Unge glade for nye kvote 2-optag: - Et tal skal ikke afgøre min uddannelse

Studerende, der har været til optagelsesprøve og samtale, falder ikke fra i så høj grad, mener Syddansk Universitet.

Topkarakterer i gymnasiet skal ikke længere være så dominerende en faktor på vejen til uddannelse på Syddansk Universitet (SDU). I stedet har universitetet i år valgt at optage 25 procent af de studerende efter adgangsprøver og samtaler. 

SDU har allerede erfaringer med testbaseret optag af kvote 2-ansøgere fra både sundhedsuddannelserne, idræt, psykologi, jura og statskundskab. I år har universitetet så udvidet ordningen til 50 bacheloruddannelser og 11 diplomingeniøruddannelser.

Det har universitetet blandt andet gjort for at sikre et bedre match mellem de studerende og deres uddannelser.

- Vi har erfaringer for, at når vi kun optager de studerende på baggrund af deres karakterer, så er der alt for højt frafald. Når vi tager karaktererne, og tester ved siden af, så får vi faktisk et bedre match, der sikrer, at de studerende i væsentligt mindre omfang falder fra deres studie, siger Henrik Dam, rektor ved Syddansk Universitet.

Tidligere kunne man på kvote 2 samle point - ved for eksempel at arbejde frivilligt - men den ordning blev afskaffet for en del år siden. Blandt andet derfor har SDU indført kvote 2-prøverne.

- Vi har som universitet arbejdet meget systematisk med kvote 2 optaget for at sikre, at vi har en måde, hvor vi kan vurdere de studerende på en måde, der er fuldstændig objektiv, så vi kan sammenligne og finde ud af, hvem vi helst vil have.

Bliver kritiseret for social slagside

Ifølge Danmarks Evalueringsinstitut er der en tendens til, at de potentielle studerende, som er gode til de her test og samtaler - det er dem, som kommer fra bedrestillede hjem. Det vil sige, at der er en social slagside i den måde, som universitetet optager studerende på kvote 2.

- Da vi startede på det her i 2002 var vi opmærksomme på de amerikanske undersøgelser, der ligger til grund for de udsagn. Så vi sørgede for at indrette vores tests, så de ikke havde en social slagside. Og efter at have vurderet det i 15 år, så kan vi se, at der ikke er en social slagside ved testene. Tvært imod - vi er faktisk et af de universiteter her i landet, der optager flest mønsterbrydere.

På sigt har universitetet en plan om at optage alle deres studerende via kvote 2, for at undgå det karakterræs, som der i dag findes med kvote 1. I dag bliver 25 procent af de studerende på SDU optaget via kvote 2.

Studerende er glade for muligheden

Melanie Heinecke er en af de studerende, som tidligere er blevet optaget på psykologistudiet på SDU via test og samtale på kvote 2. Hun beskriver oplevelsen som nervepirrende.

- Men testen sikrer også, at man har de evner, det kræver, for at man kan gennemføre studiet.

SDU holder i dag optagelsesprøver for kvote 2-ansøgere. Video: Sofie Sparre

Også de potentielt kommende studerende, der i dag er mødt op til prøver på SDU, er glade for muligheden for at blive optaget på deres drømmestudie - selvom de ikke har det karaktergennemsnit, der skal til for at blive optaget på kvote 1.

- Det, synes jeg, er en fornuftig måde at gøre det på. For så ser man også på lidt andet end bare karakterer, siger Patrick Baggers Laursen, som håber at blive optaget på SDU til sommer.

Også Christian Sørensen er glad for muligheden for at blive optaget uden om kvote 1:

- Jeg synes ikke, at det er tal, der skal afgøre, om jeg skal kunne komme ind på en uddannelse. Så det er meget rart, at man har en prøve, der giver muligheden for dem, der ikke nødvendigvis har det høje snit.