Styrelse vil tage autorisation fra overlæge: - Det er sårende

16x9
Gruppen Læger for Aktiv Dødshjælp arbejder for at lovliggøre assisteret selvmord, hvor patienten selv tager sit eget liv med medicin fra en læge. Foto: Fotograf Sonny Munk Carlsen / Scanpix Denmark

Svend Lings har tidligere sagt, at han har hjulpet mindst 10 dødeligt syge patienter til at dø.

Styrelsen for Patientsikkerhed vil fratage den pensionerede overlæge Svend Lings hans autorisation med øjeblikkelig virkning. Det sker efter, han i Radio 24Syv har fortalt, hvordan han hjælper dødeligt syge patienter med at begå selvmord.

Udmeldingen kommer ikke som en overraskelse for Svend Lings selv:

- Det er på en måde, hvad jeg kunne forvente. Jeg havde dog håbet på, at de kun ville fratage mig ordinationsretten. Men nu vil de fratage mig retten til at kalde mig læge, altså min autorisation. Det beklikker min faglighed. De mener jo, at jeg er til fare for patienterne. Det synes jeg ikke er sjovt, siger han til TV 2 og tilføjer:

- I praksis kommer det ikke til at betyde noget, da jeg er gået på pension, men det er sårende, det er det.

Ifølge Radio 24syv bortfalder autorisationen formelt 2. marts.

Har hjulpet mindst 10 mennesker med at dø

Svend Lings er medlem af Læger for Aktiv Dødshjælp, og sammen med otte andre læger kæmper han for at få lovliggjort assisteret selvmord, hvor en læge hjælper en patient med at tage sit eget liv.

Den pensionerede overlæge har tidligere fortalt til Radio 24Syv, at han mere end 10 gange har assisteret med patienters selvmord ved at levere dødelige sovepiller.

Når patienter med et brændende ønske om at dø kontakter Svend Lings, får han deres journal og 'screener' dem ved hjælp af telefonsamtaler. Hvis de lider af en alvorlig, uhelbredelig og livsødelæggende sygdom, skal de have ret til at sige stop, fastholder den pensionerede overlæge. 

- Vi udskriver enten en recept, ringer til apoteket eller kører selv ud med det, hvis patienterne er meget dårlige, forklarer Svend Lings.

Han gemmer de dødelige piller i sit våbenskab. Han har kvalmestillende piller, som sikrer, at patienten ikke kaster op, og så sovepillerne, der i en rigelig mængde skal sørge for, at de kommende åndedræt bliver de sidste.

Fyns Politi meddelte tirsdag, at de er ved at kigge på sagen.