Ekspert i deleøkonomi: Airbnb-loft vil gøre folk trygge

16x9
Airbnb logo. Akrivfoto. Foto: DADO RUVIC / Scanpix Denmark

Nye regler for udlejning af boliger via Airbnb kan give tjenesten et vigtigt sikkerhedsstempel, mener ekspert.

Det er en god idé at indføre et loft over, hvor mange dage danskere kan udleje deres private lejligheder til turister via hjemmesiden Airbnb.

Mange er skeptiske over for udlejningsportalen og er i tvivl om, hvorvidt det er lovligt at benytte den som enten gæst eller vært. Og dét vil nye regler kunne ændre ved, mener forfatter og ekspert i deleøkonomi Claus Skytte.

Dermed støtter han Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), som vil indføre et loft over antallet af udlejningsdage med Airbnb.

- Danskerne er generelt ret lovlydige mennesker. Der har været en del diskussioner om, hvorvidt deleøkonomi er samfundsnedbrydende og sort arbejde, siger Claus Skytte.

- Det har efterladt den almindelige befolkning med en bekymring om, hvorvidt deleøkonomi overhovedet er lovligt, siger han.

Tjeneste skal ikke bruges til hoteldrift

Han henviser til, at formålet med Airbnb er, at private skal dele deres boliger med hinanden. Og at det ikke er meningen, at tjenesten skal bruges til hoteldrift eller systematisk udlejning.

- Man skal kunne leje sin lejlighed ud og tjene lidt ekstra penge, når man er på ferie eller orlov, siger Claus Skytte.

- Men det er fornuftigt, hvis man ikke kan udleje den i et helt år. For det skal sikres, at folk ikke udnytter Airbnb til langtidsudlejning.