Claus overnattede hos kæresten - så beslaglagde Skat hans bil

Skat har beslaglagt Claus Ødegaards bil med beskeden om, at de mener, han kommer til at være mere i Danmark end i Sverige. Det forstår han ikke.

I mere end ti år har 40-årige Claus Ødegaard pendlet mellem sit hjem i Sverige og sit job i Køge.

Men ifølge Skat vil danskeren i fremtiden komme til at opholde sig meget mere i Danmark, og Skat har derfor beslaglagt Claus Ødegaards svensk indregistrerede bil, skriver Ekstra Bladet. Det sker med henvisning til Registreringsbekendtgørelsen, hvormed det er muligt at 'påtænke et ophold i Danmark', når det skal vurderes, om en person forsøger at unddrage dansk registreringsafgift.

- Jeg er ikke fundet skyldig i at have overtrådt loven, men for at 'påtænke' at gøre det. Men det er grotesk - for jeg er uskyldig og har bestemt ikke i sinde at flytte tilbage til Danmark, siger Claus Ødegaard til TV 2.

Bilen - en kanariegul Audi TT købt i Tyskland - må Claus kun eje, hvis han sover hjemme i Sverige mindst 180 dage om året, hvilket en anonym person har tippet Skat om, ikke er tilfældet.

'Overnattede' for ofte i Danmark

Claus Ødegaard investerede i Audien i marts sidste år, og blot en måned senere blev han anmeldt anonymt, fordi personen var af den overbevisning, at bilen flere nætter havde stået parkeret på dansk jord på Claus Ødegaards kærestes adresse i Køge.

16x9
Advokat Glenn Verding Hein (tv) og Claus Ødegaard (th). Foto: Søren Juhler / TV 2

Politiet beslaglagde derfor bilen i juli, og siden har den 40-årige mand ikke set skyggen af sin gule bil. Det sker til trods for, at Claus Ødegaard sammen med sin advokat Glenn Verding Hein i byretten i november sidste år fremlagde bevis for Claus' ture over Øresundsbroen i den periode, den anonyme anmelder mente, at bilen stod parkeret i Danmark.

Fakta: Registreringsbekendtgørelsen

Uddrag af Registreringsbekendtgørelsen:

  • SKAT forvalter Køretøjsregisteret.
  • Vil man bruge en svensk indregistreret bil i Danmark, når man har folkeregisteradresse i Sverige, så må man ifølge reglerne ikke overnatte mere end 185 dage i Danmark om året.
  • Et køretøj registreres kun i Køretøjsregisteret, hvis køretøjet har en ejer med bopæl eller hjemsted her i landet.

Kilde: Retsinformation.dk

 

Udover bilturene over Øresundsbroen har Claus Ødegaard også fremvist bevis for løberuter i Sverige, billeder af sig selv i Sverige og alle hans arrangementer med venner og familie hos ham i Sverige i den pågældende tid.

Landsret tager stilling

Dommeren i byretten fandt dog, at Claus Østergaard havde tænkt sig at overnatte mere end det tilladte i 2017, og bilen er derfor stadig beslaglagt. Det sker angiveligt, fordi at Claus Ødegaard i en periode opholder sig mere i Danmark end normalt. Men ifølge den 40-årige er der en naturlig årsag til det.

- Jeg kan godt se, at jeg i en periode har været mere i Danmark end normalt. Det er klart, når man får en kæreste og bliver forelsket, at man er flere dage sammen, siger han til TV 2.

Selv om Claus Ødegaard i en periode opholdte sig mere i Danmark, overstrider han stadig ikke grænsen, forklarer Glenn Verding Hein.

- Selv når han er mest i Danmark, er han stadig overvejende i Sverige.

16x9
Claus Ødegaard ved endnu ikke, om han får sin bil at se igen, med mindre han indvilliger i at betale dansk registreringsafgift. Foto: Privatfoto

Kan Skat ikke have god grund til at påtænke, du i fremtiden vil være mere i Danmark?

- Jeg har ikke lavet mit liv om siden 2005, hvor jeg flyttede herover, udover at jeg har fået en kæreste. Så det er det, de går efter. Man må åbenbart ikke have en kæreste i Danmark, mens man bor i Sverige - fordi det er den eneste uændret parameter hos mig, siger Claus Ødegaard til TV 2.

En lav erstatning

Onsdag 18. januar tager Østre Landsret stilling til beslaglæggelsen af Audien. 

- Hvis retten kommer frem til, at det var ulovlig beslaglæggelse, så er erstatningen 850 kroner de første fire uger og derefter 450 kroner per påbegyndt uge for afsavn af bil. Det er virkelig en lav erstatning. Det kan man dårligt leje en cykel for, siger Glenn Verding Hein til Ekstra Bladet.

Ifølge advokaten kan der gå lang tid, før Claus Ødegaard for en afklaring på selve skattesagen. I december 2016 lavede Skat et forslag til en afgørelse, hvor Skat holdt fast i, at Claus Ødegaard skal betale registreringsafgift.

Det kan være mange år, før vi er færdige med skattesagen.

Glenn Verding Hein, advokat

- Det har jeg gjort indsigelser imod. Skat kommer med deres endelige afgørelse her i januar, som så skal indbringes til Skatteankestyrelen, og er man utilfreds med deres svar, så går man derefter videre til Landsskatteretten. Og først derefter kan gå videre til domstolene; byret, landsret og så videre. Det kan være mange år, før vi er færdige med skattesagen, forklarer Glenn Verding Hein til Ekstra Bladet. 

Skatteminister går ind i sagen

På grund af tavshedspligt kan Skat ikke kommentere på enkeltsager, men i en mail til Ekstra Bladet skriver Skat, at fastlæggelsen af, hvor en person med dobbeltdomicil er hjemmehørende, sker ud fra en vurdering af, hvor den pågældende har oprettet eller har til hensigt at oprette centrum for sine livsinteresser.

- Afgørelsen træffes på baggrund af en samlet vurdering af alle relevante omstændigheder. Der vil for eksempel blive lagt vægt på, om bilejerens ægtefælle og børn er i Danmark, lyder det endvidere fra Skats presseafdeling i mailen til Ekstra Bladet.

Facebook har skatteminister Karsten Lauritzen (V) kommenteret sagen. Her skriver han, at han vil undersøge det nærmere.

Han er enig i, at det er "mærkeligt" at have en retstilstand, hvor en myndighed kan påtænke, om en borger vil gøre i fremtiden.

- Som minister har jeg ikke lov til at gå ind i konkrete skattesager. Men jeg kan til gengæld få undersøgt, om reglerne er, som de bør være på det her område. Det arbejde har jeg nu sat i gang, så vi kan finde ud af, om der er behov for at ændre noget, skriver han.