Se billederne: Det har de små med i madpakken

- Det ser fornuftigt ud. Forældrene har gjort sig umage, siger ekspert om de omdiskuterede madpakker.

Masser af rugbrød, pølse, frugt og grønt. Og så nogle små forkælelsesting som rosiner, mandler og frugtstænger.

Sådan så madpakkerne ud i dag, da TV 2 besøgte en tilfældig børnehaveklasse i spisepausen og fik lov til at kigge børnene i madkassen.

Det vi fandt, får rosende ord med på vejen fra en ekspert:

- Jeg vil rose forældrene. Man kan se, at mange har gjort sig umage med indpakningen, så de små børn kan håndtere og overskue maden, siger Karina Kyhn Andersen, der er mad- og måltidskonsulent i Kost & Ernæringsforbundet og har kigget med i madpakkerne.

En ny undersøgelse, foretaget af Databasen Børns Sundhed og Statens Institut for Folkesundhed (SDU) blandt 5600 børn i 0. klasse, viser ellers, at hvert femte børnehaveklassebarn har madvaner, der har fået den lokale sundhedsplejerske til at gøre en anmærkning i barnets journal.

Det kan skyldes mange andre ting end manglende madpakker. Det kan eksempelvis skyldes, at børnene springer morgenmaden over, får for lidt grøntsager og for meget sukker eller drikker for lidt mælk.

20 sultne børn

Vores uvidenskabelige undersøgelse fandt sted på Munkebo Skole torsdag middag, hvor 20 sultne børnehaveklassebørn var godt i gang med deres madpakker. Ifølge eksperterne skal madpakken forsyne børnene med halvdelen af den energi, de skal bruge i løbet af skoledagen. Alle 20 havde madpakker med (se billeder og beskrivelser nedenfor) og generelt er de mere end godkendt, siger Karina Kyhn Andersen:

-Man kan se, at der er meget fuldkornsbrød og meget rugbrød. Det er positivt, for vi spiser ellers mindre og mindre rugbrød, selv om det indeholder mange af de kostfibre vi har brug for.

-Overordnet kan man sige, at man skal huske at få fem madtyper: Frugt, grønt, fuldkorn, kød og fisk. Vi ser meget frugt og grønt og rimeligt med fuldkorn og kød. Det eneste, der springer i øjnene er, at der kun er en enkelt, der har fisk med. Det er det barn, der har en makrelsalat med, siger hun.

Der er ingen iøjnefaldende forsyndelser – som for eksempel cola ”eller anden flydende sukker”, som Karina Kyhn Andersen kalder det.

- Der er lidt pålægschokolade. Men Herregud. Sådan en tynd skive er såmænd ikke værre end så meget andet, siger hun.

Mad i skoleboden

På Munkebo Skole er man meget opmærksomme på at understøtte, at de små børn får den rigtige mad. Blandt andet tilbyder en skolebod både frokost, i form af sandwich, og tilbehør til madpakken som frugt og grønt.

Madboden på Munkebo Skole
Madboden på Munkebo Skole Foto: TV 2

- Det er vigtigt, at der er opmærksomhed på det. De vaner, som vi tager med os gennem livet grundlægges i barndommen. En 0.-klasse, der kommer fra et dagtilbud og nu skal lære at klare sig selv, har brug for støtte til at grundlægge nogle gode vaner. Og der må man som sagt rose forældrene for at gøre madpakkerne overskuelige, med maden skåret ud i håndterbare bidder, siger Karina Kyhn Andersen fra Kost & Ernæringsforbundet.

Det havde 0. klasse med i madpakken
20 børn og 20 madkasser