Sundhedsstyrelsen giver undskyldning til HPV-vaccinerede piger

Den lange række unge kvinder føler sig som kastebolde i systemet. Nu får de en undskyldning.

I onsdagens udgave af 'NEWS EKSTRA' gjorde direktøren for Sundhedsstyrelsen noget, som ikke sker tit.

Han gav en undskyldning.

Undskyldningen kom efter en seerkommentar, der beskrev, hvordan Maria Frost som bivirkningspatient af HPV-vaccinen føler sig ladt i stikken.

- Jeg er selv blevet syg, lige efter jeg modtog HPV-vaccinen. Som bivirkningsramt står man ofte helt alene. Hvorfor bliver vi, som har fået bivirkninger, ikke behandlet på lige fod med alle andre syge her i Danmark, skriver Maria Frost i en kommentar til 'NEWS og Co'.

Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, anerkender, at Sundhedsstyrelsen har fejlet på ét punkt, og det vil han gerne undskylde.

- Vi kom for sent i gang med tilbud til de her piger og unge kvinder, og det er jeg enormt ked af. Jeg kan sige undskyld her i aften til pigerne og deres forældre. Vi vil undskylde, at vi ikke tidligere satte kraftigere ind med at få lavet de her centre (undersøgelsescentre for mistanke om bivirkninger til HPV-vaccinen, red.), siger Søren Brostrøm.

- De her kvinder har ikke fået ordentlig hjælp i Sundhedsvæsenet. Sundhedsvæsenet er ikke perfekt, ligesom videnskaben ikke er perfekt, og myndighederne ikke er perfekte, men mange har været kastebolde i systemet uden at have fået ordentligt svar, fortsætter Søren Brostrøm.

Afstemning

Piger mødt af hovedrysten

Chefen for et af undersøgelsescentrene, Jesper Mehlsen, kritiserer i høj grad Sundhedsstyrelsen for netop det, som de nu undskylder for. Han er derudover harm over, hvordan pigerne bliver behandlet i sundhedssystemet.

- Vi har oplevet, at pigerne bliver mødt af en hovedrysten, hvis de antyder, at deres symptomer kunne have noget med vaccinen at gøre, siger Jesper Mehlsen, der er forskningschef på Synkopcenteret på Frederiksberg Hospital.

Synkopecenteret er blevet udnævnt som det center i Region Hovedstaden, der skal vurdere patienter, hvor der er mistanke om bivirkninger til HPV-vaccinen.

Det er vigtigt at notere sig, at HPV-vaccinerne er godkendt af Europa-Kommissionen, og det er dem, der er ansvarlig for at vurdere, om der er nye eller ændrede risici ved vaccinerne, herunder nye bivirkninger.

HPV-vaccinen er således ikke beviseligt koblet sammen med sygdom, men en lang række unge kvinder har oplevet de samme symptomer efter at have fået vaccinen, og derfor er der nu blevet oprettet centre til netop denne slags bivirkninger.

Selvom eksperterne i 'NEWS EKSTRA' er uenige om bivirkningerne ved HPV-vaccinen, er de dog alle enige om, at de ville lade deres egne døtre vaccinere.

Så mange piger får hpv-vaccine i din kommune

Grafikken viser den procentvise andel af piger født i 2003, som har taget imod tilbuddet om at deltage i hpv-vaccinationsprogrammet og modtaget første dosis af hpv-vaccinen.