Krohn om hvidvask: Den værste bankkrise siden finanskrisen

Danske Bank og Nordea har et kæmpe forklaringsproblem, siger TV 2's erhvervsredaktør efter skandale om hvidvask og overførsel af russiske milliarder.

- Det er meget ubehageligt for Danske Bank og Nordeas omdømme, at vi har en sag med hvidvask og kriminelle, som alt andet lige sætter spørgsmålstegn ved bankerne som gode samfundsstøtter.

Det siger TV 2’s erhvervsredaktør Ole Krohn om afsløringen af, at milliarder af kroner fra kriminelle aktiviteter er blevet sendt gennem danske banker og videre til skattely.

Berlingske skriver i dag, at de danske banker i stor stil har været brugt af russiske kriminelle til hvidvask af sorte penge, og til at anbringe store beløb, tjent på kriminalitet, på konti udenfor de russiske myndigheders rækkevidde.

Dilettanteri

- Både Nordea og Danske Bank har et kæmpemæssigt forklaringsproblem med, hvorfor det her har kunnet stå på så længe, siger Ole Krohn.

Han understreger, at bankerne ikke bevidst har medvirket til hvidvaskning af penge, men kalder det ”dilettanteri”, at bankerne ikke har opdaget hvad der foregik.

- Milliarder af kroner passerede alene gennem Danske Banks afdeling i Estland. Disse penge stammer efter al sandsynlighed fra russiske kriminelle, der har snydt russiske offentlige myndigheder. De har oprettet konti i Estlands-banken og derfor har man haft en mulighed for at smugle pengene ud af Rusland til skattelylande, især til Panama og Seychellerne.

- Der er tale om, at man ikke reagerer i tide, når milliarder af kroner kommer ind fra et ludfattigt land som Moldova til Danske Banks filial i Estland. Så er der ingen der reagerer, og før man ser sig om, er pengene videre og uden for de russiske myndigheders rækkevidde. I en tid, hvor der har været opmærksomhed omkring det her i årevis, er det mærkeligt, at der ikke sidder nogle årvågne Danske Bank-medarbejdere i Estland og siger ”Der er noget mistænkeligt ved det her”, vurderer Ole Krohn.

Har fjernet hele ledelsen

Han gør det klart, at de danske banker HAR grebet ind overfor pengeoverførslerne, der fandt sted mellem 2011 og 2014. Danske Bank har endda udskiftet hele ledelsen i Estlands-afdelingen på grund af denne sag. Men skaden ER sket, siger Ole Krohn:

- Hele sagen omkring hvidvaskning er den værste krise, der er overgået de danske banker siden finanskrisen, siger han.

Afsløringerne af de danske bankers rolle er en udløber af offentliggørelsen af de såkaldte Panama-papirer, der i sidste uge førte til en meget hård kritik fra Finanstilsynet af de danske bankers rolle i den internationale hvidvask af penge.

Afsløringerne af pengestrømmen fra Rusland via danske banker til udlandet er foretaget af Berlingske i i samarbejde med journalistorganisationen Organized Crime and Corruption Reporting Project (OCCRP) og det russiske dagblad Novaya Gazeta.