Helle skrev opslaget, der har vakt stor debat: - Jeg er meget overrasket

Budskabet på en opslagstavle om skolens og forældrenes rolle i opdragelsen endte med at gå hele landet rundt.

Egentlig var det tænkt som stof til eftertanke for de forældre og kolleger, der kom forbi på gangen uden for klasseværelset på Kildevældsskolen i København.

I stedet blev det til en national debat på Facebook og i medierne.

- Det er jeg virkelig overrasket over. Jeg havde lidt tænkt det som noget til dem, der kommer forbi. Jeg synes, det var et hyggeligt indslag, siger børnehaveklasseleder Helle Müller, der står bag opslaget på opslagstavlen.

Budskabet er, at forældrene skal huske deres ansvar for, at børnene er opdraget til at fungere blandt andre børn og voksne.

Det er ikke noget, de skal lære i skolen – det skal de have lært hjemmefra, før de kommer i skole.

Til os med skolebørn - fin lille reminder. Dannelse må ske i hjemmet ikke i skolen. Hjælp vores lærer med at de kan udføre deres arbejde og vores børn får tid til indlæring.

Posted by Martin Jørgensen on Tuesday, February 28, 2017

Ordlyden i opslaget har spredt sig over Europa i de seneste måneder. Oprindelsen er vistnok Portugal, men det fortaber sig lidt.

I hvert fald var det en svensk-portugisisk, pensioneret lærer ved navn Paulo Gandra, der bragte opslaget til Skandinavien, da han oversatte teksten og lagde den på sin Facebook-side, hvor den blev delt over 30.000 gange.

Nu  er det via den københavnske opslagstavle også nået ud i den danske offentlighed efter en forælder lagde et billede af plakaten på Facebook.

Det kan de forvente

- Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv. Jeg synes, det er sjovt, når der kommer nye børn, at de kan se: Det er det, de kan forvente, når de kommer i børnehaveklasse. Det er en lærer, der har en holdning til, hvordan tingene ser ud, siger Helle Müller, der har været børnehaveklasseleder i 16 år.

Hun skynder sig dog at tilføje, at hendes opslag ikke skyldes, at der er specielt store problemer, hverken med børnene eller forældrene, der hvor hun arbejder.

- Jeg oplever en gruppe søde børn og søde forældre, og jeg synes egentlig, at de tager deres ansvar alvorligt. Jeg har hængt den op, fordi den er spot on på den opdeling, som vi tænker der er mellem hjem og skole. De har et ansvar, og vi har et ansvar, siger Helle Müller.

Hvorfor tager skolen ikke bare det ansvar?

- Fordi det er jo ikke er skolens ansvar. Det er et fælles ansvar, hvor det, der står her, jo primært er forældrenes ansvar. Når vi får børnene, er de fem og seks år. Der skulle de gerne være bekendt med mange af disse ting, siger hun.

5 gode råd til at styrke opdragelsen af dit barn

Lær dem sociale normer

Forældre skal give børn sociale normer med hjemmefra. Lær børnene at bidrage til fællesskabet. Giv dem ansvar i hjemmet i form af opgaver og pligter som fx oprydning og deltagelse i madlavning.
 

Inddrag børnene

Involver børnene og lad dem være med til at sætte normerne. Det skal ikke presses ned over dem efter gammeldags autoritær tankegang, men gennem inddragelse.
 

Deltag og tag dig tid

Forældre skal tage sig tid til at sikre, at børnene gennemfører deres små pligter. Det værste, du kan gøre, er at være ligeglad, fordi du har for travlt til at gå op i det efter arbejde.

Involver dig i skolen

Det er vigtigt, at tage del i barnets skolegang. Stå til rådighed for støtte og opbakning og udvis interesse for udviklingen for både dit eget barns og hele kulturen på skolen.

Bak op om skolen

Tal positivt om skolen over for barnet og udvis interesse for skolens kultur og bak den op. Derigennem kan du være med til at underbygge skolens værdier og den kæmpe opgave, som skolen skal bidrage i forhold til at udvikle de fælles normer.