Dronningen blev fejret af familie og fremmødte

Den kongelige familie fejrer regentens fødselsdag på Marselisborg Slot i Aarhus.

Regentparret fejrer som ofte før påske på Marselisborg Slot i Aarhus, som også fungerer som parrets sommerresidens.

Men hvor dronningen andre år er rejst tilbage til Amalienborg i København for at fejre fødselsdag, fejrer hun i år 77 års fødselsdag på slottet i Aarhus med fødselsdagssang, hurraråb og masser af rød-hvide flag.

Iført en turkis frakke trådte dronning Margrethe omkring middagstid frem på verandaen på Marselisborg Slot. Herfra vinkede hun traditionen tro til de fremmødte, som var kommet for at hylde fødselaren.

Prins Henrik var med til fejringen af sin hustrus fødselsdag. Det samme var parrets børn og seks af deres otte børnebørn.
Prins Henrik var med til fejringen af sin hustrus fødselsdag. Det samme var parrets børn og seks af deres otte børnebørn. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Kort efter regenten kom prins Henrik med de to yngste børnebørn, prinsesse Athena og prinsesse Josephine, i hånden, og herefter fulgte resten af den kongelige familie.

Også dronningens børnebørn var inviteret til fødselsdag. Her er det fra venstre kronprinsparrets yngste datter, prinsesse Josephine, og prins Joachim og prinsesse Maries børn, prinsesse Athena og prins Henrik. Bagerst står prinsesse Marie.
Også dronningens børnebørn var inviteret til fødselsdag. Her er det fra venstre kronprinsparrets yngste datter, prinsesse Josephine, og prins Joachim og prinsesse Maries børn, prinsesse Athena og prins Henrik. Bagerst står prinsesse Marie. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Dronningen har flere gange tidligere fejret sin fødselsdag på Marselisborg slot, senest i 2014, hvor hele den kongelige familie var samlet.

Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid blev født 16. april 1940 på Amalienborg. I år er det 45 år siden, hun blev landets regent efter sin far, kong Frederik 9.