Flere hundrede kvinder ventede for længe på undersøgelser: 56 har fået kræft

Over 500 kvinder i Region Nordjylland har fået tilbudt opfølgende kræftundersøgelser for sent.

519 kvinder i Nordjylland har ventet længere, end loven tillader det, på en opfølgende undersøgelse efter en mammografiscreening.

Efterfølgende har det vist sig, at 56 af kvinderne har fået konstateret kræft eller forstadier til kræft.

Det oplyser Sundhedsstyrelsen, som har modtaget ”en ekstraordinær indberetning fra Region Nordjylland”.

Kvinderne har ventet mellem 1 og 53 kalenderdage længere end tilladt. Der må maksimalt gå 14 dage fra, at der bliver fundet forandringer på mammografiscreeningen, som giver mistanke om kræft, til den opfølgende undersøgelse.

- I Sundhedsstyrelsen ser vi med stor alvor på, at regionen har haft utilstrækkelige procedurer for vurdering og indkaldelse af kvinderne, når mistanke om kræft opstår ved borgernes deltagelse i screeningsprogrammet for brystkræft, siger enhedschef hos Sundhedsstyrelsen Janet Samuel i pressemeddelelsen.

Alle kvinder er underrettet

Overskridelserne er sket i perioden fra 1. maj 2014 til og med 10. februar 2017, og alle de berørte kvinder er orienteret om forløbet, oplyser Region Nordjylland til Sundhedsstyrelsen.

Overskridelsen skyldes primært uklare procedurer for vurdering af røntgenbilleder, hedder det.

- Borgerne skal have fuld tillid til, at procedurer og rettigheder bliver overholdt. Fra Sundhedsstyrelsens side præciserede vi reglerne i 2014, da der var fokus på det nye screeningsprogram for tarmkræft. Vi har haft en god dialog med Region Nordjylland, og vi er tilfredse med de ledelsesmæssige skridt, regionen har taget i forhold til de berørte kvinder og til fremover at sørge for at få indkaldt til forundersøgelser efter mammografiscreening i tide, siger Janet Samuel.

- Uendelig trist

Hos Dansk Brystkræft Organisation er man chokeret over, at så mange kvinder har fået forkert behandling.

- Det er uendelig trist for de kvinder, der er ramt, og det giver stor usikkerhed. Jeg har mødt nogle af kvinderne, der har været igennem det her. De er utrygge og usikre, og det kan jeg godt forstå, siger formand Eva Bundesen til TV 2.

- Det er skræmmende, at der kan gå flere år, før regionen opdager, at man ikke har gjort, som man skal.

Fejl i flere regioner

Fejlen hos Region Nordjylland er den anden store fejl på brystkræftområdet i Danmark på kort tid.

I starten af 2017 kom det frem, at også 811 kvinder i Region Syddanmark var blevet indkaldt for sent til en supplerende undersøgelse for brystkræft.

I den nye indberetning fra Region Nordjylland står der, at man har været usikker på, hvilke regler som gjalt for hvilke kvinder.

- Jeg er selv et menneske, som er vant til professionalisme. Og hvis jeg var usikker på et regelsæt, så ville jeg henvende mig og få hjælp. De (red. regionerne) har jo Sundhedsstyrelsen, som kan vejlede, siger Eva Bundesen.

Formanden for Dansk Brystkræft Organisation opfordrer alle berørte kvinder til at kontakte dem eller Kræftens Bekæmpelse og vil nu tage fat i organisationen advokat.