FDM får overraskende opbakning fra kørelærerne: Kør altid med langt lys på motorvejen

Loven siger, at man ikke må blænde andre trafikanter. Men den siger også, at man skal køre med det lange lys på motorvejene.

Det er et misforstået hensyn, der får bilister til at droppe det lange lys på motorvejen. Derfor skal man lade det lange lys blive på, selvom der er modkørende biler i den anden vejbane.  Sådan lyder den overraskende melding i dag fra FDM.

Loven siger, at man ikke må blænde andre trafikanter. Men den siger også, at man skal køre med det lange lys på motorvejene.

- Vi mener, at det er vigtigt at gøre opmærksom på problemet. Man udsætter sig selv og andre for stor fare ved at køre med det korte lys på. Man har ikke en jordisk chance for at nå at bremse, hvis der pludselig ligger et eller andet i mørket på vejen. Afstanden mellem vejbanerne er så stor, at du ikke burde blænde modkørende trafikanter, siger Dennis Lange, der er jurist i FDM, til TV 2.

Hold blikket på egen kørebane

Han mener, at det handler om at bilisterne holder øjnene på deres egen vejbane.

- Det kan godt være man bliver irriteret af andres lange lys, men der er forskel på at blive irriteret et kort øjeblik og så at blive direkte blændet. Folk skal koncentrere sig om at holde blikket på deres egen vejbane, så undgår man at blive blændet, lyder det fra Dennis Lange.

René Arnt, der er formand i Dansk Kørerlærer Union, er tilbøjelig til at give FDM ret i den overraskende udmelding:

- Loven er klar nok – du skal som udgangspunkt køre med langt lys på motorvejen. Så det handler om at skelne mellem, hvornår man bliver generet af andres lange lys – og hvornår man bliver direkte blændet, så man ikke kan se noget. Jeg har kørt rigtig mange kilometer som kørerlærer, og tror aldrig, jeg for alvor er blevet blændet. Hold blikket på din egen kørebane, og drej eventuelt hovedet en smule til højre, hvis lyset fra den modkørende bilist generer dig, lyder opfordringen fra formanden.

Langt lys giver færre ulykker

Dog skal man stadig skrue ned for lysstyrken, hvis man har medtrafikanter foran sig, da man kan blænde disse bilister via bakspejlet.

På landeveje skal man også slukke for fjernlyset, når man møder modkørende.

En rapport fra Havarikommissionen for Vejtrafikulykker har analyseret 27 trafikulykker på landeveje sket om natten.

I halvdelen af de ulykker, hvor føreren kørte galt i et sving, var kun nærlyset tændt, mens brug af fjernlys, der normalt lyser op til dobbelt så langt, sandsynligvis kunne have afværget ulykken.