Danske fiskere tjener i disse dage millioner på tobis

I disse måneder skaber industrifisken tobis en million-omsætning i tre jyske havnebyer. For fiskerne er det hårdt arbejde og masser af penge.

Fiskeriet efter industrifisken tobis er et sandt eventyr for fiskerne i Nordsøen i disse uger.

Døgnet igennem lander fiskerne det ene ton tobis efter det andet i havnene i Thyborøn, Skagen og Hanstholm, hvor de store fiskemelsfabrikker ligger.

Bornholmerkutteren R 86 er lige kommet ind til Hanstholm havn med 30 tons tobis.

- Der er for 35.000 eller sådan noget. Så kommer der lidt udgifter, men det er en god dagløn, siger kutterens skipper Magnus Hansen.

Sidste år var tobis-fiskeriet næsten ikke-eksisterende, men i år ser det ud til at sætte rekord. Danske fiskere, der står for hovedparten af tobis-fiskeriet i Nordsøen, har i år fået en kvote på 458.000 tons tobis.

Det betyder en omsætning for branchen på en halv milliard kroner, når de mange tons industrifisk laves om til fiskemel og fiskeolie og eksporteres til 60 lande.

- Det er dejligt. Så har vi noget at give os til, siger Kim Nielsen, der arbejder på byens fiskefabrik.

Store forskelle

- Det er sådan et boost til Nord- og Vestjylland det her. Når der er en god tobis-sæson, så tjener alle rundt om i kystsamfundene penge, siger Jens Borup fra Fiskemelfabrikken FF Skagen.

Tobis

Tobis (der også kaldes Sandgrævling eller Sandål) er en 15-20 cm. lang bundfisk, der findes i store mængder i Vesterhavet/Nordsøen.

Det meste af året lever den ved havbunden, hvor den kan grave sig ned i havbunden, og svømmer kun frit omkring i nogle få måneder.

Fiskeriet efter tobis foregår derfor kun fra april til juli.

Målt i mængde står tobis for mellem 30 og 50 procent af det danske fiskeri. I værdi overgås tobis-fiskeri kun af torskefiskeriet.

Tobis kan spises, men bliver næsten udelukkende brugt som industrifisk til fremstilling af fiskemel og fiskeolie.

Men sådan er det langt fra hvert år. Hvert eneste år undersøger man bestanden af tobis i Nordsøen før man fastlægger årets fiskekvoter.

Det er nødvendigt for at vedligeholde bestanden, siger eksperterne på DTU Aqua. Men blandt fiskere og i fiskeindustrien er det en stor kilde til irritation, at kvoterne svinger på den måde fra år til år.

- De er der alligevel, tobiserne, uanset om man regulerer eller ej. Sidste år, hvor vi slet ingen kvote fik, der var lige så mange fisk som der er i år, mener Jens Borup.