Cyklisternes værste vaner: 'Jeg havde kigget mig for'

Den gamle strid mellem cyklister og fodgængere er blusset op igen efter et sammenstød mellem en cyklist og en venstre-politikers rullekuffert.

- Lige i den her situation, der var ikke rigtig nogen grund til at vente…

Sådan forklarer københavner-cyklisten Simone Sørensen et mindre brud på færdselsreglerne: Hun fortsatte hen over et fodgængerfelt, selv om der egentligt var rødt lys for hende.

- Der kom jo alligevel ikke nogen. Og jeg havde kigget mig for, lød hendes cyklist-logik, da TV 2 her til eftermiddag var på gaden i København for at se på det til tider anstrengte forhold mellem cyklister og fodgængere.

Debatten er i denne omgang, som vi tidligere har beskrevet, sat i gang af Venstrepolitikeren Kristian Pihl Lorentzen.

Mandag blev han – som fodgænger – ’torpederet’ af en cyklist, der ikke overholdt sin vigepligt. Det gik dog kun ud over Pihl Lorentzens rullekuffert, men for ham var det et klart eksempel på københavnske cyklisters manglende respekt for andre.

- Jeg blev godt gal i skralden og råbte højt, men der var ikke nogen undskyldning fra cyklisten. Tværtimod var det meget tæt på, at jeg fik fingeren. Og så kørte han videre, fortæller Pihl Lorentzen.

Føler de er svage

Andre fodgængere er enige med ham:

-Det skaber utryghed, både for familier med barnevogne og ældre som mig selv, siger den lokale formand for Dansk Fodgængerforbund, Hans Erik Hansen.

Pihl Lorentzen har et bud på, hvorfor cyklisterne kører så hensynsløst:

- Der er for mange cyklister, der måske kører rundt med en følelse af, at det er dem, der er de svage trafikanter, og derfor kan man opføre sig som man vil. Og det går bare ikke, siger han.

Se nedenfor Nyhedernes Mikael Kamper gennemgå cyklisternes fem værste uvaner:

Cyklisternes fem værste vaner