Sprognævn kortlægger danskernes hyppigste kommafejl

16x9
På få dage har flere end 13.000 danskere set på Dansk Sprognævns nye online-kommakursus. Foto: Nikolai Linares / Scanpix Denmark

Danskere får nyt hjælpemiddel til at lære dem om kommaer. Mere end 13.000 danskere har allerede set opslaget.

"Når vasketøjet er tørt lægges det sammen i en bunke".

Sætningen står med tydelige hvide bogstaver på en gråblå baggrund. Ved siden af løfter en animeret skolelærer-type med fuldskæg og store briller sin pegefinger, allerede inden man er begyndt at overveje, om der skal komma i sætningen – og i givet fald hvor. Ovenover står der: ”Kommatest – uden startkomma”.

Vi befinder os i det nye online-kommakursus, som firmaet Edutasia og Dansk Sprognævn netop har lagt gratis ud på internettet. Kurset består både af instruktionsvideoer, som forklarer de gældende regler, og af konkrete test, som den enkelte bruger kan tage.

På denne måde har såvel elever i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne som voksne, der er i tvivl om de gældende kommaregler, fået et nyt hjælpemiddel, hvor man med nogle få timers indsats kan blive bedre til at sætte kommaer. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Bliv bedre kommasætter

Det nye kommakursus, som netop er publiceret, og som 13.000 danskere siden i søndags allerede har set et Facebook-opslag om, har som hovedformål at tilbyde danskerne gratis og indbydende hjælp til at blive bedre kommasættere. Men måske vil det tilmed være muligt for Dansk Sprognævn at bruge data fra kommakursets test som led i et igangværende arbejde med at indsamle viden om, hvor gode vi danskere egentlig er til kommaer.

- Når brugerne tager testen, svarer de også på spørgsmål om køn og alder. Derfor kan dataene måske være med til at give viden om, hvor der især er problemer med at sætte korrekt komma, forklarer Sabine Kirchmeier, direktør i Dansk Sprognævn.

Hun understreger dog, at indsamling af data ikke er projektets formål, men højst en sidegevinst, og at den enkelte bruger forbliver anonym.

Men kommer der brugbare data, vil det være helt i tråd med, at sprognævnets bestyrelse for to år siden besluttede, at der skal indsamles viden om danskernes kommafærdigheder som basis for at kunne træffe en kvalificeret beslutning om, hvorvidt de gældende kommaregler fra 2004 skal revideres.

- Vi har lagt en plan og iværksat diverse undersøgelser. Vi har haft studerende, som har skrevet speciale om komma, vi uddrager viden af vore egne kommakurser, og de nye elektroniske kommaprøver ved folkeskolens afgangsprøve har også givet værdifuld viden. Men det er for tidligt at drage en samlet konklusion. Det kommer vi nok først til om et par år, siger Sabine Kirchmeier.