16-årig pige kæmper for familiens asylsag: Sådan har hun det i dag

Den evige uvished om, hvad der vil ske i morgen, kombineret med ansvarsfølelsen over for familien har nu helt knækket den ellers så glade fodboldpige.

- Jeg kan ikke sove om natten på grund af alle tankerne. Jeg er næsten hele tiden vågen, og så tænker jeg på mit liv, min fremtid, min skole og mine veninder. Hvad hvis jeg mister dem?

Sådan siger 16-årige Rokhsar Sediqi om sin evige frygt for, at hun og hendes familie vil blive sendt tilbage til Afghanistan, som de flygtede fra for seks år siden.

Efter at optagelserne til TV 2-dokumentaren 'Mon de kommer om natten?' sluttede for omkring 10 måneder siden, er det kun gået tilbage for den ellers så glade fodboldpige fra Give.

Fra at have været en energisk og ressourcestærk pige, der var populær hos veninderne, dygtig i skolen og en af de bedste spillere på pigeholdet i fodboldklubben Thyregod FREM, er hun nu så psykisk nedbrudt, at hun hverken går i skole eller til fodbold længere.

Afslag på familiens asylsag

Udlændingestyrelsen skriver blandt andet i sin afgørelse, at den ikke finder Rokhsar Sediqis fars forklaring troværdig og har udfra sin bevisvurdering ikke fundet, at han ved at vende tilbage til sit hjemland risikerer dødsstraf, tortur eller umenneskelig behandling i henhold til udlændingelovens § 7, stk. 1.

Derudover skriver Udlændingestyrelsen, at den ikke finder ’at de generelle forhold i Afghanistan, herunder den sikkerhedsmæssige situation i landet, i sig selv kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens §7’.

- Jeg kunne ikke fokusere på noget længere. I skolen måtte jeg hele tiden spørge mine kammerater: Hvad sagde læreren? Hvad skulle vi? Jeg blev stresset og fik meget ondt i maven og kastede op, så jeg blev nødt til at stoppe efter bare tre måneder i 9. klasse, siger Rokhsar Sediqi til TV 2.

Den sidste chance

Det er nu over to år siden, at Rokhsar og hendes familie søgte om ophold i Danmark med udgangspunkt i Rokhsars flotte integration og stærke tilknytning til landet.

Men selv om familien blev lovet et svar fra Udlændingestyrelsen allerede i oktober 2015, er der stadig intet nyt i sagen. Og uvisheden gnaver mere og mere i den unge pige, der nu i endnu højere grad end tidligere føler, at ansvaret hviler på hendes skuldre.

Jeg vil hellere dø her i Danmark end blive sendt tilbage.

Rokhsar Sediqi, 16-årigt flygtningebarn

- Presset er så stort, fordi vores ansøgning om "barnets tarv" er den sidste chance, vi har. Hvis vi får afslag, skal vi sendes tilbage til Afghanistan, og jeg tør slet ikke tænke på, hvad der så kommer til at ske, lyder fra Rokhsar Sediqi, som efter en lille pause tilføjer:

- Jeg vil hellere dø her i Danmark end blive sendt tilbage, konstaterer hun alvorligt.

Blev familiens tolk og "advokat" som 11-12-årig

Allerede kort efter at Rokhsar ankom til Danmark i maj 2011 sammen med sin mor og to brødre, viste det sig, at hun havde en helt særlig evne for at tilegne sig det danske sprog.

Efter bare ni måneder i asylskolen på flygtningecentret talte hun så godt dansk, at hun blev overflyttet til en almindelig dansk folkeskole. En proces, der normalt tager mindst to år.

Rokhsars gode danskkunskaber blev dog samtidig en byrde for hende, da hun som den mest integrerede i familien hurtigt fik ansvaret for at være sine forældres talerør over for de danske myndigheder, deriblandt Udlændingestyrelsen, som konsekvent sender breve ud på dansk.

-  Første gang, hvor jeg skulle være tolk og oversætte for mine forældre i sådan nogle vigtige sager, var jeg 11-12 år gammel, og det var dér, mit liv som "advokat" begyndte, siger hun.

14-årige Rokhsar oversætter et brev fra Flygtningenævnet. Der står, at familien er udvist og skal forlade Danmark inden for to uger.

Det store ansvar har gradvist fået den stærke pige til at krakelere, og på trods af, at Rokhsar flere gange har været indlagt på børnepsykiatrisk afdeling med selvmordstanker, er det stadig hende, der fungerer som familiens tolk og sagsbehandler.

- Jeg har efterhånden tolket så meget, at jeg er den, der bedst forstår, hvordan tingene hænger sammen, og hvordan systemet virker. Så der er ikke nogen god chance for, at mine andre søskende kan gå videre med vores sag. For selv om de kan tale dansk i dag, kan de ikke tale "politisk dansk" som mig, forklarer hun.

Ville ønske, myndighederne tog hensyn til asylbørn

Når Rokhsar Sediqi har valgt at medvirke i et dokumentarprogram, er det fordi, hun håber, at der vil komme fokus på de svære vilkår, flygtningebørn lever under i Danmark. På den ene side får de at vide, at de skal integrere sig i samfundet, på den anden side vises der ikke samme hensyn til asylbørn som til andre danske børn.

- Jeg ville ønske, at myndighederne ville kigge lidt nærmere på os børn, som er blevet så integrerede og føler os som danske. Når de behandler forældrenes sag, skal de samtidig kigge på børnenes. Er der nogen fremtid for os?, siger Rokhsar og fortsætter.

- For eksempel har jeg det så dårligt nu, at hvis vi bliver sendt tilbage til Afghanistan, har jeg slet ikke nogen chance for at klare mig og få et liv, konstaterer hun trist.

Det er tv-billeder som dette fra Afghanistan, der skræmmer Rokhsar. Her bliver en ung kvinde tæsket til døde, fordi hun angiveligt har vanæret Koranen. På trods af ti års vestlig indgriben er forholdene i Afghanistan stadig kaotiske.
Det er tv-billeder som dette fra Afghanistan, der skræmmer Rokhsar. Her bliver en ung kvinde tæsket til døde, fordi hun angiveligt har vanæret Koranen. På trods af ti års vestlig indgriben er forholdene i Afghanistan stadig kaotiske. Foto: screendump / TV 2

Aflastning fjerner ikke de alvorlige tanker

På grund af sin psykiske tilstand blev Rokhsar Sediqi for et år siden tilbudt at komme i en aflastningsfamilie, så hun kan få et frirum for sine forpligtelser derhjemme. Hver anden weekend tager hun derfor på besøg hos integrationskonsulent Berit Bonde-Jensen og hendes mand, Lars.

Hun sover rigtig dårligt om natten, og nogle gange har hun mareridt

Berit Bonde-Jensen, aflastningsmor for Rokhsar

Selv om Rokhsar kalder det for et "pusterum" at komme på aflastning, udvirker det ikke mirakler.

- Det hjælper jo ikke på mine tanker. For de er der stadigvæk. Jeg tænker på de samme ting, som jeg også tænker på derhjemme. Om jeg nu fik sagt de rigtige ting til advokaten og sådan noget, siger Rokhsar Sediqi.

Trods besøgene hos sin
Trods besøgene hos sin "aflastningsmor" Berit, som giver Rokhsar lov til at være en almindelig ung pige uden ansvar og pligter, kan Rokhsar ikke slippe væk fra sine alvorlige tanker. Foto: screendump / TV 2

Også Rokhsars aflastningsmor Berit Bonde-Jensen kan mærke, at Rokhsars tilstand gradvist er blevet forværret gennem den tid, hun har kendt hende. 

- Hun sover rigtig dårligt om natten, og nogle gange har hun mareridt. Så jeg har ofte måttet sidde hos hende om natten eller sove i stuen for at være tæt på hende, siger Berit Bonde-Jensen og fortsætter.

- Hun spiser næsten heller ikke noget længere, og dét hun spiser, kaster hun op. Jeg har endda bemærket, at hun kan have en tendens til at være selvskadende, hvis der er et eller andet, der går hende eller forældrene på. Det er alvorlige stress-symptomer, fortæller hun.

Vil bare gerne være en dansk pige

En af de ting, der for alvor knækkede Rokhsars ellers så stærke psyke, var da en af hendes nære veninder fra asylcentret en tidlig decembermorgen i 2014 pludselig blev hentet af politiet og sammen med sin familie sat på et fly til Afghanistan. Dét gjorde truslen om en hjemsendelse af hendes egen familie ekstra reel.

Hvis vi bliver sendt tilbage, er der slet ikke noget "forfra". Det er bare slut dér

Rokhsar Sediqi

- Jeg tænker stadig, at når de kan sende min veninde og hendes familie afsted, kan de også sende os afsted. Vi har ingen kontakt til dem længere og ved ikke, om de er i live, lyder det ængsteligt fra Rokhsar Sediqi, som tilføjer.

- Problemet er, at hvis vi bliver sendt tilbage, er der slet ikke noget "forfra". Det er bare slut dér, konstaterer hun.

Det eneste, den nu snart 17-årige pige drømmer om, er, at få lov til at blive boende i den lille, midtjyske by Give, som for hende er det bedste sted i verden. 

- Jeg føler mig som en dansk pige, og jeg elsker Danmark og det liv, jeg har her. De ting, jeg aldrig har fået i mit eget land, har jeg fået her. Jeg vil rigtig gerne gå i skole og fortsætte min uddannelse, så jeg kan give noget tilbage til Danmark. Mine søskende vil også gerne videre med deres liv. Men uvisheden forhindrer os i at komme videre med vores liv, slutter hun.  

Gik du glip af 'Mon de kommer om natten?', kan du se den uforkortede version lige nu på TV 2 Play

TIDSLINJE: Rokhsar og familiens forløb
2010
22. november
Rokhsars bror Abdullah dør - og familien flygter
I Afghanistan bliver Rokhsars ældste storebror, Abdullah, myrdet, og dagen efter flygter familien ud af landet.
Den resterende familie består af forældrene og seks børn, hvoraf Rokhsar er den næstyngste.

De flygter i to biler. I den ene bil sidder Rokhsar, hendes mor og de to ældre brødre, Morteza og Mojtaba. I den anden sidder Rokhsars far, søstrene, Moska og Medina og yngste storebror Mokhtar.

Da de når et checkpoint, bliver farens bil tilbageholdt – og de næste år lever Rokhsar, hendes mor og de to brødre med bevidstheden om, at den anden halvdel af familien sandsynligvis er blevet slået ihjel.
7. december
Halvdelen af familien ankommer til Europa
Sammen med sin mor og to ældre brødre ankommer Rokhsar til Grækenland, hvor de opholder sig i seks måneder. Med hjælp fra menneskesmuglere bliver de sat på en lastbil, som kører op gennem Europa.
 
2011
9. maj
Rokhsar, mor og to brødre når til Danmark
Efter at have tilbragt tre dage i lastbilen uden mad, vand eller toilet, står de fire familiemedlemmer pludselig i Danmark.

De bliver indkvarteret i flygtningelejren, Sandholmlejren, og herfra bliver de overført til asylcentret i Auderød, hvor de bor i to år.
18. maj
De fire familiemedlemmer søger asyl i Danmark
27. maj
Rokhsar, mor og to brødre overflyttes til Auderød
Familien har opholdt sig 15 dage i Sandholmlejren, inden de ankommer til flygtningecentret Auderød, hvor de kommer til at bo de næste to år.

Den 10-årige Rokhsar kommer med det samme i flygtningecentrets folkeskole, hvor hun klarer sig så godt, at hun efter få måneder overføres til en almindelig folkeskole. Hun får danske veninder, begynder at gå til fodbold og lærer sproget i rekordfart.

De to storebrødre Morteza og Mojtaba er begge for gamle til folkeskolen, men modtager ligesom moderen begrænset danskundervisning i asylcenteret sammen med andre asylansøgere. De starter senere i forløbet på et sprogkursus.
18. oktober
Mor Sediqa får afslag på asyl hos Udlændingestyrelsen og søger nu om ophold hos Flygtningenævnet
Den nye status som afvist betyder, at de voksne familiemedlemmer nu kun har adgang til meget begrænset danskundervisning på asylcenteret, mens Rokhsar, der er omfattet af artikel 28 i Børnekonventionen, der siger at et barn har ret til at gå i skole og få en uddannelse, får lov til at fortsætte i folkeskolen.

Det betyder, at Rokhsar reelt set er den eneste i familien, som lærer at tale dansk på et niveau, hvor hun kan klare sig blandt danskere. Hun er derfor også den eneste, der kan tale med myndighederne og læse de vigtige breve, som sendes til familien på dansk; som for eksempel afslaget på asyl.
2012
27. juni
Rokhsars mor får afslag hos Flygtningenævnet
27. juli
Rokhsars mor søger om humanitært ophold ved Justitsministeriet
Da Rokhsars mor, Sediqa Sediqi, får afslag i Flygtningenævnet, ansøger hun om asyl af humanitære årsager hos Justitsministeriet, blandt andet med begrundelse i, at hun som enlig kvinde ikke kan sendes tilbage til Afghanistan.
6. november
Rokhsars far og tre øvrige søskende registreres af politiet i Grækenland
Rokhsar, hendes mor og to storebrødre ved ikke, at resten af familien nu er blevet registreret i Grækenland. De frygter stadig, at de er døde.
19. november
Rokhsar indlægges på Hillerød Hospital efter selvmordsforsøg
Rokhsar har simultant med tre andre flygtningepiger, fordelt på to asylcentre, forsøgt at begå selvmord ved at indtage piller. Dagen efter indlægges hun for første gang på Hillerød Hospital og bagefter på Børnepsykiatrisk afdeling i Glostrup med selvmordstanker.
2013
25. marts
Resten af familien dukker op i Danmark
Rokhsar, hendes mor og de to brødre venter stadig på svar fra Justitsministeriet, da de en dag får et opkald fra Røde Kors, som mener at have fundet resten af familien.

I en blanding af håb og frygt transporteres de til et asylcenter på Sjælland, hvor de til deres store glæde kan konstatere, at det virkelig ER deres familiemedlemmer, der åbner døren for dem, og en rørende gensynsscene udspiller sig. Efter næsten tre års adskillelse kan hele familien for første gang spise et måltid mad sammen.
April
Hele familien flytter til Give og indkvarteres i hus
En måned efter genforeningen får familien stillet et hus til rådighed af Røde Kors i den midtjyske by Give.
Rokhsar begynder i den lokale folkeskole og falder hurtigt til.
30. oktober
Rokhsars mor, Sediqa, får afslag på humanitært ophold
På trods af en udtalelse fra lægen om, at hun lider af PTSD, får Rokhsars mor afslag på humanitært ophold. Afslaget gives blandt andet med den begrundelse, at hun ikke længere er enlig kvinde, da faderen nu er dukket op.

Samtidig søger Rokhsars far, Gulam, nu asyl på egne vegne - og hele processen starter forfra.

De voksne tilbydes danskundervisning på VUC, når deres sager bliver godtaget og verserer – og fratages undervisningen i de tidsrum, hvor der er givet afslag.

Rokhsar er i mellemtiden blevet flydende i dansk. Hun er familiens næstyngste, men har et kæmpe forspring med sproget og kan begå sig allevegne. Hun bliver derfor den, de andre læner sig op ad, når der skal laves lektier, når der skal tolkes, og når der skal holdes møder med advokater.
9. december
Rokhsars far, Gulam, får afslag fra Udlændingestyrelsen og anker til Flygtningenævnet
2014
14. april
Gulam får afslag fra Flygtningenævnet
Afslaget bliver sendt til familien i et brev – på dansk. Rokhsar læser brevets indhold og holder det i to dage skjult for familien, som ikke kan læse indholdet. Flygtningenævnet var familiens sidste chance, og de har nu afgjort, at familien skal forlade Danmark inden for 15 dage.

Men familien har ingen steder at rejse hen, og den da 14-årige Rokhsar forsøger  nu på egen hånd at finde ud af, hvad de så skal gøre. Hun får den nedslående og chokerende besked, at de hvert øjeblik kan blive hentet af politiet og sendt på et fly tilbage til Afghanistan.

Om natten ligger Rokhsar og lytter efter politiet. Hun sover næsten ikke.

De voksne familiemedlemmer fratages igen danskundervisning.
 
Efterår
Ved hjælp af advokat søger familien ophold med baggrund i Rokhsars integration - og barnets tarv
Med assistance fra Dansk Flygtningehjælp og en privat advokat, Aage Kramp, søger familien nu igen ophold hos Udlændingestyrelsen med udgangspunkt i Rokhsars integration og tilknytning til Danmark, en såkaldt  § 9 stk c, som også handler om barnets tarv.
9. december
Rokhsar bryder sammen
Kort efter, at familien har startet en ny ansøgningsproces, bryder Rokhsar sammen og besvimer – hun køres til Vejle Sygehus og indlægges en nat til observation. Sammenbruddet sker efter nyheden om, at en anden afghansk familie, som Rokhsars familie kender fra et asylcenter, er blevet hentet tidligt om morgenen og sendt tilbage til Afghanistan.

Senere tilkendes familien en kontaktperson fra Vejle kommune, der kommer en gang om ugen med en tolk, der skal bistå familien. Kontaktpersonen (og tolken) er dog ikke til stede, når familien får besøg fra Røde Kors, eller når der skal tages kontakt til myndigheder og advokater, og Rokhsar føler derfor stadig, at presset hviler på hendes skuldre. 
2015
13. januar
Udlændingestyrelsen genoptager familiens sag - Rokhsar sendes i aflastningsfamilie
Da Udlændingestyrelsen genoptager familiens sag - nu baseret på § 9 stk c om barnets tarv, får familien igen lov til at opholde sig i Danmark, mens sagen verserer.

Familien stilles en afgørelse i udsigt til oktober 2015.

De voksne familiemedlemmer får nu - igen - lov til at modtage danskundervisning.

Samtidig har Rokhsar det nu så dårligt, at hun får tilbudt en aflastningsfamilie, som hun besøger hver anden weekend for her at kunne få tryghed og ro.
16. september
Rokhsar indlægges med selvmordstanker
Rokhsar indlægges på børnepsykiatrisk afdeling i Odense med "påtrængende suicidale tanker".
2016
2. april
Rokhsars storesøster Moska bliver gift
Rokhsars storesøster, Moska, bliver gift med en mand af afghansk herkomst bosat i Danmark.
10. oktober flytter Moska hjemmefra og til Fredericia sammen med sin mand.

Moska har fået lov til at arbejde, men ingen vil ansætte hende, fordi hun ikke har et cpr-nummer. Hendes højeste ønske er at få et job og bidrage til samfundet.
 

 
Oktober
Rokhsar har det rigtig skidt - og går ud af skolen
Rokhsar har det rigtig skidt og har svært ved at koncentrere sig på grund af ventetiden på familiens sag, som nu endda afhænger af hende.
Hun har det så dårligt, at hun - selv om hun godt ved, at det er bedre både for hende og for familiens sag, hvis hun bliver i skolen - beslutter sig for at stoppe i 9. klasse. Hun kan heller ikke koncentrere sig om at spille fodbold.

Planen er, at hvis familien får lov at blive, så starter hun i 9. klasse efter sommerferien.
 
19. november
Storebror Morteza bliver forlovet med sin danske kæreste
Rokhtars ældste storebror, Morteza, er meget forelsket i sin danske kæreste med tyrkiske rødder. Men parret tør ikke planlægge deres bryllup, fordi de ikke ved, om Morteza bliver i Danmark eller skal tilbage til Afghanistan.
2017
29. marts
Rokhsar og familien får tildelt en midlertidig opholdstilladelse
Familien kan opholde sig lovligt i Danmark i to år indtil 2019. Opholdstilladelsen er dog givet med mulighed for varigt ophold.