Betalte løsepenge for hacket computer: - Det skete på et splitsekund og gik i gråt

Alle eksperter fraråder ellers, at man betaler hackerne for at få sine data tilbage. For der er ingen garanti for, at hackerne holder hvad de lover.

Hvis en virksomhed er blevet ramt af hacking-angreb, er det fristende at betale løsepenge for at få frigivet sine vigtige filer igen.

Det oplevede Andreas Lond, der er selvstændig, i februar, da alle hans filer blev låst i et hackerangreb. Han valgte at betale 3500 kroner i løsesum for at få sine filer igen og holde sin virksomhed i gang.

- Hvis jeg kunne have undgået det, ville jeg ikke have betalt det. Men jeg følte, at jeg skulle bruge alt for mange penge, måske 30.000 kroner, på at få gendannet de filer, fortæller Andreas Lond.

Spørgsmålet om man skal betale de krævede løsepenge er blevet aktuelt verden over i de seneste dage, efter det enorme hackerangreb WannaCry har ramt op mod 200.000 computere verden over, heraf omkring 300 computere i Danmark.

Angrebet låser computerens filer, og kræver en løsesum på mellem 300 og 600 dollars for at frigive filerne igen.

Eksperter: Betal ikke

Alle eksperter advarer mod at man betaler løsesum til de datakriminelle:

- Der er ingen garanti for, at de frigiver dine filer. Og der er ingen garanti for, at de gør det hurtigt. Så der er ingen sikkerhed i det du står overfor. Derfor skal du tænke dig godt om, siger Mads Nørgaard Madsen, der er chef for PwC’s internationale it-sikkerhedsenhed.

Og dertil kommer, at betaling af løsesum bare er med til at holde denne form for kriminalitet i live:

- Når man støtter de kriminelle med penge, så kommer der flere penge til, og så udvikler de endnu mere sofistikerede løsninger, siger Mads Nørgaard Madsen.

Lille risiko og store penge

For Andreas Lond kom angrebet på hans virksomhedscomputer som et lyn fra en klar himmel, mens han var i gang med gennemgå sine faktura-mails.

- Man er så vant til det hele fungerer, men så er det hele lukket ned i løbet af splitsekund.  Ved en af dem jeg klikker på, går skærmen i grå og skriver, at tingene er blevet krypteret. Det går så hurtigt, fortæller han.

Det er en form for kriminalitet, som vi ifølge eksperterne kommer til at se meget mere af:

- Vores problem er, at der er meget lille risiko for at blive taget for disse gerninger og der er stor mulighed for at tjene penge. De to ting sammen skaber jo en enorm vækst på dette område for de kriminelle, siger Mads Nørgaard Madsen fra PwC’s internationale it-sikkerhedsenhed.

Meddelelsen på ubehjælpsomt dansk, der dukker op på de hackede computere: 'For at gendanne dine filer, du skal betale'.
Meddelelsen på ubehjælpsomt dansk, der dukker op på de hackede computere: 'For at gendanne dine filer, du skal betale'. Foto: TV 2

Skulle nå at udnytte hul

Han tilføjer, at det faktisk ikke er helt uventet, at det store aktuelle angreb kommer netop nu:

- Desværre er det jo sådan, at for nogle måneder siden blev det offentliggjort, at en amerikansk efterretningstjeneste havde fundet bestemte sårbarheder man udnyttede og holdt hemmelig. Det har nogen opdaget og har lækket disse data. Det gjorde så i marts, at Microsoft sendte en patch på gaden, der skulle lukke af for de problemer. På det tidspunkt har alle så kunne se, hvad det er for en problemstilling man står overfor. Så har de kriminelle sagt: ’Det skal vi nå at udnytte’, fordi verden er lang tid om at gøre noget ved de her kendte problemer, siger Mads Nørgaard Madsen.