Politiet til danskerne: Hjælp os med at finde de illegale i Danmark

Politiet har aldrig sigtet så mange illegale indvandrere som nu, men der er mange tusind, der fortsat lever under radaren. Derfor beder de om hjælp.

- Der er rigtig mange borgere ude i samfundet, som ved, hvad der foregår, men som af en eller anden mærkelig grund ikke kontakter politiet. Hvis folk har informationer om illegale, så skal de dele dem med os.

Sådan lyder opfordringen fra politikommissær Kjeld Farcinsen fra Politiets Udlændingekontrolsektion.

Opfordringen kommer på et tidspunkt, hvor der aldrig før er sigtet så mange illegale indvandrere.

Sidste år blev der således sigtet 1.348 indvandrere, hvilket er rekordhøjt, men også noget lavt, når der ifølge Rockwool Fonden bor flere end 18.000 indvandrere i Danmark uden papirer.

- Vi vil gerne bede hr. og fru Jensen om, at hvis de eksempelvis kommer ned i den lokale grillbar og ser, at personalet ikke taler dansk, og at der ligger en madras nede bag disken - at de så kontakter politiet, siger Kjeld Farcinsen.

Illegale kan gå frit omkring

I forbindelse med TV 2-dokumentaren 'Illegal i Danmark’, hvis første del bliver vist på torsdag, har TV 2 udstyret to udenlandske mænd med skjulte kameraer og sendt dem under jorden i 30 dage for at dokumentere, hvordan det er at leve som illegal i Danmark.

Illegal i Danmark

Netop nu lever mange tusind mennesker illegalt i Danmark. Men hvordan kan illegale indvandrere overleve i et gennemkontrolleret land som vores? Hvordan skaffer de sig en indtægt? Hvem tjener på, at de er her, og hvordan undgår de myndighederne?

Det er TV 2 Dokumentar gået undercover for at undersøge

I dokumentaren ”Illegal i Danmark” bliver to udenlandske muldvarper sat af på Københavns Hovedbanegård uden nogen papirer. Herefter har de 30 dage til at finde tag over hovedet og skaffe sig en indtægt som illegal.

Hvordan det går, kan du se, når første del af dokumentaren sendes torsdag d. 30. marts.

Mændene kalder sig John Nakibo og Hassan Khan og kommer fra henholdsvis Nigeria og Pakistan.

Begge fortæller, at de henvendte sig til hundredevis af mennesker i København for at høre, om de havde noget sort arbejde, de kunne udføre. Ingen af dem, de mødte, gik til politiet med oplysningerne.

Og det er et problem, at politiet så godt som aldrig modtager nogen anmeldelser om illegale, lyder det.

Det er jo irriterende. Ofte bliver de her personer udnyttet på det groveste, og et eller andet sted skylder vi dem, at de får den hjælp, de har brug for

Kjeld Farcinsen, Udlændingekontrolsektionen

- Det er jo irriterende. Ofte bliver de her personer udnyttet på det groveste, og et eller andet sted skylder vi dem, at de får den hjælp, de har brug for, siger Kjeld Farcinsen.

Skal der være mere kontrol?

- Om vi så var 100 gange flere personer i min afdeling, så ville man stadig opleve, at en illegal kan gå rundt i Danmark i flere måneder uden at blive kontrolleret, men sådan skal det reelt også være. Vi er jo ikke en politistat.

- Men jeg synes, at hvis folk har informationer om illegale, så skal de dele dem med politiet, opfordrer politikommissæren.

Du kan se første del af TV 2 Dokumentaren 'Illegal i Danmark' på torsdag kl. 20.