Årsdag for Danmarks besættelse: Her er de fem mest hadede - og frygtede - danske nazister
Langt de fleste danskere satte ikke pris på Tysklands invasion under 2. verdenskrig. Alligevel sluttede en række personligheder sig til nazisterne.
"Tyskland har besluttet at foregribe det engelske angreb og med sine magtmidler selv overtage beskyttelsen af Danmark og Norges kongerigers neutralitet og værne den så længe krigen varer."
Sådan lød beskeden i radioen i 1940. Den 9. april 2018 er det præcis 78 år siden, at Danmark blev besat.
Langt de fleste danskere var imod den tyske besættelse, men et fåtal valgte at slutte sig til nazisterne.
Blandt de mest kendte danske nazister er Frits Clausen, Christian Frederik von Schalburg og Søren Kam.
I alt lykkedes det nazisterne at få 12.000 danskere til at melde sig til tysk krigstjeneste i SS. Det var dog kun 6000, der endte med at blive optaget i den frygtede specialenhed.
Nedenfor kan du få et overblik over fem af de mest hadede danske nazisters historie.
De mest hadede danske nazister
Frits Clausen (1893-1947)
En af de mest forhadte danske nazister under besættelsen var Frits Clausen.
Sønderjyden var i tysk uniform under Første Verdenskrig, hvor han sad som krigsfange hos russerne fra 1915-1918. Efter krigens afslutning færdiggjorde han sin lægeuddannelse og blev medlem af Det Konservative Folkeparti. Frits Clausen blev dansk statsborger ved genforeningen i 1920.
I 1931 blev han medlem af det det nystiftede Dansk Nationalsocialistisk Arbejderparti (DNSAP). To år senere blev han leder af partiet, da det gennem et kup lykkedes ham at afsætte den daværende fører, Cai Lembcke.
DNSAP var op gennem 30'erne stærkt inspireret af det nazistiske moderparti i Tyskland. Medlemmerne bar de samme militærinspirerede uniformer, ligesom Nationalsocialistisk Ungdom (NSU) arrangerede sommerlejr med gymnastik, felttaktik og undervisning for de yngste medlemmer - præcis som Hitlerjugend syd for grænsen.
Efter Tysklands besættelse af Danmark, frygtede mange, at Frits Clausen og DNSAP ville blive ført til magten af tyskerne. Det danske nazistpartis realpolitiske indflydelse endte dog med at være særdeles begrænset, og ved valget i 1943 fik man blot tre mandater. Som en direkte konsekvens af det skuffende resultat overdrog Frits Clausen midlertidigt sit førerskab til en stedfortræder for i stedet at melde sig som feltlæge i Waffen SS.
Året efter trak han sig formelt som leder, før han til sidst blev ekskluderet af partiet. Efter befrielsen den 5. maj blev han interneret og anklaget for forsøg på magtovertagelse ved fjendtlig hjælp, hvervning til tysk krigstjeneste og agitation mod jøder. Frits Clausen nåede dog aldrig at blive dømt for noget. Han døde i sin celle i 1947.
Christian Frederik von Schalburg (1906-1942)
Christian Frederik von Schalburg (C.F. von Schalburg) voksede op i Rusland med en russisk mor og en dansk far. Familien var en del af det bedre borgerskab og havde tætte bånd til den russiske zarfamilie.
Efter den kommunistiske revolution i 1917 blev familien tvunget til at flygte til Danmark. Det var angiveligt her, at Schalburgs had til kommunister og jøder blev grundlagt. Schalburg var nemlig af den overbevisning, at kommunisme og zionisme var tæt forbunde.
I kraft af sine forbindelser til det russiske monarki fik Schalburg i sine unge voksne år også et tæt forhold til det danske kongehus. I 1925 droppede han ud af medicinstudiet for i stedet at gøre karriere i Livgarden. Selvom han langt fra var blandt de fagligt bedste soldater, blev han som officer enormt populær blandt de menige på grund af sin alternative ledelsesstil.
I 1938 meldte Schalburg sig ind i DNSAP. Året efter blev han leder af NSU, som han straks begyndte at dreje i en mere militaristisk retning. Mange af de daværende medlemmer af NSU fulgte sidenhed med Schalburg i krig for nazisterne på Østfronten.
Efter krigens udbrud meldte C.F. von Schalburg sig til Waffen SS, da han mente, at kampen mod kommunismen var nødvendig for at beskytte Danmark. Den danske officer gjorde sig hurtigt bemærket i SS, og han fik et godt forhold til flere højtstående nazister. I 1942 mødtes han således med Adolf Hitler, ligesom SS-rigsfører Heinrich Himmler blev fadder for Schalburgs søn efter farens død.
Tre år efter krigens udbrud blev Schalburg udnævnt til leder af Frikorps Danmark, der bestod af danske frivillige. Kort tid efter divisionens ankomst til Østfronten, blev Schalburg dræbt i kamp. Han fik øjeblikkelig legendestatus blandt danske nazister og SS-frivillige.
Flertallet af den danske befolkning mente dog, at Schalburg var en landsforræder. Og officerens ry blev yderligere skæmmet med oprettelsen af det såkaldte Schalburgkorps, der fungerede som støtte til den tyske besættelsesmagt, i 1943. Schalburgkorpset bestod hovedsageligt af hjemvendte østfrontsfrivillige, og deres primære opgave var bekæmpelse af modstandsbevægelsen og gengældelsesaktioner. Sidstnævnte fik hurtigt betegnelsen "schalburgtage" blandt danskerne.
Erik Victor Petersen (1902-1945)
Kriminalbetjenten Erik V. Petersen skrev sig ind i Danmarkshistorien som chef for Hilfspolizei (Hipo), der var den mest frygtede og forhadte tyske sikkerhedstjeneste blandt danskerne under Anden Verdenskrig.
Hipo blev oprettet i 1944 efter interneringen af det danske politi den 19. september, og det nye frivillige politikorps skulle fungere som støtte for besættelsesmagten. Til trods for nazisternes ønske om at gøre Hipo til direkte stedfortræder for politiet, var der aldrig mere end 200 danskere, som endte med at gøre tjeneste for korpset. Hipos opgave blev derfor hurtigt at koncentrere dets kræfter i kampen mod modstandsbevægelsen og sabotagen.
I slutningen af krigen optrappedes kampene mellem modstandsbevægelsen og Hipo-korpset. Sidstnævnte indførte såkaldt modterror som kollektiv afstraffelse og offentlige likvideringer, hvis en af deres egne folk blev ramt. Da en Hipo-frivillig blev dræbt på Blågårds Plads i København, svarede det nazistiske korps igen ved at sprænge flere butikker i nærheden i luften og henrette fire kommunister offentligt.
I bogen "De danske varulve" kan forfatteren Erland Leth Pedersen afsløre, at Erik V. Petersen gennem sit hverv som Hipo-chef havde sørget for at skabe falske identitetspapirer til de danske varulve. Varulvene, der var Heinrich Himmlers opfindelse, havde til opgave at fortsætte nazisternes kamp som guerillabevægelse efter krigens afslutning.
Folk fra modstandsgruppen Holger Danske likviderede Erik V. Petersen den 19. april 1945.
Ib Birkedal Hansen (1909-1950)
Flere danske modstandsfolk har efter afslutningen på Anden Verdenskrig været mærket af deres møde med Gestapo-manden Ib Birkedal Hansen. Den spinkle mand med det indfaldne ansigt skabte sig således et eftermæle som en af nazisternes værste torturbødler under besættelsen i Danmark.
Efter at have levet en forhutlet tilværelse op gennem 1930'erne blev Ib Birkedal Hansen ansat i Gestapo i 1943. Her blev han hurtigt kendt som en utrættelig skikkelse, der kunne få sine fangers tunge på gled, når han afhørte dem i Shellhuset.
En af Birkedals metoder var særdeles primitiv, idet offeret blev tvunget til at lægge sig ind over et bord, hvorefter Birkedal tævede ham på ryg og bagdel. Foruden pisk, ledninger og knippel er der også beretninger om tortur med brændende cigaretter. I Peter Øvig Knudsens bog "Birkedal - en torturbøddel og hans kvinder", fortæller en tidligere modstandsmand, hvordan hans ben var fuldstændig ødelagte, efter Birkedal konsekvent havde tæsket hans fodballer.
Gestapo-manden stod desuden i spidsen for en sammenslutning, der blev kendt som Birkedal-gruppen, hvis primære opgave var at lokke modstandsfolk frem fra skjulet. Der var således flere kvindelige medlemmer af gruppen, der fungerede som lokkeduer.
Ib Birkedal Hansen flygtede mod krigens afslutning til Tyskland, hvor han dog blev anholdt og udleveret til retsforfølgelse i 1947. I forbindelse med den efterfølgende retssag blev Birkedal underlagt adskillige psykologiske undersøgelser. Selvom Birkedal blev mere og mere fjern i takt med retssagen - og flere gange hævdede at han intet kunne huske fra sin tid som afhøringsleder - blev han idømt dødsstraf.
I 1950 blev torturbødlen som den sidste person i det danske retsopgør henrettet ved skydning i København.
Søren Kam (1921-2015)
En af de mest kontroversielle danske nazister er Søren Kam, der helt frem til sin død undgik at blive stillet juridisk til ansvar for sine handlinger under Anden Verdenskrig.
Efter at have været medlem af NSU i sine unge år, meldte Søren Kam sig til tysk krigstjeneste i Waffen SS i 1940. Efter sin indsats på Østfronten blev den senere untersturmführer belønnet med Jernkorsets Ridderkors af Adolf Hitler. I 1943 deltog Søren Kam i likvideringen Carl Henrik Clemmensen, tidligere chefredaktør på BT, i Lundtofte.
Efter krigens afslutning rejste Søren Kam til Tyskland, hvor han i 1956 fik statsborgerskab efter i adskillige år at have levet under aliasset Peter Müller. I de efterfølgende årtier ændrede Kam flere gange forklaring om sin rolle i drabet på Clemmensen.
I 1968 vedkendte han over for en offentlig anklager i München, at han havde skudt på Carl Henrik Clemmensen, men at det var en anden nazist - SS-officeren Flemming Helweg-Larsen - der havde dræbt ham. Helweg-Larsen blev dømt for drabet efter krigen og henrettet ved skydning i 1946.
30 år senere forklarede Søren Kam dog, at han havde handlet i nødværge, da han havde skudt på Carl Henrik Clemmensen. I 2004 deltog Kam efter først at have afvist i dokumentaren "Min morfars morder" om drabet på den tidligere chefredaktør. Filmen var instrueret af Søren Fauli, der er barnebarn af Carl Henrik Clemmensen. Samme år blev Søren Kam varetægtsfængslet in absentia for drabet ved Retten i Lyngby.
To år senere blev Søren Kam anholdt af tysk politi, men løsladt igen efter et par uger. Og i 2007 afviste den tyske landsret i München at udlevere den tidligere SS-officer til Danmark med henvisning til, at sagen var forældet, og at der ikke var tale om overlagt mord, men drab.
Ifølge Politiken var Søren Kam i 2014 nummer fem på listen over de mest eftersøgte nazi-krigsforbrydere hos Simon Wiesenthalcentret.