Armbånd skal forhindre 'cutting': Her får TV 2-reporter stød af unge danskeres opfindelse

TV 2s reporter fik sig noget af en overraskelse, da hun på egen krop oplevede, hvordan den nye opfindelse virker.

To danske forskerspirer har netop vundet guld ved en stor konkurrence i Kina med en opfindelse, som kan hjælpe unge ud af den selvskadende adfærd 'cutting'.

Annemette Laursen Vig og Marcus Grove har udviklet et armbånd, der med elektrisk stød fjerner noget af den smerteafhængighed, som er en del af cutting.

Ifølge Marcus Grove svarer stødet til en hård high five, men da TV 2s reporter Christine Brink prøvede det på egen krop, fik hun sig alligevel noget af en overraskelse.

- Uhh, det gør lidt ondt, det er som at få en ordentlig omgang stød, lød det fra TV 2-reporteren, da forskerspirerne satte strøm til hende.

Afhængig af smerte

Det er især unge piger, der skærer i sig selv.

Annemette Laursen Vig fortæller, at 'cuttere' får en form for abstinenser, når de forsøger at komme ud af det. De kommer til at savne de endorfiner, kroppen frigiver, når de skærer i sig selv, og derfor er der risiko for tilbagefald.

Men netop det tilbagefald kan de to unge forskerespirers opfindelse være med til at forhindre.

- Lægerne foreslår, at man kan svirpe sig selv med en elastik eller tilføje sig smerte med en gymnastikbold med pigge - men det er ikke særlig diskret, hvis man sidder i klassen, siger Annemette Laursen Vig og fortsætter:

- Derfor har vi udviklet et armbånd, hvor man kan udløse et lille elektrisk stød, som frigiver endorfinerne, uden at nogen opdager det. Knappen sidder på indersiden af armbåndet, og man kan trykke på den, uden at nogen opdager det.

Psykiske problemer årsag til cutting

Når unge mennesker skærer i sig selv, er det normalt ikke for at begå selvmord. Ifølge Psykiatrifonden er det nærmere en tvangsmæssig handling, der kortvarigt dæmper et psykisk pres og giver en følelse af kontrol.

Der kan være forskellige årsager til cutting, men den typiske cutter er en ung pige, der er kvik og udadtil klarer sig godt. Indvendigt kan der dog være psykiske problemer i form af eksempelvis selvhad eller en tomhedsfølelse. 

Cutting er derfor et symptom på et underliggende problem, og ifølge Psykiatrifonden har en stor del af dem, der skærer i sig selv, været udsat for omsorgssvigt, tab, vold i familien eller seksuelt misbrug.

Idéen til armbåndet fik Annemette Laursen Vig, fordi hun havde en veninde, der skadede sig selv.

Hun fortæller, at det var enormt frustrerende at være vidne til, og at det desværre ikke var nok at bede veninden lade være.

Vil have armbåndet sat i produktion

Sejren i konkurrencen Beijing Youth Science Creation Competition har givet de to unge forskere endnu mere mod på at fortsætte med projektet.

De satser på, at armbåndet skal sættes i produktion, men før de når så langt, skal opfindelsen de næste par år gennemgå forskellige tests.

- Vi er næsten færdige med prototypen nu, vi har fået minimeret elektronikken, så armbåndet ikke bliver for voldsomt, og så arbejder vi med at finde et godt materiale. Men før vi kan få sat armbåndet i produktion, skal vi have fat i nogle voksenforskere, så vi kan få gennemtestet og dokumenteret armbåndets virkning, siger Annemette Laursen Vig.

Marcus Grove forklarer, at planen er, at armbåndet primært skal være lægeordineret, og at det formentlig vil komme til at koste et par hundrede kroner.

En undersøgelse foretaget af Statens Institut for Folkesundhed (SIF) i 2015 viser, at 22 procent af alle gymnasieelever på et tidspunkt har prøvet at skade sig selv. Tallet dækker dog ikke kun over cuttere, men eksempelvis også over slag.