På denne mark dør mellem tre og ti svaner hver dag: Beboere må aflive dem hver aften

Mellem tre og ti svaner flyver dagligt ind i højspændingsledninger på en mark uden for Næstved. De dør på stedet eller bliver aflivet.

Det er et makabert syn, der hver dag møder beboerne omkring en mark ved Dybsø Fjord, der ligger uden for Næstved.

Marken er nemlig fyldt med døde eller svært tilskadekomne svaner, der ligger spredt over græsarealet efter nærkontakt med de højspændingsledninger, der hænger oppe i luften.

Det skriver Næstved Netavis.

Ifølge avisen er der mellem tre og ti svaner, der mister livet ved marken hver dag.

Da svanerne ofte lider efter at have ramt ledningerne, må beboerne selv stå for aflivningen.

De døde og sårede svaner ligger over alt på marken.
De døde og sårede svaner ligger over alt på marken. Foto: Næstved Netavis

Aflivede seks onsdag

Næstved Netavis har talt med en af beboerne i området.

Han måtte tirsdag aflive tre svaner, der led, mens to yderligere var døde allerede. Og det er ikke noget sjældent syn, forklarer han.

- Jeg går hver aften og afliver de fugle, der ikke er døde af mødet med ledningerne. Her til aften (tirsdag Red.) var det tre styk. I går var det seks, jeg aflivede. Det er ikke fedt at lege bøddel hver aften, når man kommer hjem, fortæller han.

Marken ved Dybsø Fjord er ikke det eneste sted, hvor ledninger er et problem for svaner og øvrige fuglebestande.

Et problem flere steder i landet

Knud Flensted, der er biolog ved Dansk Ornitolog Forening, forklarer til TV 2, at også gæs, ænder og småfulge rammer ind i ledningerne.

- Svanerne er store og dårlige til at manøvrere uden om ledningerne. Så når de kommer i høj fart i retning mod dem, kan de ikke undgå at ramme, siger han.

Han fortæller, at der er flere andre steder i Danmark, hvor der er det samme problem.

Han anbefaler, at man graver ledningerne ned ved de særligt udsatte område for at komme problemet til livs.

Det er en metode, man tidligere har benyttet ved søerne i København. Her bragede 10-20 svaner årligt ind i nogle kabler til lamper. 

- Alternativt kan man hænge orange bolde op i ledningerne, så svanerne og andre fugle ser dem i tide. Det hjælper dog ikke på de fugle, der flyver om natten, siger han.

Ejere af marken: Ikke en mulighed at grave ledningerne ned

Næstved Netavis har talt med Energinet, der har ejet grunden ved Dybsø Fjord uden for Næstved siden 2013.

Her afviser man at grave ledningerne ned, fordi det er for dyrt.

– Efter vi er blevet opmærksomme på de mange døde svaner, har vi sat gang i at undersøge, om vi kan sætte noget visuelt afskrækning op på ledningerne, så fuglene opdager dem og flyver uden om, fortæller pressechef fra Energinet Jesper Nørskov Rasmussen til Næstved Netavis.

- Det er et uheldigt sammenstød mellem et stigende antal svaner og det elnet, som vi alle sammen har brug for, for at få strøm hjem i vores huse og virksomheder, siger pressechefen.