Fiskere kommer rådyr til undsætning: - Hjertet slog en hel del hurtigere

Tre fiskere stødte ind i lidt af en opgave på en mark i Syddjurs.

Høje klageskrig, voldsomme spring og spark - og et hegn, der ikke ville slippe sit tag. 

En ellers rolig langfredag udviklede sig i en langt mere dramatisk retning, da tre fiskere fra Aarhus satte kursen mod Syddjurs for at tilbringe en dag på vandet. 

På en mark nær den fredede bakke 'Jernhatten' spottede de et rådyr i nød, som havde viklet sig godt og grundigt ind i et hegn. 

- Den sad fast ved geviret, og det så ud til, at den havde stået der i nogen tid, for det var meget mudret omkring den, fortæller den ene fisker, Anders Schultz, om oplevelsen.

Hoppede og sprang for sit liv

Sammen med sine to venner Hanna Vestergaard og John Petermann besluttede han sig derfor for at komme rådyret til undsætning. 

Da vi kom tættere på, blev den mere desperat og begyndte at brøle.

Anders Schultz, fisker

- Da den først så os, krøb den ned i græsset for at gemme sig, men da vi kom tættere på, blev den mere desperat og begyndte at brøle. Den prøvede på at komme fri og hoppede og sprang. Den kæmpede virkelig for sit liv, siger Anders Schultz og fortsætter: 

- Det var meget synd, men jeg var samtidig bange for, at den skulle sparke ud efter mig, og det var svært at komme helt tæt på den. 

Da tre fiskere kunne hurtigt konstatere, at der ikke var strøm i hegnet. Herefter overvejede de, om de skulle tage fat i rådyret for at få det til at stå stille. Men det virkede som en umuligt opgave. 

Jubel, highfives og en tre kilo tung fisk

I stedet prøvede de på at løsne hegnet - og efter et par minutters nervepirrende forsøg, lykkedes det dem at få dyret fri. 

Den umiddelbare reaktion fra de tre fiskere var jubel og highfives, mens rådyret hastigt sprang af sted mod den nærtliggende skov. 

Man skulle næsten tro, at det havde noget med vores gode gerning at gøre,

Anders Schultz, fisker

- Hjertet slog en hel del hurtigere. Det var virkelig fint, at vi fik den fri, og det kom pludselig til at betyde rigtig meget, siger Anders, som fortæller, at oplevelsen sad i de tre fiskere resten af dagen. 

- Da vi endelig kom ud på vandet, fangede vi faktisk ingen fisk. Men vi sagde flere gange til hinanden, at det ikke var så vigtigt. Vi havde jo reddet et dyr. 

Den gode karma slog dog igennem allerede dagen efter, afslører han: 

- Her fangede jeg en stor fisk på tre kilo, så man skulle næsten tro, at det havde noget med vores gode gerning at gøre.