Ingen skænkede ordren en tanke - men Hans forstod ikke, hvorfor de kun fik 20 patroner hver

Klokken 04.00 om morgenen 9. april 1940 myldrede tusindvis af tyske soldater over grænsen. Danmark blev besat og ingenting blev det samme igen.

Det var ingen hemmelighed, at noget ulmede sydpå. Rigsregeringen i Nazi-Tyskland med Adolf Hitler som den altdominerende alfa-leder spredte sig hastigt som et tungt mørkt tæppe af ondskab, fremmedhad og underkastelse. 

9. april 1940

Besættelsen af Danmark blev indledt i de tidlige morgentimer den 9. april.

Det overordnede mål for den tyske besættelsesplan ”Operation Weserübung”  var besættelsen af strategiske mål i Norge.

Tyske tropper overskred grænsen i Sønderjylland klokken 4 om natten, og i løbet af kort tid blev tropper ilandsat flere steder i landet. Blandt andet på Langelinie i København, hvorfra tyske tropper kunne overtage kontrollen med det danske militære hovedkvarter på Kastellet. Aalborg Lufthavn blev erobret ved hjælp af tyske faldskærmssoldater.

Kun i Sønderjylland kom det til regulære kampe mellem tyske og danske soldater.

Danske grænsegendarmer og soldater tog kampen op mod overmagten flere steder, blandt andet ved Kruså, ved Tønder, ved Aabenraa og ved Haderslev.  

Allerede klokken 5:30 mødtes statsminister Thorvald Stauning med Kong Christian d. 10, kronprinsen (den senere Frederik d. 9), forsvarsministeren og de militære chefer på Amalienborg, hvor det blev besluttet at kapitulere.

På grund af et sammenbrud i kommunikationslinjerne nåede budskabet om at indstille kampene først frem til Sønderjylland klokken 8 om morgenen den 9. april.

Ud over Sønderjylland blev der kæmpet enkelte andre steder i landet, blandt andet ved Amalienborg, hvor det kortvarigt lykkedes gardere og soldater at holde stand mod de tyske soldater.

 I alt blev 16 danske soldater dræbt og 23 sårede i løbet af kampene den 9. april. De tyske tab er omgæret med stor usikkerhed. Et bud er 2-3 dræbte og 25-30 sårede tyskere, mens et andet bud er så højt som 203 dræbte tyskere. Det lykkedes de danske soldater at ødelægge eller beskadige flere tyske kampvogne.

Kilder:  Danmarkshistorien.dk, Wikipedia, Krigshistorisk Tidsskrift m.fl.

Danmark var afventende. Bevidste om, at der en dag ville komme en konfrontation med tyskerne, men ikke klar over, hvilken måde tyskerne ville betræde den danske muld. 

Ville det blive et overrumplende angreb, et bagholdsangreb eller noget helt tredje?

Tysklands og Sovjetunionens invasion af Polen den 1. september 1939 gav danskerne bange anelser. Det var definitivt også startskuddet til 2. Verdenskrig. 

- Man ville ikke fremprovokere et angreb. Man vidste, hvordan tyskerne havde invaderet Polen på en løgn om, at Polen skød først. Derfor havde man bevidst trukket danske tropper tilbage fra den fysiske grænse. Så kunne tyskerne i hvert fald ikke bruge dén påstand, siger Niels Wium Olesen, lektor i historie ved Aarhus Universitet.

Ikke desto mindre blev det til halvhjertede forberedelser i Sydjylland, hvor soldaterne var trætte af de evindelige øvelser - overbeviste om, at intet ville ske. 

- Vi snakkede jo om et tysk angreb, men havde den ene alarmeringsøvelse efter den anden. Det hang os langt ud af halsen, fortæller Frode Jensen, daværende korporal i 1940 ved Søgaard Kaserne som lå knap 15 km nord fra den dansk-tyske grænse.

Halvanden til to timer senere var øvelsen overstået og soldaterne kunne slappe af igen. Sådan var mønstret i ugevis. 

Ingen skænkede det derfor megen tanke, da soldaterne blev sat til at fylde ammunitionsdepoter op den 8. april 1940. 

- Jeg fik besked på at udlevere 20 patroner per geværskytte og 60 patroner per maskingevær. Jeg tænkte, at det ikke var meget, hvis man skulle i krig. Men det var min ordre og jeg adlød, siger Hans E.C. Jacobsen, korporal ved Sønderborg Kaserne.

Operation Weserübung

I det skjulte var en invasion dog nært forestående. Nazisterne havde udset sig strategiske punkter i Norge, som skulle bruges for at sikre den tyske flåde bedre operationsbetingelser i Atlanterhavet samt sørge for, at den tyske krigsindustri fik rigeligt med jernmalm fra Norge og Sverige. 

Mellem Tyskland og Norge lå dog det lille monarki Danmark. 

Den tyske invasionsplan for Danmark og Norge.
Den tyske invasionsplan for Danmark og Norge. Foto: Wikipedia Commons

I begyndelsen var det slet ikke meningen, at Danmark skulle besættes, men det stod klart for nazisterne, at Danmark måtte inddrages af militærtaktiske årsager, så forbindelsen mellem Tyskland og Norge var intakt. 

I dybeste hemmelighed var verdens bedste hær ved at blive mobiliseret.

På trods af trætheden og irritationen over de mange frugtløse øvelser, var der alligevel en uro hos soldaterne om aftenen 8. april. 

- Vi tænkte, at der nok var noget i gære, da vi fik besked på at gå i seng, men vi skulle beholde alt udstyr på - også støvlerne. Noget der ellers gav en disciplinær straf, fortæller Frode Jensen.

9. april 1940 kl. 04.00 - Hovedvej 8 ved Hokkerup

Klokken lidt over 04.00 om morgenen 9. april tager Tyskland fuldstændig Danmark på sengen og sikrer sig lynhurtigt kontrollen. 

- Tyskland havde verdens bedste hær, både teknisk og taktisk. Tidligt om morgenen trillede panservogne og kampvogne over grænsen imens Luftwaffe (tysk luftvåben, red.) brutalt kaprer det danske luftrum. Kun ét fly når på vingerne, men bliver omgående skudt ned, siger Claus Bundgård, lektor i historie ved Roskilde Universitet.  

Operation Weserübung var sat i gang. 

20.000 tyske soldater gik mod cirka 1.600 danske soldater i Sønderjylland. Flere kun udstyret med cykler og gamle rifler.

- En tysk general mente, at man kunne besætte Danmark med et militærorkester. Men den chance ville tyskerne dog ikke tage, så man besluttede at sætte alle kræfter ind, siger Niels Wium Olesen, lektor i historie ved Aarhus Universitet.

12 kilometer nord for grænsen, omkring den lille sønderjyske by Hokkerup, etablerede Frode Jensens deling den første vejspærring med en mindre maskinkanon. Ved hjælp af markredskaber fra de omkringliggende bygninger byggede de en stor dynge af metal midt på vejen. 

- Under arbejdet kunne vi høre en tiltagende motorstøj og imens vi arbejdede fløj 20-25 store sorte flyvemaskiner over os mod nord. Vi indtog derefter vores stillinger, fortæller Frode Jensen. 

Kort efter hørte soldaterne skudsalver i det fjerne. De første kampe var begyndt. Danske 10 mm kanoner blandede sig med tyskernes kanoner. 

Der gik ikke længe før Frode Jensens deling var under beskydning. Med et øredøvende brag eksploderede taget på bygningen ved siden af delingens stilling og sendte store flammer og røg udover hele området. I dække af dette beordrede delingens sergent tilbagetrækning mod nord. 

Undervejs gravede delingen sig ned i skyttegrave omkring en ny vejspærring for at undgå maskingeværilden fra de to tyske fly, som havde spottet dem - velvidende om, at efter flyvemaskinerne ville tyskerne også sende jordtropper. 

- Danskerne lagde sig i nogle rigtige gode stillinger og kæmpede enormt flot med få midler. De kæmpede, fordi tyskerne overfaldt Danmark. Vi var i vores ret til at forsvare os, siger Claus Bundgård, lektor i historie ved Roskilde Universitet.  

Ganske rigtigt fik Frode Jensen kort efter øje på en konvoj af motorcykler og biler, som roligt trillede mod dem. 

Da de er cirka 300 meter fra delingen, råbte han: 

- Gør klar til ildoverfald!

Tyske tropper rykker frem gennem Aabenraa om morgenen den 9. april 1940. En dansk maskinkanon-gruppe er klar til at yde modstand mod tyskerne fremrykning.
Tyske tropper rykker frem gennem Aabenraa om morgenen den 9. april 1940. En dansk maskinkanon-gruppe er klar til at yde modstand mod tyskerne fremrykning. Foto: Scanpix / Scanpix

Dette betød, at hver soldat skule vælge et mål og sigte på dette, indtil ordren om at skyde kom. 

Forbavsende nok spurgte kanonskytten Frode Jensen, om det virkelig kunne passe, at han skulle skyde. 

- Hvorfor tror De, vi ligger her, var hans svar.

Da den forreste motorcykel med sidevogn nåede vejspærringen, rakte soldaterne hånden i vejret for at gøre an til at stoppe. 

- I samme øjeblik gav jeg ordre til at skyde - tre skud per køretøj. De første tre skud ramte den forreste motorcykel med sidevogn og gik rent ind. De næste tre skud ramte bilen bagved, som kørte halvvejs i grøften. Det skete også for det tredje køretøj. Bagefter var der stille, fortæller Frode Jensen.

Stilheden varede dog ikke længe, fordi kort efter begynder to-tre tyske maskinegeværer at overøse den danske deling med projektiler. 

- Det var ret ubehageligt, siger Frode Jensen og fortsætter: 

- Vi kunne ikke gøre noget. 

Kapitulationen

Klokken 04.30 bankede det på døren hos daværende udenrigsminister Peter Munch. Udenfor stod den tyske gesandt (en slags ambassadør, red.) i København, Cecil Renthe-Fink, og overrakte udenrigsministeren to dokumenter. 

Ét dokument med 13 militære krav til den danske regering og forsvaret, som befalede en snarlig kapitulation og en sikring af de tyske troppers sikkerhed i landet. 

Det andet dokumentet var mere en politisk erklæring om, at nazisternes militære aktion var for at beskytte det danske rige mod et britisk angreb. Beslutningen om at besætte landet var alene truffet for at varetage beskyttelsen af Danmark, så længe krigen varede. Den tyske aktion var ikke sket i fjendtligt øjemed. 

Videre hed det, at 'Rigsregeringen erklærer over for den kongelige danske regering, at Tyskland ikke har til hensigt ved sine foranstaltninger, hverken nu eller for fremtiden at antaste kongeriget Danmarks territoriale integritet eller politiske uafhængighed.', skriver Danmarkshistorien.dk.

Selvfølgelig protesterede Peter Munch, men Cecil v. Renthe-Fink gjorde det aldeles klart, at kravene var ultimative og henviste til de tyske bombefly, som fløj lavt og truende over København. 

- Det lå helt klart latent i budskabet, at hvis Danmark ikke overgav sig, så ville København blive bombet, siger Claus Bundgård, lektor i historie ved Roskilde Universitet.  

Forinden var faldskærmstropper landet ved Aalborg lufthavn og tyske soldater var gået i land ved Langelinje i København. Tyske fly badede hovedstaden i flyvesedler med overskriften 'Oprop!', hvor befolkningen blev bekendt med tyskernes krav og opfordret til ikke at gøre modstand. 

Kl. 05.30 holdt regeringen, kong Christian 10. og kronprins Frederik krisemøde på Amalienborg.

- Alle var helt klar over, at det var en kamp, som danskerne ikke kunne vinde. Alligevel var der et budskab i at lade de danske tropper gøre en form for modstand, selvom det ville føre til tab, siger Claus Bundgård. 

Haderslev den 9. April 1940. Nazityske soldater møder modstand i Haderslev, hvor der holdes begravelsesoptog for faldne danske soldater efter kampene i byen.
Haderslev den 9. April 1940. Nazityske soldater møder modstand i Haderslev, hvor der holdes begravelsesoptog for faldne danske soldater efter kampene i byen. Foto: Scanpix / Scanpix

Klokken 06.00 blev selskabet enige om at gå ind på tyskernes krav og kapitulere. 

- Desværre havde tyskerne kontrollen over det danske kommunikationsapparat, og der gik yderligere to timer før kapitulationen nåede frem til de kæmpende styrker i Sønderjylland. Danskerne kæmpede i blinde, men slår godt fra sig. Tyskerne fik større modstand, end de havde regnet med, siger Claus Bundgård. 

Langsomt sivede nyheden om overgivelsen dog ud i landet, og nogle danske tropper overgav sig direkte til tyskerne, andre trak sig tilbage til kasernerne. 

- To mænd kom gående med et hvidt flag. Det var en dansk og en tysk soldat. De fortalte os, at Danmark havde kapituleret og at vi godt kunne gå hjem på kasernen, fortæller Anders Justesen, som kæmpede i Haderslevs gader som menig soldat i 1940.

- Det værste var, at da vi gik i vejsiden hjem mod kasernen, og tyskerne kørte på vejen, så var den modsatte side af vejen fyldt med folk som jublede og smed blomster og cigaretter op til tyskerne. Dét var slemt og en ydmygelse, siger Vagn Jepsen, som også var menig soldat i Haderslev.

I alt faldt 16 danske soldater. 

- Vi kender desværre ikke de præcise tabstal for tyskerne, men det er formentlig lidt mere end danskerne. Dog ikke over 200, som det nogle steder fremgår, siger Claus Bundgård.

9. april vil ikke være det samme

Selvom man naturligvis ikke kan omskrive historien, så vil vores opfattelse af denne særlige og skæbnesvangre dag langsomt, men sikkert ændre sig. 

Det fortæller Peter Yding Brunbech, leder for HistorieLab – Nationalt Videncenter for Historie- og Kulturarvsformidling.

- Overordnet kan man sige, at når samtidige aktører fra 9. april falder bort, så vil dagens betydning blive brugt i nye sammenhænge. Særligt vil dagen formentlig bliver brugt til at snakke udenrigspolitik, siger han. 

Veteranernes ord fra tiden vejer nemlig tungt.

- Det ville se rigtig dårligt ud, hvis man modsagde de levende fra dagen. Men når de er gået bort, bliver det uforpligtende for os at fortolke dagen, som vi vil, siger Peter Yding Brunbech og fortsætter:

- Jeg ville ikke blive overrasket, hvis der blev snakket NATO-politik på dagen.

Interviews med veteranerne Frode Jensen (død 2014), Anders Justesen (død 2016), Hans E.C. Jacobsen, Svend Aage Sørensen (død 2015), Egon Aage Rasmussen, Kai Bosack (død 2015) og Vagn Jepsen er udført under produktionen af filmen '9. april'. Det er blandt andet disse beretninger, som filmen er baseret på.