Efter fund af 113 vanrøgtede hunde: Nu skal der ske noget

Dyrenes Beskyttelse har lanceret ni konkrete punkter til en såkaldt 'hundepakke', der skal bekæmpe vanrøgt af dyrene.

Det har ikke været nogle gode måneder for menneskets bedste ven, og nu skal der gøres noget.

Over de seneste 90 dage er der fundet i alt 113 vanrøgtede eller døde hunde i tre forskellige sager, og Dyrenes Beskyttelse har nu lanceret ni konkrete forslag til ny lovgivning, der skal beskytte de firbende familievenner.

- Der kan potentielt findes mange flere ulovlige hundehold derude, som aldrig bliver opdaget, fordi de går under myndighedernes radar, siger Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse.

Registrering af sælgere

Rygraden i organisationens forslag er en registrering af hundeejerne. De kedelige sager finder nemlig ofte sted hos uregistrerede hundehold, som Dyrenes Beskyttelse kalder for 'hvalpefabrikker'.

- Den eneste måde at komme problemet med de usynlige hvalpefabrikker til livs er ved at tvinge det frem i det åbne. Og det kan kun gøres, hvis det bliver ulovligt at sælge hunde uden at være registreret som sælger, siger Britta Riis.

Det skal gøres i form af et register på nettet, hvor man som sælger skal logge ind med sit NemID.

Vi svigter vores ansvar ved ikke at følge op på hundesagerne, mener Dyrenes Beskyttelse.
Vi svigter vores ansvar ved ikke at følge op på hundesagerne, mener Dyrenes Beskyttelse. Foto: Dyrenes Beskyttelse

- Kan ikke fortsætte som om intet var hændt

Foruden registrering omhandler hundepakken bedre kontrolmuligheder og en bedre sagsbehandling. For nylig var Dyrenes Beskyttelse meget forargret over, at Anklagemyndigheden henlagde en stor vanrøgtssag fra 2015, hvor 91 hunde blev mishandlet.

- Set i lyset af den seneste tids mange hundesager kan vi ikke bare fortsætte som om, at intet er hændt. Vi har som samfund et ansvar over for de mange dyr, som bliver vanrøgtet for profittens skyld, understreger Britta Riis.

Her kan du se alle ni punkter i pakken:

- Gør registrering lovpligtig ved salg af hunde

- Gør al salg uden registrering ulovlig

- Etabler åbent register over hundehold

- Gør det attraktivt at få hundehold godkendt

- Bedre kontrol af erhvervsmæssige hundehold

- Styrk Fødevarestyrelsens indsats

- Styrk politiets indsats

- Forkort sagsbehandlingstiden

- Udnyt den eksisterende strafferamme