H.C. Andersens fortælling om selvsamme figur, er blevet udsat for hærværk.

I 1964 fik statuen skåret hovedet af for første gang. Udåden gentog sig i årene 1990 og 1998.

'Den Lille Havfrue' tiltrækker over en million besøgende om året på Langelinie. I 2010 blev hun udlånt til Kina, hvor seks millioner kinesere besøgte verdensudstillingen.

På havnekajen tæt på statuen står der skrevet
På havnekajen tæt på statuen står der skrevet "forsvar de færøske hvaler" med rød maling. Foto: TV 2
Den Lille Havfrue skal nu gøres rent, og den tjans har Københavns Kommune påtaget sig.
Den Lille Havfrue skal nu gøres rent, og den tjans har Københavns Kommune påtaget sig. Foto: TV 2