600 kilo isbjørn ankommet til København: - Den kan slet ikke forstå os

I dag blev Danmark et stort rovdyr rigere, da den store russiske isbjørn Nord ankom til Københavns Zoo. Dyrlæger håber på unger til vinter.

Isbjørnen Nord kommer langvejs fra.

Helt præcis fra Moskva Zoologiske Have, som København Zoo samarbejder med i det europæiske avlsprogram for isbjørne. 

I dag ankom han så efter et døgns rejse med fly, færge og lastbil, og det var nogle meget spændte medarbejdere i Zoo, som tog imod den store hvide hanbamse på 600 kilo. 

- Det er super spændende. Nu skal vi til at lære ham at kende. Lige nu bliver det stille og roligt, hvor vi skal sørge for, at han ikke føler sult og føler sig tryg, siger dyrepasser Mette Krøll og fortsætter:

- Udfordringen bliver nu, at vi slet ikke forstår hinanden, fordi han kommer fra Rusland. Noel (hunsisbjørnen, red.) forstår, hvad vi siger til hende, og når vi åbner og lukker lågerne. Men det kommer lige så stille, og vi træner det ret hurtigt, siger hun. 

Drømmer om unger

Det er ikke kun fordi, det er hyggeligt med en ny isbjørn i Zoo. Faktisk håber man, at den 11,5 år gamle Nord vil fatte en stor interesse for Noel, så de måske kan få et kuld unger sammen. 

Genetisk passer de godt sammen, så vi får at se, om kemien også er der, når de mødes.

Mads Frost Berthelsen, dyrlæge i København Zoo

- Målet med alle dyr i zoologisk have er faktisk at få dyreunger og styrke avlssamarbejdet for at redde isbjørnen. Der er ikke så mange tilbage i naturen. Nu har vi en ny han og en hun, og det er dét, der skal til, siger Mads Frost Berthelsen, dyrlæge i Københavns Zoologiske Have til TV 2.

16x9
Dyrlæge Mads Frost Berthelsen og isbjørnen Nord er ved at lære hinanden at kende. Foto: Alexander Klemp / TV 2

Det er dog langt fra sikkert, at Nord og Noel ender med at få et kuld unger sammen. Der er nemlig mange faktorer, som skal gå op. 

En hunisbjørn går i brunst fra marts til maj, hvor parringen skal finde sted. Hvis den er succesfuld, så går processen i dvale indtil efteråret, hvor, hvis hun er glad og tilpas, den egentlige drægtighedsperiode starter. 

- Vi tror på, at de er et kompatibelt par. De er nogenlunde lige gamle, og han har lavet flere unger tidligere, så han ved, hvad det handler om. Hun har dog ikke fået unger endnu, men genetisk passer de godt sammen, så vi får at se, om kemien også er der, når de mødes, siger Mads Frost Berthelsen.

16x9
Noel var meget interesseret, da hun fangede Nords lugt. Dét må være et godt tegn. Foto: Alexander Klemp / TV 2

Publikum må vente lidt 

Hvis man vil ud og se det nye store medlem af rovdyrene, så skal man dog lige væbne sig lidt med tålmodighed. Nord skal nemlig først i karantæne, så dyrlægerne kan være sikre på, at han ikke har orm og parasitter med. 

- Efter al sandsynlighed kan publikum se ham om en lille uges tid. Når vi er sikre på, at han ikke har noget væmmeligt med, så åbner vi for det gamle anlæg, hvor han kan gå rundt, og publikum kan besøge ham, siger Mads Frost Berthelsen. 

Senere får de to bjørne lov til at møde hinanden med tremmer imellem først. Hvis det møde går godt, bliver de sat sammen.

Noget som publikum helt sikkert vil lægge mærke til, er de mørke pletter i Nords ansigt. De ligner ved første øjekast flere øjne eller sår, men der er faktisk en helt naturlig forklaring. 

- Det er simpelthen hårene, som er slidt af. Isbjørnen har sort hud for at kunne tage imod solens varme. Hvis de slider hårene af, så træder det sorte frem og ligner et blåt mærke. Han har formentlig gnubbet sig lidt i den periode, hvor han har været i kassen og i sin karantæne, inden han forlod Moskva, siger Mads Frost Berthelsen, dyrlæge i København Zoo.