'Raket-Madsen' afsted i egenudviklet maskine: - Jeg fik tunnelsyn

Amatørastronauten Peter Madsen har taget et vigtigt skridt i sin kamp for at få sendt sig selv ud i atmosfæren.

Det lignede noget Georg Gearløs kunne have kreeret, men i virkeligheden var der tale om en G-prøvningsmaskine.

Lørdag eftermiddag satte den danske amatørastronaut Peter Madsen, også kendt som 'Raket-Madsen', sig i maskinen, der er en raketmotordrevet centrifuge på en roterende bom. Her blev han kastet rundt med en G-påvirkning på 7.

G-påvirkning er en måleenhed for acceleration, og svarer til 7 gange den kraft, man bliver påvirket med af tyngdekraften. De fleste sunde mennesker risikerer at besvime ved omkring 6 G.

- Det var en fuldstændig fantastisk oplevelse. Det var en meget fin simulation af det, som vi håbede, det skulle være. Jeg nåede til 6 G, og tænkte, jeg har måske mere brændstof, og så holdt jeg den kørende. Jeg nåede faktisk til det punkt, hvor man får tunnelsyn, så det havde jeg, da motoren endelig slukkede, siger Peter Madsen.

Ifølge amatørastronauten vil tunnelsyn sige, at man er oppe i så høje G-påvirkninger, at hjertet ikke længere er i stand til at forsyne hjernen med blod og dermed ilt.

Centrifugen blev en uge tidligere testet alene til 12 G, men lørdag skulle den for første gang testes med et menneske og nåede altså en G-påvirkning på 7.

- Det her svarer til at, hvis det var et lige spor, så ville man i løbet af fem sekunder accelerere til 650 kilometer i timen, siger Peter Madsen.

"Raket-Madsen" gør sig klar til en tur i den raketmotordrevne centrifuge. Foto: TV 2

Rumopsendelse i 2019

Centrifugen er et raketfartøj, som ikke flyver, men som føles som om den flyver, fordi den sidder i en rotorarm og går i kredsløb om en betonklods. I den proces kommer man op i en G-påvirkning, der svarer til at man flyver i en rumfærge.

Drømmen for Peter Madsen er at blive sendt ud i rummet i 2019 i en raket, som han selv og en række frivillige hjælpere skal bygge. Forsøget med den raketmotordrevne centrifuge er træning for ham selv i stolen og alle andre på landjorden forud for en egentlig opsendelse ud i rummet.

- Med det her forsøg er jeg kommet mange lysår tættere på at flyve med den store raket. Jeg er klar. Jeg havde det ligesom astronauterne på Apollo 8, der fløj til månen, siger Peter Madsen.

I løbet af sommeren har Peter Madsen tre prøveopsendelser med en raket fra en platform midt i Østersøen ud for Bornholms kyst.

Peter Madsen alias 'Raket-Madsen' efter sin succesfulde tur i centrifugen.
Peter Madsen alias 'Raket-Madsen' efter sin succesfulde tur i centrifugen. Foto: TV 2

'Verdenspressen' blev snydt

Raket-Madsen har tidligere været involveret i amatør-rumprogrammet Copenhagen Suborbitals, som han startede sammen med sin daværende partner Kristian Von Bengtson i 2008.

Målet for Copenhagen Suborbitals er også at udvikle et rumfartøj, der skal kunne fragte danskere ud i rummet. Pengene bag projektet skaffes via sponsorer og donationer.

I september 2010 havde de inviteret hele 'verdenspressen', til opsendelsen af deres raket Heat 1X fra en flydende platform ud for Bornholms kyst.

Opsendelsen blev dog noget af en fuser, da raketten aldrig kom i luften på grund af tekniske problemer.

Året efter forsøgte man igen, og her lykkedes det at få raketten sendt afsted. Den nåede dog kun en højde på 2,8 kilometer og faldt så i havet.

I 2014 forlod Peter Madsen Copenhagen Suborbitals efter interne stridigheder med Kristian Von Bengtson.