Sofie er blevet 100 år med en simpel leveregel: Jeg har gjort alt det, jeg ikke måtte

Den 100-årige kvinde har slet ikke levet efter alle forskrifter. Ifølge hende selv burde hun ikke være blevet så gammel.

Torsdag rundede Sofie Jacobsen et skarpt hjørne. Et hjørne, der er lidt skarpere end det, de fleste når at runde.

16. februar var det nemlig 100 år siden, at Sofie kom til verden.

Og spørger man, hvad hemmeligheden er, så siger hun, at hun sjældent har levet efter alle livets forskrifter. Hun har bare levet.

- Jeg har gjort alt det, jeg ikke måtte. Spist masser af fedt, flæsk og knokkel-fisk. Jeg har røget, indtil jeg var 80 år, fortæller Sofie til TV Syd.

Jeg har gjort alt det, jeg ikke måtte. Spist masser af fedt og flæsk. Jeg har røget, indtil jeg var 80 år.

Sofie Jacobsen

- Det er jo sådan noget, man ikke må. Men det har jeg gjort. Jeg har levet livet. Jeg burde slet ikke være så gammel.

Den runde fødselsdag fejrede hun torsdag i selskab med sin familie og venner på Fjordhotellet i Augustenborg.

Bor stadig for sig selv 

Selv om der står 1917 på Sofies fødselsattest, og at hun lider af dårlig hørelse og svimmelhed, er hun stadig så frisk, at hun bor i sin egen bolig.

Kilden til det lange liv er ifølge Sofie selv også, at hun har arbejdet. Hun startede med at arbejde som 14-årig og gjorde det også, da hun i 1939 blev gift og flyttede ud på en gård med sin mand.

- Jeg har taget del i alt. Høst og alt, hvad der var, forsikrer Sofie.

Efter 100 år er det oplagt at gøre status, og i modsætning til andre, der med alderen kan blive sure på livet, er Sofie godt tilfreds.

- Der er hverken mad eller drikke, der har ødelagt noget, for jeg har fået et langt liv at leve. Så jeg er godt tilfreds, og jeg har en alletiders familie. De er hjælpsomme og søde, så jeg har ikke noget klage over, fortæller Sofie.

I 2016 rundede 976 kvinder 100 år, mens blot 167 mænd ramte det skarpe hjørne. De i alt 1143 mennesker er det højeste antal mennesker nogensinde, der er blevet over 100 år i Danmark.