Danskerne overvåger hinanden som aldrig før

Gennem en app på telefonen kan du overvåge din partner. Og det er noget, mange danskere gør. 300.000 har allerede hentet appen Life360.

Med ganske få tryk kan du på din smartphone se, hvor din partner befinder sig. Det eneste, du skal gøre, er at installere en app på din egen og din partners mobil, og så kan du følge din partners færden.

Det er der rigtig mange, der benytter sig af, siger de eksperter, som TV 2 har været i kontakt med.

- Det er meget almindeligt at GPS-overvåge hinanden. Der er jo mange måder at gøre det på. Du kan både installere en lille GPS-brik i din partners pung, men du kan også gøre det gennem en app, fortæller Rasmus Thede, formand for Rådet for Digital Sikkerhed. 

Sådan overvåger vi hinanden

Den mest normale måde at overvåge sin partner på er ved at bruge appen 'Find venner', som automatisk er installeret på din telefon, hvis du har en iPhone fra Apple. Men der findes et utal af GPS-apps. 

En søgning i App Store viser, at der findes omkring hundrede apps til formålet. En af de mest populære er appen Life360. Ifølge deres PR-team har de 300.000 brugere i Danmark.

- Vi ved, at apps bruges til tracking og overvågning, men vi ved ikke ikke, hvor udbredt anvendelsen er. Det kan være, at de er mere anvendte, end man tror, men samtidig kan det også være, at nogle ikke har lyst til at tale om, at de overvåger. Overvågning har stadig en negativ klang for mange, siger Peter Lauritsen, professor i overvågningsstudier ved Aarhus Universitet.

Når det tager overhånd

Hos Rådet for Digital Sikkerhed har de haft flere sager, hvor overvågningen er løbet løbsk for par. Det har de også hos Dansk Stalking Center.

Her er de ofte vidner til, at stalkingen af ofrene er startet med, at de er blevet overvåget i deres parforhold - eksempelvis gennem apps.

- Når de berørte kommer hos os, er de ikke i et forhold mere. Men nogle bliver stadig stalket af deres ekskæreste, hvor det er startet med overvågning, mens de var i relationen. Overvågning via telefonen er et kendt redskab for en stalker, fortæller Lise Linn Larsen, direktør for Dansk Stalking Center.

For at kunne overvåge gennem apps skal den overvågede part acceptere det gennem den pågældende app. Men i mange tilfælde kan det godt lykkes at installere en app alligevel, selvom du ikke har din partners accept.

- Mange kender godt deres partners adgangskode til telefonen, og så er det nemt at installere en app. Man kan så med lidt snilde skjule appen på telefonen, så den bare ligger og kører i baggrunden, fortæller Rasmus Thede, formand for Rådet for Digital Sikkerhed.

Overvågnings-apps skaber mistillid

Tidligere har TV 2 og andre medier skrevet om, hvordan forældre overvåger deres børn. Men det er altså ikke kun børnene, der bliver det. Det er også kærester og ægtefæller, der bliver det. Det er bare ikke ligeså normalt at tale højt om det.

- Det er jo tabubelagt at sige, at man bruger de her apps. Men de bliver altså brugt, siger Peter Lauritsen, der er en del af et team på Aarhus Universitet, som forsker i overvågning gennem apps.

I sine studier har han primært snakket med forældre, der overvåger deres børn, og de har for det meste rationelle og fornuftige overvejelser om, hvorfor de overvåger børnene.

- Men det er klart, at overvågningen kan gå for vidt og blive anvendt kontrollerende og snagende. Hvis man ikke har tillid til sine børn eller sin partner, får man måske lyst til lige at tjekke deres færden på telefonen, hvor det måske var bedre at få opbygget et tillidsfuldt forhold i stedet, siger Peter Lauritsen professor i overvågningsstudier ved Aarhus Universitet.

Afstemning