Lise Nørgaard modtager fornem pris - som den første

16x9
99-årige Lise Nørgaard er manuskriptforfatteren bag tv-serien Matador. Foto: Scanpix

Lise Nørgaard, der har skrevet manuskriptet til Matador, er blevet tildelt en ærespris af Den Danske Publicistklub.

Den Danske Publicistklub uddelte mandag aften en række priser. En nyoprettet ærestitel gik til idékvinden og forfatteren til Matador, Lise Nørgaard.

- Hver gang jeg får sådan en hæder af en eller anden slags - og denne vil jeg egentlig betragte som en af de allerstørste - så tænker jeg på min lærere på Roskilde Katedralskole. Jeg tror de roterer i deres grave over al den hæder, sagde Lise Nørgaard i sin takketale.

Foruden titlen som manuskriptforfatter til en af dansk tv's største succeser har Lise Nørgaard i løbet af sin karriere både kunnet kalde sig korrespondent og brevkasseredaktør.

- Hvis nogen havde sagt til mig, da jeg var 16 eller 17 år, at jeg en dag skulle blive så  kendt, at jeg kom ind ad en rød løber og blev fotograferet, så ville jeg have sagt: Kan det ikke blive i morgen? sagde Nørgaard, da hun modtog hæderen.

Hovedpris gik til videnskabsjournalist

Den Store Publicistpris gik til Lone Frank, der er videnskabsjournalist på Weekendavisen. 

- Hvis videnskabsjournalisten Lone Frank var et dyr på savannen, ville hun klart tilhøre skaren af rovdyr, lød det blandt andet fra Den Danske Publicistklub, der mandag uddelte publicistpriserne for 38. gang.

Den 50-årige Lone Frank er forfatter til flere bøger og har desuden en ph.d. i neurobiologi. Hun har skrevet videnskabsstof for Weekendavisen siden 1998.

- Hun er insisterende som få, utålmodig og skånselsløs i sin kamp, ja nærmest drift, for at få den eksakte viden til at spille en rolle for os og vores samfund, lyder det i begrundelsen.

Ud over hæderen modtager Lone Frank 20.000 kroner.