Mary til prisuddeling - denne gang var rollerne byttet om

Kronprinsesse Mary modtager Den Berlingske Fonds Hæderspris for sin "fornemme og vedholdende indsats i det danske samfunds tjeneste".

Normalt er det kronprinsesse Marys ære at overrække priser. Men tirsdag er rollen byttet om.

Kronprinsessen har nemlig modtaget Den Berlingske Fonds Hæderspris. 

Det sker efter næsten ti år som formand for sin egen fond, Mary Fonden, der blandt andet har til formål at bekæmpe kampen mod mobning, ensomhed og vold i hjemmet.

- De kvaliteter, som fonden har villet hæder kronprissen for, handler om det særlige, personlige og sociale engagement, hun har vist i sit virke, siger Mads Bryde Andersen, som er formand for Den Berlingske Fond, til TV 2 og tilføjer:

- Derudover etablerer hun sin egen fond med yderligere store, krævende projekter og med fokus på særligt udsatte grupper. Det er meget bemærkelsesværdigt.

Det er meget bemærkelsesværdigt.

Mads Bryde Andersen, formand for Den Berlingske Fond

Og der er ikke blot, hvad man kan forvente af en kronprinesse?

- Bestemt ikke, slår Mads Bryde Andersen fast.

- Det er en stor ære

Hædersprisen er blevet uddelt siden 1975, og traditionen tro bliver den hvert år uddelt i januar sammen med Journalistprisen, der har eksisteret siden 1989 og går til en journalist, som har "udrettet noget ekstraordinært gennem journalistikken".

Til forskel fra Journalistprisen går Hædersprisen til en person, "der har ydet noget usædvanligt til gavn og glæde for det danske samfund".

I kronprinsesse Marys tilfælde gives prisen ifølge fondens bestyrelse "som anerkendelse af hendes fornemme og vedholdende indsats i det danske samfunds tjeneste, herunder som protektor og igangsætter af en mangfoldighed af projekter til gavn for udsatte og sårbare grupper i samfundet".

- Mange tak. Det er en stor ære, og jeg er glad for at modtage Den Berlingske Fonds pris, sagde kronprinsessen i sin takketale.

Prisen har en værdi af 100.000 kroner. Pengene skal ifølge Kongehuset gå til Alliancen – et samarbejde mellem Mary Fonden, Red Barnet og Børns Vilkår, der skal bekæmpe mobning af børn.

Frontfigur til kamp mod mobning

Senest har kronprinsessen i sit arbejde via Mary Fonden gået på en håndboldbane mod mobning.

Det skete sammen med håndboldspiller Mikkel Hansens anti-mobbeprojekt, MH24 – Foreningen Mikkel Mod Mobning.

Sammen med en lang række børn afprøvede de øvelser fra et nyt projekt "Antibulli" - et projekt, der ved hjælp af konkrete råd og øvelser skal give et bedre træningsmiljø for 6-12-årige håndboldspillere.

Projektet har indtil videre kørt på prøve i fem pilotklubber. Herefter er tanken så, at det nu kan spredes til resten af landet.