Cirkus Benneweis giver op: - Løbet er kørt

For andet år i træk kommer Cirkus Benneweis ikke på landevejen, og det er meget tvivlsomt, at det nogensinde vil genopstå i sin kendte form.

Cirkus Benneweis kommer heller ikke til spille i år.

Cirkus nedlagde aktiviteterne i slutningen af 2015 efter to underskudsgivende Danmarksturnéer. Det skriver Helsingør Dagblad.

I første omgang var det meningen, at ledelsen for familieforetagendet skulle bruge 2016 til at koncentrere sig om at tilpasse cirkusforretningen til nye tider og genoptage telt-aktiviteterne i en tilpasset form hurtigst muligt, men det har stadig lange udsigter, og både telt og udstyr er solgt.

- Det løb er kørt

Til Helsingør Dagblad siger Cirkus Benneweis' rådgiver Uffe Gad Jørgensen, at der heller ikke bliver nogen forestillinger i år.

- Det løb er kørt, siger han.

- Dawid og Nadia (Diana Benneweis' adopterede tvillinger, som overtog cirkusset i 2015, red.) har stadig brug for tid til at relancere Cirkus Benneweis i en anden skala, siger Uffe Gad Jørgensen.

Måske i 2018

- Vi håber på, at Cirkus Benneweis kan genopstå i 2018. Men at det bliver i den oprindelige form med omrejsende trup og telt og dyr, det tvivler jeg stærkt på, tilføjer rådgiveren.

Cirkus Benneweis havde turneret i Danmark i sommerhalvåret i 128 år, da det i 2015 meddelte, at det hev pløkkerne midlertidigt op i 2016. De to sidste turnéer var dyre for virksomheden.

- Hvis du har en publikumstilbagegang på 40 procent en sæson, så gør det ondt på bundlinjen. Når den følgende sæson så viser en omsætningstilbagegang på yderligere 40 procent, så hænger tingene ikke sammen længere, siger Uffe Gad Jørgensen til Helsingør Dagblad.

Det gamle cirkus har eksisteret i næsten 130 år. Nedenfor kan du blive lidt klogere på cirkusdynastiet.

* Cirkus Benneweis blev grundlagt 13. juli 1887 af Gottfried Benneweis.

* Den første forestilling bestod af Gottfried Benneweis, hans kone, Marie, hendes søster, Josefine, og hendes bror, Alexander.

* To heste, nogle geder, hunde, duer og høns udgjorde dyrebestanden.

* Oprindeligt hed cirkusfamilien Binneweitz, men ved en fejl i nogle officielle dokumenter blev familienavnet ændret til Benneweis.

* Gottfried og Maries søn, Ferdinand, overtog i 1933 cirkusset efter sin fars død.

* I 1950 havde Cirkus Benneweis for første gang besøg af kongefamilien.

* I 1993 blev Diana Benneweis, Ferdinand Benneweis' barnebarn, cirkusdirektør.

* I 2015 stoppede Diana Benneweis som direktør og overdrog ledelsen til sine børn, Dawid og Nadia Benneweis.

* I slutningen af 2015 nedlagde cirkusset sine aktiviteter efter et par økonomisk hårde år med faldende publikumstal.