Robotterne kommer: - Jeg kan nå at tjekke syv patienter i stedet for én

Robotterne er ikke længere kun del af en science fiction-film. I Aarhus kommune kan du nu både blive modtaget, klædt på og undersøgt af dem.

Mød Norma Pepper – hun er en robot, og hun modtager gæsterne i Aarhus nye kulturhus, Dokk1, hvor kommunens borgerservice blandt andet ligger.

Ifølge Carsten Kaa, der er projektleder hos ITK – Innovation, Teknologi og Kreativitet – hos Aarhus Kommune, så er Normas opgave at få borgerne til at vænne sig til tanken om, at robotterne er en del af fremtidens offentlige service:

- Norma har en naturlig interesseskabelse, og folk strømmer til for at se og interagere med hende. Et af vores mål er at introducere borgere og kollegaer til, at robotter er andet, end det vi blot ser på film, for nu risikerer man at møde en robot nede hos kommunen, men så er den til gengæld også rigtig sød, siger Carsten Kaa. 

Mikael Kamber spørger robotten Norma Pepper om hjælp til at finde Carsten Kaa.
Mikael Kamber spørger robotten Norma Pepper om hjælp til at finde Carsten Kaa. Foto: TV 2

TV 2-vært får hjælp af robot

En af dem, der blev introduceret til servicerobotten Norma Pepper er TV 2-vært Mikael Kamber. Her blev en af Norma Peppers egenskaber testet - nemlig, at den kan hjælpe med at finde hen til den person eller boghylde, kunden leder efter. 

- Norma, can you please take me to Carsten? Spørger Mikael Kamber.

Derefter er robotten programmeret, så den ved, hvor Carsten Kaa har sit kontor. - Det er ikke noget, vi kan bruge Norma Pepper til endnu. Det kræver mere tid at forske i robotten, men vi håber da, at det kan blive en realitet i fremtiden, siger Carsten Kaa. 

Norma bliver da også modtaget positivt af gæsterne, der besøger Dokk1. Ifølge Line Hasall Thomsen, der er lektor ved Aarhus Universitet, så giver robotten et godt førstehåndsindtryk:

- Hun er sød, venlig og en lille smule mærkelig, men man bliver alligevel glad, når man ser hende, siger Line Hasall Thomsen.  

Især børnene har en stor interesse for Norma, og det bliver da også tydeligt, da Line Hasall Thomsens datter Mathilda begynder at lege med Norma, ligesom alle de andre børn, der besøger Dokk1 og møder Norma på deres vej.

Mathilda har svært ved at slippe Norma, der viser sig at være en god legekammerat.
Mathilda har svært ved at slippe Norma, der viser sig at være en god legekammerat. Foto: TV 2

Robotterne indtager Aarhus  

Kulturhuset Dokk1 er langt fra det eneste sted, hvor robotterne så småt er begyndt at indtage dagligdagen.

Flere steder i Aarhus er man begyndt udnytte de muligheder, som robotterne skaber. For eksempel har man på rehabiliteringscenteret Vikærgården forsøgt sig med alternative lægebesøg, hvor lægen ved hjælp af en robot kan undersøge og snakke patienten gennem en videoforbindelse.

Og selvom lægen ikke er fysisk til stede, så fungerer konsultationen alligevel efter hensigt, mener Karen Leth, der er 93 år og indlagt på Vikærgården:

- Jeg kunne se hende, ligesom hun var her. Så ja, jeg synes, det fungerer, siger Karen Leth.

93-årige Karen Leth vinker på gensyn til Anne-Cathrine Hauerselv Foss, der er overlæge ved Skejby Sygehus.
93-årige Karen Leth vinker på gensyn til Anne-Cathrine Hauerselv Foss, der er overlæge ved Skejby Sygehus. Foto: TV 2

Det er Anne-Cathrine Hauerselv Foss, som stod for behandlingen af Karen Leth, helt enig i, og mener, at der er store fordele ved robotter i sundhedssektoren: 

- Det giver mig den fordel, at når jeg har et arbejde, hvor det er påkrævet, at jeg er på hospitalet, så kan jeg samtidig følge op på en patient, selvom de ikke er på hospitalet. Det er virkelig smart, når jeg kan nå at tjekke syv patienter i stedet for én, siger Anne-Cathrine Hauerselv Foss, der er overlæge ved Skejby Sygehus.

Toppen af isbjerget

Vi har kun set begyndelsen. Sådan er konklusionen fra Henrik Schärfe, der er en af Danmarks førende robotforskere. Han forudser, at robotterne i den nærmeste fremtid vil interagere mere med hinanden, og at robotteknologi bliver allemandseje:

- Forventningen er, at mange af de her teknologier spreder sig fra at være noget, som kun meget specielle mennesker bruger til noget, som stort set alle bruger, siger Henrik Schärfe. 

Denne robot kan hjælpe gangbesværede med at tage bukserne af, så de kan komme på toilettet.
Denne robot kan hjælpe gangbesværede med at tage bukserne af, så de kan komme på toilettet. Foto: TV 2

Robotforskerens tese er, at teknologierne i fremtiden vil smelte mere sammen, og det derfor kan betyde, at flere robotter kan arbejde sammen om mere komplekse opgaver og klare flere ting.

- Det betyder, at vi for eksempel kommer til at se robotter, der vil gøre det lettere for ældre mennesker at kunne blive i eget hjem, fordi robotterne kan hjælpe dem med mange ting, siger Henrik Schärfe.

Denne robot kan hjælpe lammede med gå igen.
Denne robot kan hjælpe lammede med gå igen. Foto: TV 2

Og Henrik Schärfe er ikke alene om disse visioner. Al forskning tyder nemlig på, at robotteknologien kun vil vinde mere fodfæste i fremtiden.

Ifølge Gartner, et af verdens førende it-analysefirmaer, så ligger kunstigintelligens også på listen over de teknologier, som i den nærmeste fremtid vil få den største betydning for hverdagslivet:

- Kunstig intelligens siver ind i stort set al teknologi og vil skabe en slagmark for teknologiudbydere over de næste fem år, skriver Gartner i en rapport.

Herunder giver Klaus Æ. Mogensen, der er fremtidsforsker på Instituttet for Fremtidsforskning, fem bud på, hvad der inden for nær fremtid vil være domineret eller helt overtaget af robotter:

Her vil robotter overtage vores job i fremtiden

 19-Nyhedernes faste inspirationsindslag sætter med Mikael Kamber fokus på robotter i Danmark, og hvor de allerede i dag gør en forskel for mange mennesker. I aften kan du blandt andet se, hvordan 93-årige Karen Leth får en lægekonsultation gennem en robot.