Prisen på økologi falder - og det er din fortjeneste

Efterspørgslen på økologi er så massiv, at priserne på økologiske fødevarer støt falder.

Det danske landbrug udvider med økologi som aldrig før. Der bliver brugt mere og mere jord på kyllinger, agurker og fed gårdmælk.

Men kan forbrugerne mærke på pengepungen, at de økologiske landbrug breder sig?

Det korte svar er ja. Og det kan vi faktisk takke os selv for.

I den længere forklaring finder vi tal fra Forbrugerrådet Tænk, som dokumenterer, hvordan priserne på økologisk frugt og grønt er faldet med 3,3 procent alene siden sidste år.

Til sammenligning viser Forbrugerprisindekset fra Danmarks Statistik, at der er sket en generel prisstigning på varer på 0,6 procent mellem 2015 og 2016.

Tendensen bekræftes af Dansk Supermarked, som generelt oplever, at priserne på økologi bliver sat ned.

Forbrugere er selv skyld i den gode udvikling

Prisudviklingen glæder Camilla Udsen, der er seniorrådgiver i fødevarepolitik hos Forbrugerrådet Tænk.

- Forbrugerne trækker faktisk selv en stor del af udviklingen. Det er deres efterspørgsel på økologi, der har øget produktionen og dermed gjort det til en mere lukrativ forretning for landmændene, siger hun.

Detailhandlen bruger økologi til at profilere sig på og trække kunder til, og det er rigtig positivt.

Camilla Udsen, seniorrådgiver i fødevarepolitik, Forbrugerrådet Tænk

Forbrugerrådet har de seneste par år foretaget en pristest på økologisk frugt og grønt i ti forskellige supermarkedskæder og to onlineforhandlere. I hver butik købte Forbrugerrådet ti forskellige slags frugt og grønt, og i 2015 kostede alle varerne i testen i alt 1670 kroner.

I 2016 var beløbet faldet til 1614,50 kroner for de samme ti slags varer. Et lille, men ganske betydeligt fald, fortæller Camilla Udsen.

Priseksempler fra Forbrugerrådets test

I flere år har Forbrugerrådet Tænk sammenlignet priserne på økologisk frugt og grønt i den danske dagligvarehandel.

På indkøbslisten står ti forskellige varer. Herunder tre eksempler på frugt og grønt, indkøbt i Rema 1000:

  • Broccoli kostede i 2016 12,80 kroner. I 2017 koster det 12 kroner.
  • En pakke med to peberfrugter kostede i 2016 14,40 kroner. I 2017 koster det 13,60 kroner.
  • Et kilo æbler kostede i 2016 24,85 kroner. I 2017 koster den 20 kroner.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk

- Det viser, at der er konkurrence på området. Detailhandlen bruger økologi til at profilere sig på og trække kunder til, og det er rigtig positivt, siger hun.

Danmark er den bedste til økologi 

En rapport fra det schweiziske forskningscenter Fibl fastslår, at andelen af økologiske varer i danskernes indkøbskurve er på 8,4 procent, hvilket ifølge Økologisk Landsforening er verdens højeste.

- Vi tænker på vores eget velbefindende, vores sundhed og vores børns fremtid. Så tænker vi desuden på omverdenen. Vi har en ansvarlighed over for, hvordan naturen har det og for klodens fremtid. Vi er bekymrede for den, og det vil vi gerne gøre noget godt for, siger formanden i Økologisk Landsforening, Per Kølster, til TV 2.

Artiklen fortsætter under afstemningen

Afstemning

Også John Thøgersen, der er professor i økonomisk psykologi ved Aarhus Universitet, peger på flere grunde til, at de danske forbrugere er så glade for det økologiske alternativ:

- Generelt oplever forbrugerne de økologiske fødevarer som varer af en højere kvalitet og højere etisk standard end ikke-økologiske fødevarer. Vores undersøgelser viser, at forbrugere, der begynder at købe økologisk, oplever økologi som noget selv-definerende; noget, der er med til at skabe identitet for dem, siger John Thøgersen til TV 2.

Så når først man er begyndt at købe økologisk, er man en meget loyal kunde, der vil fortsætte sådan, mener professoren.

- Forbrugerne har svært ved at stoppe igen. Når man først køber nogle varer, vil man over tid blive mere tilbøjelig til at købe flere og flere økologiske fødevarer, siger John Thøgersen.

Og når udvalget så samtidig bliver større, sætter det først rigtig gang i hjulene, forklarer Camilla Udsen fra Forbrugerrådet.

- Vi får en mere mangfoldig efterspørgsel, når der kommer flere produkter at vælge imellem og flere steder at købe økologisk, siger hun.