Priser på lejeboliger på himmelflugt i storbyer

16x9
Lejlighed. Foto: Scanpix

Nogle steder er huslejeprisen steget med over 50 procent.

Huslejen for lejeboliger på det private marked i landets fire største byer er steget voldsomt de sidste syv år. Det viser nye tal, som den uafhængige sammenligningstjeneste fair-laan.dk har trukket for Avisen.dk. Claus Højte, direktør i Lejernes Landsorganisation (LLO), genkender billedet af lejepriser på himmelflugt. 

- Når man lejer en andelsbolig, ejerlejlighed eller et værelse er udbudspriserne virkelig eksploderet, siger Claus Højte til Avisen.dk. 

I København er den gennemsnitlige husleje fra 2010 til 2016 steget med 51 procent, hvis man ser på alle de annoncer, der er lagt op på boligportalen i de pågældende år. Den gennemsnitlige månedlige husleje for en lejebolig i hovedstaden var sidste år på 11.728 kroner.

I Århus, er den gennemsnitlige husleje steget med 34,8 procent. I Aalborg har stigningen været 28 procent, men den har været 23 i Odense. Lejere uden for de største byer har slet ikke skulle have lige så mange penge op af lommerne for at få tag over hovedet.

Huslejer er for høje

Fra februar 2010 til februar i år har der i hele landet været en gennemsnitlig huslejestigning på 16 procent, ifølge tal fra Danmarks Statistik. Den udvikling gælder også lejepriserne for almennyttige boliger, hvor huslejen i 2016 er steget med 16,6 procent siden 2010, viser opgørelser fra Landsbyggefonden. 

Ifølge Claus Højte er de huslejer, som boligsøgende møder på boligportalen, der har mere end 8.000 lejeboliger på hjemmesiden, for høje. 

- Selvom man prøver at udleje til de her priser, så er de ikke lovlige. Fælles for næsten alle de huslejer, der ligger på boligportalen, er, at huslejen er for høj. Et meget godt bud er ni ud af ti, siger Claus Højte. 

Ifølge lejeloven er der et loft for, hvor meget en udlejer må tage for et lejemål. Hvis ejendommen er bygget før 1992 er loftet væsentligt lavere, end ejendomme opført efter 1991. 

- Udlejerne presser markedet. Det er især en hæmsko i vores to største byer. Der er ingen tvivl om, at mange mennesker har ret til at få lejen nedsat, understreger Jørgen D. Jensen, der er driftsleder for Danske Lejere, der er den næststørste interesseorganisation for lejere.

Ulovligt

Direktør for boligportalen Anders Hyldborg bekræfter, at boligpriserne i byerne er røget i vejret de seneste år. Det hænger sammen med, at der især i København og Århus er blevet bygget meget nyt, forklarer han. Billedet af, at ni ud af ti annoncer på boligportalen har ulovligt høje priser, genkender direktøren derimod ikke. 

- Den overvejende del af vores annoncer kommer fra professionelle udlejere, der har en professionel tilgang til at fastsætte husleje. Vi har også mange almene boligselskaber på boligportalen, som også er meget professionelle i fastsættelse af husleje, siger Anders Hyldborg. 

Han mener ikke, at boligportalen har et ansvar, hvis en udlejer skruer prisen så højt op, at den bliver ulovlig. 

- Udlejer har ansvaret for fastsættelse af husleje. Vi skaber kontakten mellem lejer og udlejer. Det er vores job, siger han.