Louise fik sørgelig besked fra lægerne: Nu har Rudys organer hjulpet tre mennesker

På Odense Universitetshospital er det lykkedes at få flere til at donere organer.

Sidste år blev antallet af organdonorer næsten fordoblet på Odense Universitetshospital og i Region Syddanmark, hvor man tilsyneladende har fundet ud af, hvordan man skaffer flere organdonorer. I 2016 steg tallet af organdonorer i Region Syddanmark til 36 i forhold til 19 i 2015

En af dem var Rudy Larsen, der døde uventet, blot 64 år gammel, af en hjerneblødning.

- Han har en meget stor blødning i hjernen, og der er ikke mere, vi kan gøre for ham, lød lægernes besked til hans datter Louise Jensen.

Men inden han døde, spurgte overlæge Christina Rosenlund, donationansvarlig på Odense Universitetshospital, datteren om hun ville give tilladelse til, at Rudy Larsen blev organdonor.

Ikke anmassende

Selv om Louise Jensen stod midt i en meget svær situation og lige havde fået at vide, hendes far skulle dø, syntes hun ikke, at spørgsmålet fra overlægen var anmassende.

- Hun var så god, og hun forklarede alting, siger Louise.

På Odense Universitetshospital inddrager lægerne de pårørende så hurtigt som muligt.

- Det handler jo ikke om, at vi skal have organer. Det handler om, at det vil give mening for nogen at blive organdonorer, siger Christina Rosenlund.

Rudy Larsens organer har nu hjulpet tre mennesker, to mænd og en kvinde, selv om han ikke selv er i live nu.

- Det føles godt og rigtigt - det føles rart at have hjulpet andre mennesker, siger Louise Jensen.