Tusindvis af andelsboliger er værdiløse: - Det er last man standing

16x9
Hostrups Have Foto: Jan Jørgensen / Scanpix Danmark

Op mod 500 andre foreninger med tusindvis af andele er i lige så håbløs gæld som Hostrups Have, anslår Foreningen af Andelsboligforeninger i Krise

Det gav genlyd, da Danmarks største andelsboligforening, Hostrups Have på Frederiksberg med 680 andele, for godt en uge siden blev begæret konkurs af Nykredit.

Foreningen har en gæld, der er mere end dobbelt så høj som værdien af Hostrups Have.

Op mod 500 andre foreninger med tusindvis af andele er i lige så håbløs gæld, anslår Foreningen af Andelsboligforeninger i Krise på baggrund af tal fra By- og Boligministeriet. Det skriver Politiken mandag.

Dyb krise

Langt de fleste af disse foreninger ligger i mindre kommuner i udkantsområder og består ofte kun af 10-15 andele. Over 80 procent af de mest forgældede foreninger er stiftet i opgangsårene frem mod finanskrisen.

- Uden for København og Aarhus er mange små foreninger i dyb krise. Det er ofte ældre mennesker, der har købt andelene. Når en falder fra, hænger de andre på udgiften til en bolig, der er 0 kroner værd og ikke kan sælges. Det bliver en slags last man standing, siger den uafhængige andelsboliganalytiker Tejs Volfsberg Carstensen til Politiken.

- Foreningerne kan blive tvunget til at lade sig gå konkurs, hvis de ikke længere kan betale udgifterne, siger Jens Lunde, lektor emeritus på CBS og ekspert i boligøkonomi, til Politiken.

Mister indskud

I så fald mister beboerne deres indskud, der kan være på flere hundrede tusind kroner. Det er belåningen bag de pressede andelsforeninger, der gør dem dyrere og dyrere i månedlig boligafgift - og samtidig betyder gælden, at andelene ingen værdi har, og derfor kan andelshaverne ikke sælge dem og flytte væk.

- For de gamle foreningers vedkommende er problemet overbelåning. For de nystiftede foreninger er det renteswaps, siger Niels Bjørnstrup, talsmand for Andelsboligforeninger i Krise, til Politiken.