Ungerne skal røre sig mere - børnehave tæller deres skridt

En børnehave i Sønder Vium sender børnene i skoven med skridttællere på flyverdragten. Det skal øge børnenes aktivitetsniveau.

Børn skal ifølge Sundhedsstyrelsen være aktive mindst en time om dagen, men det viser en undersøgelse fra BUPL, at børnehavebørn ikke lever op til.

Den statistik har en børnehave fra Sønder Vium syd for Skjern dog ikke tænkt sig at falde ind under. Her tager børnehaven, Spirevium, nemlig hver tirsdag på tur med skridttællere siddende i flyverdragten.

Og det kan godt virke som en ekstra motivationsfaktor for de små at have en lille sjov maskine siddende, der kan tælle, hvor meget de går.

Skaber konkurrence

- Der er lidt konkurrence i det, men det er også for at se, hvor mange skridt, de egentlig går, siger afdelingsleder ved børnehaven Spirevium Kiki Hansen.

Efter et par timers leg og traven i skovbunden bliver resultatet af børnenes anstrengelser gjort op, og det er noget, der kan fange de smås opmærksomhed.

Lektor ved institut for idræt og biomekanik på SDU Morten Zacho mener dog ikke umiddelbart, at skridttællere er noget for børn.

- Jeg tænker, at det er voksenting. Det her med, at vi skal måle og tælle alting og gøre det op i kalorier, det hører voksenverdenen til, men hvis det bliver lavet på en sjov måde, så kan det godt virke, siger Morten Zacho og tilføjer:

- Men det at gå er ikke særlig effektivt, medmindre man virkelig får pusten op.

- Vi er ikke curlingpædagoger

I børnehaven Spirevium ser det dog ud til, at børnene for alvor får pusten op, når de klatrer op ad skrænter, hopper i mudder og rutsjer ned ad bakker.

Og det er ifølge afdelingsleder ved Spirevium Kiki Hansen vigtigt, at børnene får lov til det. Det har nemlig, foruden en bedre kondition, en vigtig effekt.

- Vi er ikke curlingpædagoger. Når børn skal udvikles, så skal de prøve om ikke de kan bryde nogle af de der grænser, de har og lære at tro mere på dem selv. Jo mere vi gør for dem, jo mindre kan de selv, fortæller hun til TV Midt Vest.