Kritiserede byrådskolleger for klask i bagdelen - nu står de sammen mod sexchikane

Gruppeformænd fra Nyborg slår fast, at byrådsmedlemmer skal behandle hinanden ordentligt og med respekt.

Gruppeformændene fra de partier, der sidder i byrådet i Nyborg, har på et hastemøde mandag slået fast, at man skal behandle hinanden med respekt i kommunalbestyrelsen.

Det sker på baggrund af, at det 22-årige byrådsmedlem Sonja Marie Jensen (S) har følt sig seksuelt forulempet, ligesom hun oplever, at der bliver talt nedladende til hende.

- Vi har lavet det her stykke papir for at sætte et kodeks op for, hvordan vi taler og opfører os over for hinanden. Jeg er ikke i tvivl om, at Sonja Marie Jensen føler, at hun har oplevet det, hun har oplevet, og den slags skal man selvfølgelig ikke opleve i Nyborg, siger borgmester Kenneth Muhs (V) efter mødet til TV 2/FYN.

I en fælles udtalelse tager partierne kraftigt afstand fra sexchikane og har vedtaget et kodeks med regler for, hvordan man skal opføre sig overfor hinanden  i byrådet. Her står der, at "vi taler ordentligt til, om og med hinanden med respekt for den politiske mangfoldighed".

Fælles udtalelser fra partierne i Nyborg byråd.
Fælles udtalelser fra partierne i Nyborg byråd. Foto: TV 2 FYN

- Vigtigt at alle tager ansvar

Men sådan er det ifølge Sonja Marie Jensen altså ikke altid foregået. I sidste uge stod hun frem med kritikken af sine byrådskolleger i flere medier, og en række kvindelige politikere fra såvel lands- som lokalpolitik stod frem og bakkede op om den 22-åriges oplevelser.

- Jeg skal stå model til et klask i røven og til at få at vide, at jeg knalder mig til tops. Jeg skal stå model til, at folk skal diktere, at jeg skal have mig en uddannelse eller nogle børn, før jeg har en berettigelse til at udtale mig politisk, hvilket jeg synes er dybt godnat, lød det blandt andet fra Sonja Marie Jensen i interviewet med TV 2/FYN.

Men den slags kultur må alle byrødder altså tage ansvar for at rette op på, mener borgmesteren i Nyborg.

- Det er vigtigt, at det ikke bare er noget, vi snakker om, men som vi alle tager ansvar for. Og partierne er enige om, at vi holder hinanden op på det, siger borgmester Kenneth Muhs til Ritzau.

Sonja Marie Jensens gruppeformand, socialdemokraten Vibeke Ejlertsen, er glad for den aftale, der blev indgået på mødet.

- Med den her tekst i vores fælles aftale er vi gået i gang med et stykke kulturarbejde i Nyborg, så vi kan forhindre, at den slags oplevelser kommer til at foregå igen i byrådsgrupperne i Nyborg, fortæller hun til TV 2/FYN.