Udenlandsk sølvskat fundet på sydsjællandsk pløjemark

16x9
I dag blev findestedet ved Kalvehave udgravet af fagfolk fra Museum Sydøstdanmark Foto: Museum Sydøstdanmark

Amatørarkæologer med metaldetektorer har fundet mindst 140 udenlandske sølvmønter fra vikingetiden, der har ligget 1000 år under en sjællandsk mark.

- For et sølvfund fra vikingetiden er det helt klart i den store ende.

Det siger kommunikationsmedarbejder Sanne Jacobsen fra Museum Sydøstdanmark om det fund, som to amatørarkæologer med metaldetektorer søndag gjorde på en mark ved Kalvehave Kirke tæt på Vordingborg.

Fundet består af 140 – 150 sølvmønter fra den sidste halvdel af vikingetiden omkring år 1000.

- En interessant ting ved fundet er, at der ikke er nogen danske mønter. Alle de mønter, vi har identificeret indtil nu, er udenlandske. De fleste er engelske, men der er også tyske og frisiske mønter i fundet. Det viser noget om de store værdier, der er strømmet gennem dette område i vikingetiden. Findestedet er jo meget tæt på Østersøen og dermed tæt på vandvejen til Hedeby, der dengang var porten sydfra til Danmark, fortæller Sanne Jacobsen.

Kong Ethelred af England

Når fundet kan dateres nogenlunde præcist, så skyldes det, at de fleste mønter er præget under den engelske konge Ethelred, der var konge i to omgange fra 968 – 1016, mens vikingerne hærgede og England til sidst blev erobret af den danske konge Svend Tveskæg.

Fundet blev i første omgang gjort søndag af de to amatørarkæologer. De gravede 30 mønter op, men blev klar over, at der lå flere mønter længere nede. Derfor overlod de den videre udgravning til de professionelle arkæologer fra Museum Sydøstdanmark.

Tager jordklump med hjem

De har i dag gjort udgravningen færdig, så der i alt er fundet 140 mønter. Desuden har de gravet en stor jordblok ud og har taget den med hjem til museet.

- Så kan vi grave den mere forsigtigt ud, end vi kan på stedet. Håbet er, at vi måske kan finde rester af den tøjbylt eller læderpung, som mønterne har ligget i. Vi kan allerede nu se, at mønterne ikke har ligget i en krukke, for der er ingen potteskår at se. I jordblokken finder vi formodentlig lidt flere mønter. Det er derfor vi lidt upræcist siger, at fundet består af mellem 140 og 150 mønter, fortæller Sanne Jacobsen.

16x9
En af de - indtil nu - 14o mønter, der er fundet i den sydsjællandske mark. Foto: Museum Sydøstdanmark

En forfulgt handelsrejsende

Hvordan mønterne er endt i jorden på en sydsjællandsk pløjemark er naturligvis svært at sige, men Sanne Jacobsen vover gerne et bud:

- Det kan have været en handelsrejsende eller storkøbmand, der har følt sig forfulgt og derfor har gravet sine penge ned for at skjule dem. Tanken har selvfølgelig været at komme tilbage og grave dem op igen, men det har han så aldrig fået gjort. Det er også en mulighed, at der har ligget et hus på stedet, og pengene er gravet ned indendørs. Vi er jo ganske tæt på Kalvehave Kirke, så der kan godt have ligget en bebyggelse, siger hun.

Vikingernes metropol

Mønterne skal nu undersøges og konserveres, og derefter er det håbet, at de om nogle måneder kan indgå i Museum Sydøstdanmarks helt aktuelle udstilling ”Vikingernes Metropol”, der åbner torsdag i Danmarks Borgcenter i Vordingborg. Udstillingen handler om vikingetidens handelsmæssige centrum Hedeby, der lå syd for Slesvig By i det nuværende Tyskland og i vikingetiden var Nordens mest betydningsfulde handelsby.