Kirke får standset byggeplaner af storcenter: Nu vil borgmester have handling

Skal en kirke kunne bremse planer om et butikscenter? Det er sket i Holstebro, og den rasende borgmester mener, at det er en sag for Folketinget.

Skal kirken kunne bremse planer om et butikscenter?

Spørger man borgmesteren i Holstebro, er svaret 'nej', efter at en entreprenør har droppet planen om et butikscenter til over en halv milliard kroner.

- Vi er nødt til at have en debat om, hvorvidt det er okay, at kirken på den måde kan blokere for vækst og udviklingspotentiale i en by, siger H.C. Østerby.

Biskop ser kirken som centrum

Borgmesterens udtalelser kommer efter, at byggeriet af det nye indkøbscenter i Holstebro nu er sat på stand-by, fordi Viborg Stift mener, at byggeriet vil skygge for et kirketårn i Holstebro, og derfor har nedlagt veto mod planerne. 

Stiftet mener nemlig, at kirken er et naturligt centrum i Holstebro.

- Man har altid været enige om i samfundet, at kirken er et specielt hus. Kirken er det sted, hvor vi går hen med de største begivenhender i vores liv - omkring fødsel, dåb, konfirmation, bryllup og begravelser, sagde biskop i Viborg Stift Henrik Stubkjær til TV 2 i november.

Kirkens veto betyder, at kommunen ikke kan bruge den lokalplan, der er lavet for det nye indkøbscenter. Derfor sprang entreprenøren A. Enggaard A/S fra i tirsdags, og nu er Holstebro Kommune nødt til at starte forfra med at lave lokalplan.

- Det frygtelig ærgerlige er, at vi havde en lokalplan, der var færdig i december sidste år, og som var klar til vedtagelse, siger borgmester H. C. Østerby.

Folketinget skal ind i sagen

H.C. Østerby mener, at sagen kalder på, at enten Kirkeministeriet eller Folketinget tager reglerne op til genovervejelse.

- Det her begrænser en by som Holstebro og andre mellemstore byers mulighed for vækst og udvikling, siger borgmesteren.

Ifølge grundloven og planloven har kirken en speciel vetoret, som de kan bruge når et byggeri er i en radius af 300 meter fra en kirke.

Kirkens veto betyder ikke, at man definitivt ikke kan gå videre med et projekt. Men det betyder at processen bliver forsinket, mens Erhvervsministeriet tager stilling til om den skal falde ud til fordel for kommunen eller kirken.

Otte indsigelser mod nybyggerier

Der findes ingen opgørelse over, hvor ofte kirker og stifter protesterer imod kommunens lokalplaner.

Men en aktindsigt foretaget af Kristeligt Dagblad i juni i år viste, at 8 ud af 10 stiftsøvrigheder på fire år havde gjort indsigelse mod nybyggerier, som ifølge kirkerne truede deres historisk fremtrædende plads i lokalområdet.

Oven i det har 6 ud af 10 stiftsøvrigheder inden for samme periode gjort indsigelse mod kommunale vindmølleprojekter.