To pensionister i en kælder har lavet 150 reparationer for bare 2500 kroner

Mange smider elektronik ud, selvom det let kan repareres. Pensionisterne Arne og Palle forsøger at ændre den kultur.

Med en samlet gevinst på op til 140 millioner kroner om året er der rigtig mange penge at spare, hvis vi bliver bedre til at genbruge vores elektronik i stedet for at smide det ud.

Pensionisterne Arne Sørensen og Palle Hansen kan godt nok ikke fixe alt, men i en lille kælder i den nordsjællandske by Nøddebo gør de et forsøg på at redde noget af danskernes elektroniske affald.

Her kan borgere indlevere elektronik, der er gået i stykker. Og kvit og frit forsøger Palle og Arne efter bedste evne at få det repareret. Det er kun reservedelene, der skal betales for.

- Vi gør det først og fremmest, fordi vi synes, det er skægt. Og så synes vi jo, det er synd at smide ting ud. Der er ingen grund til at smide ting ud, så længe de fungerer, eller hvis de kan repareres enkelt, siger Arne Sørensen og tilføjer:

- Det er også godt for miljøet, og vi lærer nogle nye mennesker at kende. Det er rigtig, rigtig dejligt, siger Arne Sørensen.

Vil ændre tankegang

Ifølge en netop offentliggjort undersøgelse fra Syddansk Universitet smider danskerne hvert år 81.000 ton elektronik ud. Et højt tal, der undrer ph.d-studerende Keshav Parajuly.

Han står bag undersøgelsen og kommer selv fra Nepal, hvor kasseret elektronik er et sjældent syn.

- Her er det lettere at smide beskadigede ting ud, end at få dem repareret. Sådan er det ikke i Nepal - der ville vi forsøge at reparere dem, siger Keshav Parajuly, som er forsker i miljøteknologi på Syddansk Universitet.

- Hovedformålet er at ændre folks tankegang og vores måde at bruge ressourcerne på, tilføjer han.

Små reparationer er ofte nok

Da TV 2 mandag besøger de to pensionister i Nøddebo, sidder Arne Sørensen med et gammelt, defekt B&O-anlæg, mens Palle Hansen kæmper med en røremaskine, der kun kan køre i én hastighed.

De er enige med Keshav Parajuly i, at danskerne er for hurtige til at skifte fra gammelt til nyt. Specielt fordi der ofte kun skal små ændringer til for at give de gamle genstande nyt liv.

De har selv foretaget omkring 150 reparationer, men der er kun købt reservedele for 2500 kroner. 

- Som regel er det små ting, der skal til. Knækkede ledninger sker mange gange, men ellers et lille enkelt komponent, som ikke koster alverden, siger Arne Sørensen.

Palle Hansen er enig. Efter at have fået en ny drivrem hjem fra Portugal, regner han med, at det gamle B&O-anlæg kan spille de næste mange år.

- Nu får vi det til at spille igen, og så kan de måske bruge det i ti år endnu, siger Palle Hansen.

Keshav Parajuly er glad for initiativer som Arne og Palles. Han driver også selv en reparations-café og håber, at fænomenet vil brede sig.

- Min drøm er, at alle kvarterer i hele verden får den slags lokalsamfund, hvor vi reparerer beskadigede ting og reducerer spildet og dets påvirkning af miljøet.