Overlæge: Danskerne har misforstået overvægt

Det er chokerende, når et flertal af danskerne svarer, at overvægt er selvforskyldt. Det vidner ifølge en overlæge om manglende oplysning.

Et flertal af danskerne svarer i en ny undersøgelse, at det er den overvægtiges eget ansvar, at vedkommende har for mange kilo på sidebenene.

Helt konkret mener 82 procent, at overvægt er selvforskyldt.

Men den holdning er forældet, mener både en overlæge og en livsstils- og sundhedscoach. Faktorer som ens opvækst, fødselsvægt, og hvor mange kilo man vejer, spiller nemlig en afgørende rolle i kampen mod overvægten, der i deres øjne bør betragtes som en kronisk sygdom.

Ifølge Jens-Christian Holm, der er overlæge ved enheden for overvægtige børn på Holbæk Sygehus, vidner det høje flertal om, at en stor del af danskerne er uoplyste, når det gælder sygdommen svær overvægt.

- Folk har ikke forstået, at svær overvægt er en kronisk sygdom, siger Jens-Christian Holm. 

Ifølge Sundhedsstyrelsen er 47 procent af den danske voksne befolkning overvægtige - det vil sige, at de har et BMI, der ligger over 25. Ud af dem er 13 procent svært overvægtige med et BMI på over 30.

- Sygdommen kronisk overvægt indebærer et reguleret hormonsystem, hvor fedtmassen forsvarer sig aktivt mod vægttabet, lyder det fra Jens-Christian Holm.

Overlægen peger på, at de seneste 50 års forskning har påvist, at det netop hænger sådan sammen.

Patienterne har det skidt

Jens-Christian Holm forklarer, at livet som svært overvægtig ofte også er præget af depression og ensomhed.

- Det hjælper ikke at sige, at det hjælper, hvis patienterne rør sig, siger Jens-Christian Holm.

Han nævner et eksempel med en 10-årig patient, der vejer 110 kilo.

Det er i mit verdensbillede et brud på lægeløftet, at der går så mange mennesker rundt og har det både fysisk og psykisk dårligt

Jens-Christian Holm, overlæge, Holbæk Sygehus

- Det giver absolut ingen mening at tale om, at det er hendes egen skyld, siger Jens-Christian Holm, der forklarer, at pigens egen krop modvirker vægttabet, medmindre hun følger en plan, som sygehuset hjælper med at lægge.

På sygehusets enhed for overvægtige børn hjælper personalet børnene og deres familier med en komplet plan for hele barnets liv - herunder hvad barnet spiser til morgen, middag og aften, hvor meget motion barnet får, samt om der optræder spiseforstyrrelser eller eventuel kræsenhed.

Jens-Christian Holm understreger, at det er vigtigt, at patienterne følger deres plan hele livet. Ellers er kampen mod overvægt umulig at overvinde, da kroppen selv modarbejder vægttabet, når personer er svært overvægtige.

Forældede spørgsmål

Overlægen fastslår, at det er forældet at stille spørgsmålet om, hvis skyld overvægten er - blandt andet, som der er blevet spurgt i Megafon-undersøgelsen.

- Det vidner om middelalderlighed og manglende oplysning. Når man bare 'shamer' (skammer, red.) de svært overvægtige og siger, ’det er sgu deres egen skyld’, så har man ikke forstået noget som helst.

Deltagerne er i en Megafon-undersøgelse, foretaget for TV 2, blevet præsenteret for tre udsagn og fået spørgsmålet: Hvilket af følgende udsagn om overvægt er du mest enig i?

Du kan også deltage i tv2.dks egen afstemning:

Afstemning

Illusion om det frie valg

Ifølge Morten Elsøe, der er sundheds- og livsstilscoach og uddannet inden for ernæring og fødevareteknologi, er det ikke individets egen skyld, at vedkommende er overvægtig.

- Vi er i et fedmefremmende samfund, hvor der er høj tilgængelighed af velsmagende, kalorietætte fødevarer. Vores madindtag er i høj grad styret af vaner – og vores vaner kan ses som en adfærdsafhængighed i forskelligt omfang, forklarer Morten Elsøe.

Hvis du er blandt dem, der rynker på næsten over at se en svært overvægtig person spise en softice, så bør du derfor tænke dig om en ekstra gang. Selvom det måske kan være svært at forstå, så er det nemlig ikke sådan, at den overvægtige har et frit valg mellem softice og et æble.

- Folk er påvirket af, hvad de har med i bagagen hjemmefra. Ens fødselsvægt og opvækst er blandt de faktorer, der kan være årsag til ens overvægt.

Derudover spiller det en rolle i forhold til overvægt, om ens mor har drukket alkohol, røget eller været stresset under graviditeten.

Det er en illusion at tale om det frie valg, når det gælder overvægtiges valg mellem pomfritter og brocolli. Det siger Morten Elsøe, sundheds- og livsstilscoach.

Drop fedmestigmatiseringen

Morten Elsøe mener, at det er vigtigt at droppe fedmestigmatiseringen i samfundet. Fedmestigmatisering i sig selv medfører overspisning, inaktivitet og udvikling af yderligere overvægt og er dermed en bidragende faktor til den stigende overvægt i samfundet.

- Vi skal erkende, at den enkelte ikke har den samme struktur over sin adfærd, og at det er samfundsstrukturen, der skal ændres, hvis vi skal ændre på fedmeforekomsten, afrunder coachen.

Bør accepteres som kronisk sygdom

Lægeforeningen i Danmark har endnu ikke accepteret overvægt som en kronisk sygdom. Det er Jens-Christian Holm dog overbevist om, at overvægt bliver i fremtiden.

- Det er i mit verdensbillede et brud på lægeløfter, at der går så mange mennesker rundt og har det både fysisk og psykisk dårligt, siger Jens-Christian Holm.

Overlægen forklarer, at et europæisk ekspertråd har anbefalet, at Danmark accepterer overvægt som en kronisk sygdom. USA accepterede sygdommen som kronisk i 2013, Canada gjorde det i 2015, og WHO gjorde det i 1948.