Adoptionsforening vil have danskheds-udtalelse ændret: - Nu er vi ikke længere danskere

Adoption & Samfund vil have udtalelse i Folketinget ændret. Den gør internationalt adopterede til ikke-danske. DF kalder kritik uberettiget.

Det kan godt være, du er opvokset i Danmark med en kernedansk mor og far. Men stammer dine biologiske forældre fra mere eksotiske egne, så kan du ikke længere kalde dig dansk.

Sådan lyder bekymringen fra foreningen Adoption & Samfund, der kritiserer en nyligt vedtaget udtalelse i Folketinget, som sætter et skel mellem "indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande" og "danskere".

- Når man skærer alle over én kam, så kommer man hurtigt til at ramme nogle mennesker, som det ikke var hensigten. Det er vigtigt at tænke over, lyder det fra Christina Netrika Olsen, der er formand for Adoption & Samfund Ungdom.

Forening frygter konsekvenser for adopterede

Hos Adoption & Samfund frygter man, at Folketinget med vedtagelsen har besluttet, at der skal sættes begrænsninger for, hvor mange efterkommere eller indvandrere fra ikke-vestlige lande, der må bo i et bestemt område.

For fastholdes formuleringen risikerer det også at få betydning for de internationalt adopterede, som biologisk set er efterkommere fra ikke-vestlige lande, mener foreningen. 

- Det vil i praksis betyde, at internationalt adopterede ikke frit kan vælge, hvor de vil bo, skriver foreningen i deres pressemeddelse

DF: Adoption & Samfund tager fejl

Det var et snævert flertal på 55 stemmer mod 54, der 9. februar vedtog udtalelsen, som lød: "Folketinget konstaterer med bekymring, at der i dag er områder i Danmark, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande er over 50 pct. Det er Folketingets opfattelse, at danskere ikke bør være i mindretal i boligområder i Danmark."

Dansk Folkepartis integrationsordfører Martin Henriksen står bag udtalelsen, som er en del af et spørgsmål til regeringen om at nedbringe antallet af beboere med indvandrerbaggrund i Brøndby Strand. Han afviser kritikken.

- Adoption & Samfund kommer faktisk med oplysninger til adoptivbørn i Danmark, som er faktuelt forkerte, lyder det fra Martin Henriksen.

Ifølge ham registreres adoptivbørn i Danmark nemlig ikke som efterkommere fra ikke-vestlige lande. Tværtimod er de skrevet op under samme vilkår som personer med etnisk dansk herkomst. 

- Sådan bør det også være, for de er vokset op i en dansk familie. De har fået dansk kultur ind med modermælken. De er vokset op med danske traditioner, så de er at betragte som danskere, lyder det fra Martin Henriksen til TV 2.

Adoption & Samfund opfordrer til, at vedtagelsen fjernes.