Dansk fastfood-indpakning indeholder farlige kemikalier

16x9
Big Mac fra McDonalds. Foto: Shutterstock / Shutterstock

Næsten hver tredje af 65 testede fastfoodemballager indeholdt mængder af problematiske fluorstoffer, som er over de danske myndigheders anbefalinger.

Når du på fastfood-restauranter bestiller burgere, pomfritter og muffins, som er pakket ind i pap- og papiremballage, kan du risikere at få problematiske kemikalier med på menuen.

Det viser en undersøgelse, som Forbrugerrådet Tænk Kemi har udført i samarbejde med forbrugerorganisationer fra fire øvrige EU-lande.

Resultaterne viser, at næsten hver tredje af 65 testede fastfoodemballager, indeholdt mængder af problematiske fluorstoffer, som er mange gange over de danske myndigheders anbefalinger.

Fluorerede stoffer bliver brugt til at gøre blandt andet pap og papir vand- og fedtafvisende. Men stofferne ophober sig også i miljø og mennesker. De er blandt andet mistænkt for at påvirke immunsystemet. Dansk forskning peger desuden på, at indhold af fluorstoffer i blodet øger risikoen for spontan abort hos gravide markant.

Kemikalier i emballage

Fluorerede stoffer bliver brugt til at gøre bl.a. pap og papir vand- og fedtafvisende. Men stofferne ophober sig også i miljø og mennesker. De er bl.a. mistænkt for at påvirke immunsystemet. Dansk forskning peger desuden på, at indhold af fluorstoffer i blodet øger risikoen for spontan abort hos gravide markant.

Fødevarestyrelsen anbefaler, at producenter undlader at bruge de problematiske stoffer i mademballage. Derfor indførte Danmark i 2015 en vejledende grænseværdi. Fra dansk side arbejder myndighederne også for at få de fluorerede stoffer reguleret på EU-niveau.

Kilde: Forbrugerrådet TÆNK

Vejledende grænseværdier ikke overholdt

Hos danske fastfood-restauranter var billedet stort set det samme, som i de øvrige EU-lande i undersøgelsen. 4 ud af 13 emballager indeholdt høje mængder af fluorstoffer.

- I Danmark har der nu været en vejledende grænseværdi i halvandet år med henblik på at få virksomheder til at stoppe med at bruge flourerede stoffer i emballage af pap og papir. Alligevel finder vi lige så mange emballager fra Danmark med højt fluorindhold som i de andre EU-lande, der er med i undersøgelsen. Det kalder på, at der er brug for mere end en vejledende grænseværdi for at komme fluorstoffer i mademballage til livs, siger testansvarlig og projektleder i Forbrugerrådet Tænk Kemi, Stine Müller.

Fire danske produkter med højt indhold

I fire danske produkter fra Sunset Boulevard, Select (Shell), Meyers og McDonald’s var indholdet af flourerede stoffer mellem 600 og 1.700 gange over den vejledende værdi, som de danske myndigheder har sat. Der var tale om sandwichpapir, pomfritposer og muffinsforme.

Meyers og Sunset Boulevard siger til magasinet Forbrugerrådet Tænk, at emballagen med fluorerede stoffer nu er udskiftet. Mens Select (Shell) og McDonald’s nu vil undersøge mulighederne for at efterleve de danske myndigheders anbefalinger.