Marie led af tvangsoverspisning i 10 år: 40.000 andre har ikke mulighed for behandling

Ifølge Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser er der flere, der lider af tvangsoverspisning end af anoreksi og bulimi tilsammen.

Andre mennesker mente sikkert, at hun var forkert. At hun ikke var god nok, som den hun var.

- Hvordan oplever andre mennesker mig? De synes nok, jeg er klam, forkert og ulækker - et decideret dårligt menneske, siger Marie Landberg til TV 2.

Da hun blev 14 år gammel fik hun en ny - og uvelkommen - følgesvend, der skulle blive ved hendes side i 10 år: Spiseforstyrrelsen Binge Eating Disorder, BED, der på dansk kaldes tvangsoverspisning.

- Når jeg spiste dulmede det smerten og tankerne om, at jeg ikke var god nok, fortæller hun til TV 2.

- Spiseforstyrrelsen fyldte stort set hele min hverdag.

Marie Landberg var ikke alene. I dag estimerer Landsforeningen for Spiseforstyrrelser og Selvskade, at der er mere end 40.000 mennesker i Danmark, der lider af BED, hvilket gør denne spiseforstyrrelse mere udbredt end bulimi og anoreksi - tilsammen.

- Et af problemerne er, at spiseforstyrrelsen bliver forvekslet med almindelig overvægt. Mange af dem, der lider af overvægt, er slet ikke klar over, at det handler om en psykisk sygdom, der gør, at de spiser meget mere, end du og jeg gør, siger Steen Andersen, der er generalsekretær i Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade, til TV 2.

- Det er et psykisk problem, der gør, at man spiser virkelig voldsomt nogle gange - mere end vi overhovedet kan forestille os, siger Steen Andersen.

Både bulimi og anoreksi bliver behandlet i det offentlige sundhedssystem, men tvangsoverspisere er overladt til privat behandling, da spiseforstyrrelsen ikke er anerkendt i WHO's diagnostiske manual, som det danske sundhedssystem retter sig efter.

Frustreret overlæge: Nødt til at afvise patienter, jeg ellers kan hjælpe

På Region Hovedstadens psykiatriske hospital arbejder overlæge Mette Waaddegaard på hospitalets ambulatorium for spiseforstyrrelser. Hun har været med til at udvikle en behandling mod tvangsoverspisning.

- Jeg bliver frustreret over at vide, at der findes en god og effektiv behandling af disse patienter, og jeg så er nødt til at afvise dem. Hvad værre er, det er meget mere frustrerende og forfærdeligt for de patienter, der slet ikke får den behandling, som de i virkeligheden er berettiget til i forhold til deres behandlingsret, siger Mette Waaddegaard til TV 2.

Hun undrer sig over, at der ikke bliver afsat flere midler til behandlingen af tvangsoverspisere.

- Man kan ikke forvente, at den specialiserede psykiatri skal behandle så stor en patientgruppe uden tilførsel af ressourcer, siger overlægen.

Når der kommer så mange ekstra mennesker ind, der skal have et behandlingstilbud, så mener jeg, det er en helt ny situation, og det er vi nødt til at tale med regeringen om

Charlotte Fischer, Formand for Psykiatri- og Socialudvalget hos Danske Regioner, Rad. V

Den holdning deles af Danske Regioner. Her mener formanden for regionernes psykiatri- og socialudvalg, at politikerne på Christiansborg er nødt til at stille ekstra ressourcer til rådighed, hvis regionerne skal stå for behandlingen af tvangsoverspisning.

- Vi forhandler hvert år vores økonomi med regeringen meget nøje, krone for krone. Når der lige pludselig kommer 40.000 ekstra patienter ind i vores system er det jo ikke noget, der er blevet taget højde for, når der er blevet sat penge af til regionerne. Vi påtager os alt det ansvar, vi skal for vores patienter, men når der kommer så mange ekstra mennesker ind, der skal have et behandlingstilbud, så mener jeg, det er en helt ny situation, og det er vi nødt til at tale med regeringen om, siger Charlotte Fischer (RV).

Mellem 2013 og 2016 kunne tvangsoverspisere være del af en satspuljefinansieret forsøgsordning. Gennem behandlingen lykkedes det at gøre ni ud af 10 patienter symptomfri, og Venstres Jane Heitmann mener derfor, at regionerne bør bruge de gode erfaringer fra forsøget i stedet for at bede om flere penge.

- Jeg har en klar forventning om, at man i regionerne ser på de gode resultater som evalueringen peger på og bruger dem, så de kan hjælpe patienter, der har et åbenlyst behandlingsbehov, siger Jane Heitmann til TV 2.

40.000 ekstra patienter kan regionerne da ikke løfte inden for det budget de har, så er det ikke lidt for nemt at skyde bolden tilbage og sige, at det må I selv finde ud af?

- Jeg har en klar forventning om, at de mennesker, der er syge i Danmark, får den behandling, de har brug for, og jeg har også en forventning om, at regionerne ser på den evalueringsrapport, der er lavet, tager den til sig og bruger de gode erfaringer. Er der brug for yderligere midler, synes jeg, det er helt legitimt at regionerne rejser den problemstilling, når de lige om lidt skal forhandle med regeringen om den nye økonomiaftale, siger Jane Heitmann.

DF har rejst problemstilling for minister

Sundhedsordfører for Dansk Folkeparti og formand for Sundhedsudvalget, Liselott Blixt, har taget problemet op med sundhedsminister Sophie Løhde (V) for at sikre, at tvangsoverspisere får behandlingen.

Vi synes, det er ærgerligt, at der nu er kommet sådan et politisk spil om, hvem der skal betale for det; om regionen har midler, eller om de skal have tilført flere

Steen Andersen, generalsekretær i Landsforeningen for Spiseforstyrrelser og Selvskade

- Nu har vi set, at det virker, og at man kan hjælpe de her mennesker, som kan koste sundhedsvæsnet flere penge, hvis ikke man gør noget, men sundhedsministeren sagde, at det er regionens ansvar at behandle folk uanset den sygdom, de har, så den blev parkeret på den måde, siger Liselott Blixt til TV 2.

Til Berlingske oplyser sundhedsministeren, at hun i øjeblikket afventer resultaterne fra to behandlingsforsøg, som Sundhedsstyrelsen vil evaluere ved en national konference om tvangsoverspisning i maj. I en skriftlig kommentar til avisen understreger hun vigtigheden af at sikre de rette behandlingstilbud.

- Vi synes, det er ærgerligt, at der nu er kommet sådan et politisk spil om, hvem der skal betale for det; om regionen har midler, eller om de skal have tilført flere, siger Steen Andersen fra Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser.

Det er tre år siden Marie Landberg kom spiseforstyrrelsen til livs. Hun gik i en terapigruppe med ligesindede og fandt ud af, at hun er god nok.