Professor slår alarm for køb af Ibuprofen: Nu afviser styrelse

16x9
Ibuprofen - her i Ipren. Foto: Brian Bergmann / Scanpix Denmark

Selv om dansk undersøgelse viser, risiko for hjertestop er større ved brug af Ibuprofen, afviser Lægemiddelstyrelsen stop for salg som håndkøb.

Selv om en dansk undersøgelse viser, at risikoen for at få hjertestop er 31 procent større ved brug af det smertestillende middel Ibuprofen, som kan købes i håndkøb, afviser Lægemiddelstyrelsen at fjerne Ibuprofen fra listen over medicin, som kan fås i håndkøb i f.eks. supermarkeder og tankstationer.

- Man kan sætte spørgsmålstegn ved, om det er den rigtige strategi, at f.eks. Ibuprofen bliver solgt som håndkøb uden nogen form for vejledning, sagde Gunnar H. Gislasson, professor i Klinisk Medcin på Gentofte Sygehus og hovedforfatter bag den danske undersøgelse, til TV 2 onsdag.

Men overfor TV 2 afviser Doris Stenver, overlæge i Lægemiddelstyrelsen, at forbyde Ibuprofen i håndkøb i supermarkeder og på tankstationer uden sundhedsfagligt personale, som på apoteket.

- Lige præcis det område har været genstand for en meget omfattende indsats, og vi har fået indført tydelige produktbeskrivelser, siger Doris Stenver.

Afviser yderligere stramninger

På Ibuprofen står der blandt andet, at man ikke skal benytte produktet, hvis man har hjerteproblemer.

Lægemiddelstyrelsen understreger også, at man kun skal tage den lavest mulige dosis Ibuprofen - den anbefalede grænse er 1200 miligram i døgnet.

Men Lægemiddelstyrelsen afviser at indføre yderligere stramninger.

- Vi lægger stor vægt på, at smertestillende medicin skal være let tilgængelighed for de mange patienter, der kan få akut brug for det på alle tider af døgnet, siger Doris Stenver.

Gunnar H. Gislasson understregede overfor European Society of Cardiology, hvor den danske undersøgelse blev bragt, at præparater som Ibuprofen ikke er harmløse.

- Resultaterne er en skarp påmindelse om, at NSAID's (ikke-steroid anti-inflammatorisk medicin, red.) ikke er harmløs. Diclofenac og Ibuprofen, der begge er meget almindelig brugt medicin, kan forbindes med forøget risiko for hjertestop, sagde han blandt andet.

Doris Stenver: - I Lægemiddelstyrelsen har vi stort fokus på NSAID-medicin som ibuprofen, for der er ingen tvivl om, at det øger risikoen for hjertebivirkninger.