Mange danskere betaler ikke deres vandregning: - Det er gratis for folk at lade være

16x9
Et glas vand til at drikke koster ca. to øre at tappe fra hanen. Hælder man det ud som spildevand, koster det fire øre at slippe af med i spildevandsafgift. Foto: Scanpix

Mange danskere spekulerer i ikke at betale spildevandsafgift, fordi Skats kuldsejlede inddrivelsessystem betyder, at det ikke får konsekvenser.

Op mod 17.000 danskere undlader at betale deres spildevandsregning, og sender dermed en dyrere vandregning videre til resten af befolkningen. Det oplyser flere forsyningsselskaber i dag til Børsen.

Snyderne har nemlig opdaget, at Skats udskældte inddrivelsessystem EFI betyder, at der ikke er nogen konsekvenser, hvis de undlader at betale spildevandsregningen.

- Vi oplever dagligt, at folk spekulerer i ikke at betale deres spildevandsregning, fortæller Thorkil Bartholdy Neergaard, direktør i Brønderslev Forsyning, til Børsen.

De kommunalt ejede forsyningsselskaber har ikke andre muligheder end at sende ordinære rykkere. Drejer det sig derimod om ubetalte drikkevandsregninger, har forsyningsselskaberne mulighed for at lukke for vandet.Betales spildevandsregningen ikke, overdrages inddrivelsen til Skat, da forsyningsselskaberne ikke har beføjelser til at inddrive gælden selv, lukke for vandet eller benytte inkassofirmaer.

- Så kan forbrugerne relativt ufarligt lade være med at betale deres regning. Og når inddrivelsessystemet har været i ruiner, er det jo gratis for folk at lade være med at betale regningen, siger Thorkil Bartholdy Neergaard fra Brønderslev Forsyning.

Eksplosiv stigning

Inddrivelsessystemet EFI fik i sommeren 2015 dødsstødet af skatteminister Karsten Lauritzen (V), og efterfølgende er inddrivelsen sket manuelt.

Flere direktører i branchen oplever nu, at de samlede restancer stiger eksplosivt, fordi Skat ikke magter at inddrive gælden."Inddrivelsen hos Skat går utroligt langsomt nu, og det er bestemt ikke blevet bedre, siden de har droppet EFI-systemet," siger Søren Erikstrup, direktør i forsyningsselskabet Mariagerfjord Vand.

Ifølge beregninger fra brancheorganisationen for vandselskaber, Danva, steg det samlede beløb for ubetalte spildevandsregninger hos Skat i 2015 med ca. 48 mio. kr.